eksperimentelle smerter

I Danmark har vi store internationalt anerkendte smerteforskningscentre og mange anerkendte smerteforskere. De har bidraget med viden og indsigt i de ofte store neurofysiologiske forandringer, der ses hos mennesker med kroniske smerter.

En del af forskningen foregår i laboratorier, hvor personer udsættes for forskellige typer af smerter under kontrollerede forhold. Det kan dreje sig om smerter fremkaldt ved varme, kulde, tryk, elektrisk strøm eller andet. Eksperimentel smerte kan ikke bruges til at afgøre, om en patient har mere eller mindre ondt end en anden, men det er muligt at måle om en og samme patient har fået flere eller færre smerter efter en bestemt behandling.

I et smertelaboratorium kan det måles, om en person fx kan tåle mere tryk fra en manchet på armen efter at have løbet en tur end før. Når man hos en hel gruppe af forsøgspersoner måler en større tolerance for tryk efter fysisk aktivitet, kan det konkluderes, at fysisk aktivitet – her løb – giver større tolerance for smerter fremkaldt ved tryk. Det betyder dog ikke, at smerter kan løbes væk.

Der er forsket meget i forandringer i følesansen, men langt det meste af forskningen er forgået på mennesker, der ingen smerter har, eller kun har haft smerter i kortere tid. Det er meget komplekst at forske i patienter der allerede har kroniske smerter og som har haft smerterne i mange år. Når først forandringerne i nervevævet er sket, kan vi ikke relatere fund til, hvordan det var før smerterne startede. Eksperimentel smerteforskning hos kroniske smertepatienter er alligevel vigtig, og der kommer hele tiden ny viden, men det går langsomt.

Patienter med kroniske smerter har ofte en nedsat tærskel for eksperimentel smerte. Når en kroniske smertepatient bliver udsat for varme, kulde, tryk eller elektriske påvirkninger vil de føle smerte før de fleste andre. Og de vil afbryde påvirkningen før andre, uden ville være stoppet. Det stemmer ikke godt overens med den fornemmelse patienterne selv har af at kunne tåle mere smerte end andre. Der er ingen tvivl om, at patienter, der har haft ondt i lang tid, til en vis grad har tilpasset sig det at have smerter; de har vænnet sig til at være forpinte mere eller mindre hele tiden. Så psykologisk set tåler og udholder de mere smerte end andre, men fysiologisk set har de en lavere tærskel for smertestimuli.

Det er velkendt, at en persons smertetolerance øges efter fysisk aktivitet. Patienter med kroniske smerter fortæller dog ofte, at dette ikke er tilfældet for dem, tværtimod får de mere ondt efter selv let fysisk aktivitet. Flere studier bekræfter, at den mekanisme raske personer har med øget smertetolerance efter træning, ikke kan aktiveres hos personer med kroniske smerter, og det bekræfter således deres oplevelse.

Både i forbindelse med behandling og i forskningsøjemed benyttes udbredelsen af ændringer i følesansen som et mål for behandlingseffekten. Et område med føleforstyrrelser af en vis størrelse kan ses at skrumpe efter behandling. Det betyder desværre ikke nødvendigvis at smerteoplevelsen for pt ændre sig, de har lige ondt. Så for patienten med komplekse kroniske smerter er både udredning og behandling kompleks.