Erkendelsesteori er læren om den menneskelige erkendelse. Som filosofisk disciplin arbejder erkendelsesteorien med den menneskelige viden, dens grundlag og dens grænser. Erkendelsesteorien beskæftiger sig med viden i bredeste forstand, herunder ikke mindst den dagligdags, mest basale viden.
Erkendelsesteori er beslægtet med videnskabsteori, som beskæftiger sig med den systematiske og metodiske søgen efter viden, der er karakteristisk for videnskaben.
De mest kendte erkendelsesteoretiske problemstillinger er:
En stor del af erkendelsesteorien har drejet sig om at imødegå forskellige angreb på antagelsen om, at vi besidder absolut og tilstrækkeligt sikker viden. Denne antagelse blev udfordret i antikken, hvor sofisterne hævdede, at viden blot er relativ til forskellige personer og omstændigheder.
Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.
Denne relativisme fik Platon til at skelne mellem den blot tilsyneladende, erfaringsbaserede viden, som egentlig kun er meninger (doksa) – denne type viden kan hus Platon være sand eller falsk.
Den ægte, rationelt begrundede viden (episteme ), er hos Platon universel og vil altid være sand.
I antikken opstod også en egentlig skepticisme, der afviste, at det overhovedet er muligt at opnå viden. Ifølge skeptikerne kan der gives lige gode grunde til at mene både det ene og det andet, og det er ikke muligt af finde noget absolut kriterium for, hvilke overbevisninger, der kan anses for sande.
Gennem erkendelsesteoriens historie er der gjort mange forsøg på at gendrive skepticismen. Det er ofte sket ved at pege på noget, der kan siges at være selvbegrundende, og som al anden viden kan baseres på. Denne form for grundlagsfilosofi kendes bl.a. fra Descartes, som anvendte skeptiske argumenter til at finde, hvad han mente var et sikkert fundament for erkendelsen.
Immanuel Kant. Maleri fra ca. 1790.
Mange har fulgt Descartes i at antage, at det man oplever umiddelbart, ikke som sådan kan betvivles. Andre har søgt at imødegå skepticismen ved at ændre præmisserne for diskussionen. Således mente Kant, at vi nok er i stand til at opnå objektiv viden om virkeligheden, fx i form af almene naturlove, men at det kun gælder virkeligheden som den fremtræder for os, ikke som den er i sig selv.
I 1900-tallet har man især analyseret den måde, hvorpå vi bruger ord som ”viden” og ”vished”, og herudfra argumenteret for, at man godt kan have viden, selv om muligheden for, at man tager fejl, ikke kan udelukkes fuldstændigt. Generelt har man i moderne erkendelsesteori opgivet kravet om, at viden skal fuldstændigt sikker.
Det er i dag almindeligt at acceptere en form for fallibilisme, altså acceptere, at det meste af det, vi mener at vide, i princippet kan vise sig at være falsk.
Viden hævdes typisk at bestå af tre elementer, et synspunkt som kan spores tilbage til Platons dialog Theaitetos.
Viden defineres således som en sand, begrundet overbevisning. Kravet om begrundelse er udtryk for, at viden forstås som noget der kvalificerer ens synspunkt og giver det særlig værdi. For at have viden, må man have noget ”at have den i”, dvs. særligt belæg eller relevante evner. Det er ikke nok tilfældigvis at nå frem til et rigtigt resultat.
I nyere erkendelsesteori skelner man mellem internalistiske og eksternalistiske teorier om viden og begrundelse. Internalismen hævder, at en persons viden må bygge på noget, som personen selv har umiddelbar adgang til, fx sanseoplevelser eller andre former for evidens.
Eksternalismen hævder derimod, at der blot skal være et passende ydre forhold mellem personens overbevisning og det, den handler om, fx en årsagssammenhæng.
En populær udgave af synspunktet er reliabilismen, der forstår viden som en sand overbevisning, der er dannet i en tilstrækkeligt pålidelig mental proces. Hvilke mentale processer, der lever op til dette krav, er det ifølge reliabilismen op til kognitionsforskningen at afgøre.
Synspunktet er dermed typisk for tendensen til i stigende grad at forstå erkendelsesteori naturalistisk og nærme den til empiriske videnskaber som psykologi, informatik, neurovidenskab og sociologi.
Igennem hele filosofiens historie er det blevet diskuteret, hvorvidt erkendelsen bygger på sansning eller rationel tænkning. Platon mente, at sikker erkendelse må bygge på en særlig indsigt i de nødvendige træk ved virkeligheden, og at mennesket må have en vis medfødt viden.
