elg

Elgen er det eneste nulevende medlem af slægten Alces. Den hører hjemme i hjortefamilien (Cervidae), de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla). Den er placeret i underfamilien Capreolinae, hvor også rådyrene, rensdyret og de amerikanske hjorte findes.

Man deler elgen op i otte underarter, inklusive eurasisk elg (Alces alces alces), som er den underart, der forekommer i Europa, og alaskaelg (Alces alces gigas), som er den største af underarterne. Det er blevet foreslået at dele elgen op i to arter, en eurasisk og en amerikansk, men det har ikke vundet indpas.

Den engelske navngivning af elgen kan være lidt forvirrende. I Nordamerika kalder man elgen for moose, mens det engelske navn for elgen i Europa er elk. Derimod bruges navnet elk i Nordamerika om wapitien, den nordamerikanske slægtning til kronhjorten.

Elgen er vidt udbredt på den nordlige halvkugle inklusive det nordlige Skandinavien, Sibirien, Alaska og Canada. Det sydligste, arten forekommer i Europa, er Tjekkiet. I Polen er den almindelig og når lige ind over grænsen til Tyskland. Den findes i 0-2.500 meters højde.

Den forekommer fra tajgaen i nord til de tempererede, løvfældende skove længere sydpå. Den foretrækker en mosaik af skov, lysninger, søer og sumpe.

Elgen er den mest vandelskende af hjortene, og vand spiller en vigtig rolle i dens liv. Den fouragerer ofte i vand, køler sig ned i vand på varme sommerdage og søger tilflugt i vand for at slippe fra rovdyr såvel som blodsugende insekter.

Elgen er det største nulevende medlem af hjortefamilien. Vægten varierer fra 200 til 820 kg med en skulderhøjde på 1,7-2,3 m. Hannerne bliver typisk 25-40 % større end hunnerne. Alaskaelgen er den største af underarterne med rekordvægte på 820 kg for hanner og 600 kg for hunner. Hos den eurasiske elg, som er den underart, der bl.a. findes i Sverige, vejer hannerne 320-475 kg og hunnerne 275-375 kg.

Udseendet er meget karakteristisk med lange ben, en skulderpukkel, et aflangt hoved, lange ører (25 cm) og en lang, hængende næse.

Hannerne får et stort, skovlformet gevir. Det gælder især alaskaelgen, der holder rekorden for de største gevirer blandt alle hjortearter med en vægt på op til 38 kg og et spænd på op til 205 cm. Skovlformen af geviret (som også kendes fra dådyr) menes at tjene flere formål; det får geviret til at se større og mere imponerende ud, det forstærker geviret, og det gør geviret bedre til at absorbere stød under hannernes stangekampe. Som andre hjorte smider elghannerne geviret årligt. Herefter går der 1-2 måneder, før væksten af det nye gevir begynder.

Ud over geviret udvikler hannerne en doglæp, en betegnelse der bruges om løs hud, der hænger under halsen, hvis funktion formodentlig er at få ejeren til at se større ud i profil. Hos europæiske elge er doglæppen forholdsvis beskeden, men hos nordamerikanske elge kan den hænge ned som en op til 50 cm lang klokkestreng; på engelsk kaldes elgens doglæp for bell, altså klokke.

Elgens bentøj er tilpasset til et liv i sumpede og snedækkede områder. Den har meget lange ben og store fødder med to kraftige klove, der kan spredes vidt. Hos voksne hanner er fødderne 13-18 cm lange og 11-14 cm brede.

Den lever i nogle af verdens koldeste områder, hvilket den bl.a. overlever takket været en varmeisolerende pels med en tyk underuld og dækhår, der bliver op til 25 cm lange på skulderpuklen.

Elgen kan løbe overraskende stærkt. Man har set en elg holde en fart på 60 km/t over en afstand på 400 meter. Med sine brede fødder er den også en fortrinlig svømmer. Den er kendt for regelmæssigt at svømme lange distancer, ofte over 20 km. I korte sprint kan elgen svømme knap 10 km/t.

Elgen er en browser, hvilket vil sige, at den lever af planter andet end græs. Det omfatter blade, skud og kviste fra træer og buske, bær, urter og vandplanter. Dens forlængede overlæbe er meget mobil og følsom og bruges til at føle sig frem til og plukke fødeemner. Ved at stå på bagbenene kan elgen plukke føde i op til 3,6 meters højde. Den indtager omkring 20 kg planteføde dagligt.

Vandplanter har en særlig betydning for elgen, da de ofte har et højt indhold af natrium. Elgen er den eneste hjort, der kan finde på at fouragere helt neddykket. Den kan dykke mere end 5 meter ned til bunden af søer eller damme for at komme til vandplanter og deres rødder og kan være neddykket i op til næsten 60 sekunder ad gangen.

Typisk for hjorte er elgen en drøvtygger med fire mavekamre og bakteriel fermentering af planteføden.

Selv om de fleste større hjortearter lever i flokke, minder elgen mere om de små hjorte som muntjakker og spidshjorte ved primært at leve alene. En undtagelse er dog mødre med deres unger. Elge er ikke territoriale, men har et leveområde på 4-92 km².

Elgenes parringstid ligger i september-oktober. I den periode vil hannerne forsøge at parre sig med så mange hunner som muligt. I yngletiden er hannerne yderst hormonelle og aggressive, og slåskampe mellem hannerne om adgang til hunnerne er hyppige.

Den sædvanlige strategi blandt hanner er at mandsopdække én hun ad gangen, dvs. følge hende tæt i løbet af de 15-26 timer, hendes brunst varer. Derefter opsøger hannen en ny hun. På Alaskas tundra ser man imidlertid en anden strategi, som er mere normal for store hjorte, nemlig at dominerende hanner samler et harem af hunner. Hannerne taber 9-18 % af deres kropsvægt i løbet af parringstiden pga. deres kraftanstrengelser og manglende tid til at fouragere.

Elgen går drægtig i o7,5-8 måneder. Det normale blandt hjorte er at få én unge ad gangen, men elgen er en af de ret få hjortearter, der normalt får tvillinger. Elgen er faktisk det største pattedyr i verden, der hyppigt får tvillinger.

Ved fødslen vejer ungerne 10-18 kg og har ikke pletter. De kommer på benene i løbet af den første dag, og der går ikke lang tid, før de også lærer at svømme. Hvis en unge bliver træt under svømningen, kan den lægge sit hoved eller ene forben op over moren og blive trukket afsted.

I løbet af de 4-5 måneder, hvor ungerne dier, vokser de hurtigt og tager over 1 kg på om dagen. Når de er ca. et år gamle, og moren skal til at føde igen, driver hun ungerne væk. Nogle gange får de dog lov til at slutte sig til moren igen nogle uger efter, at de små søskende er kommet til verden.

Den længste kendte levetid for elge i naturen er 27 år.

Der findes mange daterede fund af elg i Danmark. Ud fra disse fund regner man med, at elgen har levet herhjemme for omkring 14.000-4.600 år siden.

Det sker indimellem, at en svensk elg krydser Øresund til Sjælland, senest i 2018. I 1999-2000 opholdt en svensk elg sig på Sjælland i 10 måneder. Dansk Pattedyratlas fortæller, at der fra perioden 1933-1986 kendes ti lignende tilfælde af besøg fra svenske elge.

• hjorte
• parrettåede hovdyr

• elg