elforsyning

Elproduktionen anlagdes i Danmark fra starten som kopi af Edisons system, dvs. 110/220 V jævnstrøm produceret ved energien fra dampmaskiner, gasmotorer eller (fra 1904) dieselmotorer. På grund af spændingstabet i ledningsnettet kunne jævnstrømsværkerne kun forsyne kunder inden for en radius af op til 5 km fra værket. I hundredvis af disse værker anlagdes over hele landet i årtierne frem til 2. Verdenskrigs start. I købstæderne ejedes værkerne fortrinsvis af kommunen og supplerede den ligeledes kommunale gasforsyning; i stationsbyer og større landsbyer anvendtes hyppigst andelsselskabsformen, selvom også aktieselskaber, interessentskaber, selv- og privateje forekommer.

I 1907 påbegyndte Skovshoved Elværk nord for København som landets første en produktion af højspændt vekselstrøm med 10 kV spænding på det primære forsyningsanlæg og 380/220 V på lavspændingsnettet. I ensretterstationer ændredes vekselstrømmen til den jævnstrøm, som sporvogne og kundernes forbrugsapparater krævede. De valgte spændinger blev hurtigt normen i Danmark, og gradvis gennemførtes en ændring af forbrugsapparaterne, så vekselstrøm direkte kunne anvendes.

Skovshoved Elværks produktion blev grundlaget for opbygningen af Danmarks største elforsyningsselskab fra 1911, Nordsjællands Elektricitets og Sporvejs Aktieselskab (NESA A/S). Frederiksberg og Københavns kommuner fulgte hurtigt efter med omlægningen til vekselstrømsproduktion. Hermed indledtes en forsyningsform, der via et forgrenet ledningsnet evnede at forsyne forbrugere spredt over et langt større geografisk område, end jævnstrømscentralerne magtede. Det lovgivningsmæssige grundlag, der muliggjorde ekspropriationer til etableringen af højspændingsnet, skabtes med Stærkstrømsloven af 1907. I medfør af denne lov nedsattes også det statslige organ Elektricitetskommissionen (siden 1935 Elektricitetsrådet) til udarbejdelse af forskrifter for anlæg og drift af stærkstrømsanlæg.

For Sjællands vedkommende muliggjorde overgangen til højspændt vekselstrøm også fra 1915 udveksling af el med de sydsvenske vandkraftværker via et 25 kV-kabel under Øresund. Uden for hovedstadsområdet var Fåborg kommune i 1910 først med en oplandsforsyning baseret på højspændt vekselstrøm.

Manglen på brændsel under 1. Verdenskrig var med til at sætte skub i anlæg af mange nye elværker, herunder en del baseret på energikilder som vind og vand. Den elproducerende vindmølle var introduceret allerede 1891 af Poul la Cour på Askov Højskole. Under 1. Verdenskrig opstilledes en del vindmøller af dansk fabrikat som private elværker eller supplement til det eksisterende offentlige elværk. Også vandkraft anvendt til elproduktion kendes allerede fra 1880'ernes vandmøller herhjemme. 1918 gennemførte Rigsdagen en lovgivning, der åbnede mulighed for brugen af vore vandløb til offentlig elproduktion og tillod ekspropriation af jord til opstemning af de nødvendige vandreservoirer i kunstige søer. På det grundlag anlagdes bl.a. Danmarks største vandkraftværk, Andelsselskabet Gudenaacentralen ved Bjerringbro. I mellemkrigsårene anlagdes de første større kraftværker, der kunne dække elforsyning af hele landsdele.