Descartes, Spinoza og Leibniz er kendt som rationalister, der ligeledes dyrkede fornuftserkendelsen og nærede mistro til sanseerfaringen. På den anden side mente Aristoteles og stoikerne, at sanseerfaring er den grundlæggende kilde til viden, og britiske empirister som Locke, Hume og Berkeley anerkendte næsten udelukkende sansebaseret erkendelse. Locke er berømt for at have beskrevet det menneskelige sind som en "ubeskrevet tavle" (latin: tabula rasa). Kant foretog en syntese af de to positioner, idet han så erkendelsen som resultatet af et nødvendigt samspil mellem forstand (begrebsbrug) og sansning.
Diskussionen er fortsat i den nyeste tid, hvor den logiske empirisme har hævdet, at al viden, der ikke er triviel, må kunne føres tilbage til noget, der umiddelbart kan erfares. I modsætning hertil har bl.a. Noam Chomsky argumenteret for, at mennesket har medfødte tankemønstre og fx et kendskab til grammatik, der rækker langt ud over, hvad det kan have lært alene ud fra sanseerfaringen.
På det seneste har den sociale erkendelsesteori vundet stærkt frem. Det har længe været kendt, at mennesker bygger en stor del af deres viden på vidnesbyrd fra andre. Traditionelt har erkendelsesteorien imidlertid fokuseret på enkeltindividers forhold til omverdenen.
Til forskel herfra undersøger den sociale erkendelsesteori, hvordan sociale praksisser og institutioner fremmer eller hæmmer skabelsen og udbredelsen af viden.
Et eksempel herpå er diskussionen om, hvorvidt det ud fra et erkendelsesmæssigt synspunkt (ønsket om at opnå mest viden) er bedst at lade alle mulige synspunkter mødes og brydes, eller om det er bedre at sortere nogle fra og privilegere andre, sådan som det fx sker, når videnskabelige artikler fagfællebedømmes eller journalister giver særlig vægt til udsagn fra eksperter.
Denne diskussion er typisk for den nyeste erkendelsesteori ved at knytte an til politiske diskussioner om bl.a. ytringsfrihed og inddrage empirisk videnskab som kommunikations- og medieteori.
Traditionel erkendelsesteori har fokuseret på viden, der kan udtrykkes i sætninger og omhandler sagsforhold (fx "hun ved, at jorden er rund"). Den treleddede vidensdefinition, at viden er sand, begrundet overbevisning, antager således, at viden kommer til udtryk i udsagn (noget man tror eller mener).
Med inspiration fra Aristoteles har Heidegger og Gilbert Ryle imidlertid påpeget, at der også findes en særlig praktisk viden (af Ryle kaldet viden-hvordan, knowing-how), som ikke bygger på eller kan reduceres til viden om sagsforhold (viden-at, knowing-that). Man kan fx vide, hvordan man cykler eller hvordan man bager brød, men det er ikke noget, man blot kan læse sig til.
Forholdet mellem viden-hvordan og viden-at er omstridt, men mange filosoffer er enige i, at praktisk viden udgør en særlig vidensform. Selv om den treleddede definition af viden ikke direkte kan anvendes på praktisk viden, gælder det også for praktisk viden at den må være særligt kvalificeret. Fx må man være i stand til at udføre en handling (som at bage et brød) under forskellige omstændigheder; handlingen må afspejle en reel kompetence.
Teori om praktisk viden har haft stor betydning for pædagogisk teori og forståelsen af forskellige professioner, bl.a. sygepleje og design, hvor forholdet mellem teoretisk og "boglig" og erfaringsbaseret og kropsliggjort viden har været og fortsat er til diskussion.
Erkendelsesteori (eller epistemologi) sættes ofte i kontrast til ontologi. Ontologien beskæftiger sig med, hvad der eksisterer, og måden det eksisterer på, og ikke hvorvidt og hvordan det kan erkendes. Til trods for denne forskel er der en tæt sammenhæng mellem erkendelsesteori og ontologi, da forskellige ontologier (dvs. forskellige forståelser af et bestemt emneområde) ofte begrunder forskellige erkendelsesteoretiske synspunkter.
Fx er det lettere at redegøre for, hvordan vi kan opnå viden om psykiske tilstande, hvis vi forstår dem som realiseret i menneskelig adfærd (behaviorisme), end hvis vi forstår dem som indre, private bevidsthedsfænomener.
Platons, Descartes og Kants erkendelsesteorier bygger alle på ontologiske antagelser, fx om eksistensen af en ideverden (Platon), om at bevidstheden er gennemsigtig for sig selv (Descartes), eller om forskellen mellem verden-for-os og verden-i-sig-selv (Kant).
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.