I 1941 havde i gennemsnit 98% af alle husstande i bykommuner elektricitet, mens elektrificeringsgraden for landområderne i gennemsnit var på ca. 75%. Denne dækning varetoges af over 500 elselskaber organiseret i alle tænkelige former for selskabskonstruktioner repræsenterende jævnstrømsværker, oplandsforsyninger og egentlige regionale højspændingscentraler. Hertil kom over tusinde transformatorforeninger i landområderne. Foreningerne købte den højspændte strøm leveret til deres tårn og ejede så selv transformatoranlæggene og de lavspændingsnet, der førte strømmen den sidste vej ud til forbrugerne. Især i det jysk-fynske område var de små jævnstrømscentraler, der producerede på dieselolie, i overtal. Det blev et problem, da importen af olie begrænsedes og efterhånden helt ophørte under 2. Verdenskrig. På regeringens initiativ gennemførtes da under besættelsen et omfattende arbejde for via et overordnet højspændingsnet at koble så mange elforsyningsområder sammen som muligt og samle elproduktionen på få store dampkraftværker, der kunne producere på kul eller indenlandske brændsler som brunkul og tørv. Disse centraliseringsbestræbelser fortsattes efter krigen, og nedlæggelsen af de mange små lokale jævnstrømsværker var gennemført omkring 1970. Da havde Danmark 100% eldækning via to højspændingsnet, der ikke indbyrdes var forbundet, nemlig et østdansk på Sjælland og de sydlige øer og et vestdansk, der bandt det jysk-fynske område sammen.

Samarbejde om produktion og transmission blev organiseret i de to områder i 1950'erne. I 1954 stiftede de østdanske elselskaber I/S Kraftimport (fra 1978: Elkraft A.m.b.A.), der bl.a. skulle varetage handelen med svensk el. De jysk-fynske kraftværker etablerede i 1956 samarbejdsorganet I/S ELSAM, der bl.a. har varetaget udbygningen af områdets højspændingskontakt til udlandet: Tyskland (fra 1961), Sverige (Kontiskan-forbindelsen, siden 1965) og Norge (Skagerrak-linjen, siden 1976).

Skønt antallet af danske kraftværker således faldt fra over 400 til under 20 i perioden 1940-70, skete det samme ikke med antallet af elselskaber. I mange tilfælde fortsatte de gamle værker nemlig som rene distributionsselskaber og indgik i ejerkredsen omkring de større regionale kraftværker og det overordnede højspændingsnet.

Oliekrisen i 1973 berørte den næsten totalt olieafhængige danske elproduktion kraftigt. Samtidig rettede debatten om en fremtidig anvendelse af atomkraft i elproduktionen offentlighedens søgelys mod elsektoren. Forsyningssikkerhed kom på dagsordenen, og for første gang siden 2. Verdenskrig var der politisk vilje til at lade staten få indflydelse på elforsyningen.

Med Lov om elforsyning af 1976 ophørte dansk elforsyning med at være fri næring. Elproduktion til videresalg krævede herefter en bevilling fra staten, og elforsyningen blev underlagt regeringens tilsyn i den nyoprettede Energistyrelse under Handelsministeriet (nu Klima-, Energi- og Bygningsministeriet). Et statsligt Elprisudvalg (fra 2000 Energitilsynet) nedsattes også til at overvåge, at elselskaberne ikke tjente penge på salg af el til forbrugerne, men alene forlangte selskabets omkostninger og de statslige afgifter dækket ind via elprisen. Til gengæld ændrede loven ikke på det de facto monopol, de enkelte forsyningsselskaber havde opbygget omkring fordelingen af kunderne i forsyningsområder.

Ved den liberalisering, der har fundet sted inden for energiområdet siden slutningen af 1990'erne, er disse forhold ændret væsentligt. De overordnede el- og gasnet ejes og drives nu af det statslige Energinet.dk. Distributionsnettene drives af ca. 70 lokale netselskaber som monopoler, mens kunderne frit kan vælge leverandør (elhandelsselskab). Energitilsynets opgaver mht. elprisen er således væsentligst knyttet til netudbydernes omkostninger.

Elhandelsselskaberne køber strøm til deres kunder på det nordeuropæiske marked. På markedet sættes prisen løbende efter udbud og efterspørgsel. Elektriciteten er produceret på centrale kraftværker i Danmark (DONG Energy, det svenskejede Vattenfall og HOFOR), importeret fra udlandet eller leveret af andre elproducenter, især decentrale kraftvarmeværker og vindmøller.

De danske energiselskaber (elnet, elhandel og elproduktion) er organiseret i brancheorganisationen Dansk Energi (tidl. Danske Elværkers Forening fra 1923), der bl.a. også huser Dansk Elbil Alliance, Branchefællesskab for Intelligent Energi og Dansk Energi Gas.