dyr

Dyr karakteriseres ofte på, at de spiser andre organismer, levende og døde, eller deres produkter. Dette står i modsætning til planter, som har en anden metode for at skaffe sig næring på. Dyr behøver altså tilførsel af organiske næringsstoffer. Dyr er således det man kalder heterotrofe, dvs. at de i sidste instans er afhængige af de organiske stoffer, som autotrofe organismer som grønne planter og nogle bakterier danner.

Dyr karakteriseres formelt ved at være flercellede, oftest bevægelige organismer som udvikles fra en blastula. Dyreriget, Animalia, omfatter således de flercellede dyr, mens de encellede dyr henføres til Protista (protister).

For at kunne opbygge et flercellet legeme og opretholde en vis form må cellerne være fast forbundne, og her er proteinet kollagen en vigtig komponent, som ikke kendes fra andre organismer. Det flercellede dyrs funktion er baseret på en arbejdsdeling mellem celler samlet i forskellige organer. Disse specialiserede celler kræver et konstant miljø (homøostase), og for at kunne opretholde dette er alle dyr med undtagelse af de dyriske svampe (Porifera) meget effektivt forseglede mod omverdenen ved epitheler. Her er de enkelte celler meget tæt forbundne med forskellige typer af cellekontakter, der gør det muligt at kontrollere udvekslingen af stoffer med omverdenen. Sådanne strukturer kendes kun hos dyrene.

Selvom disse fællestræk hænger sammen med flercelletheden, er de så specifikke, at de må antages kun at være opstået én gang, og at de flercellede dyr således er en monofyletisk gruppe (se kladisme). Dette støttes yderligere af, at dyrenes hanlige kønsceller, spermatozoerne, er af en struktur, som ikke kendes hos andre organismer.

Derimod er der ikke enighed om, hvordan dyrerigets stamtræ ser ud. En række af de højere kategorier, omfattende flere rækker, vil blive karakteriseret i det følgende; de enkelte rækker er beskrevet i hver sit afsnit.

De dyriske svampe (Porifera) og placozoer mangler mund og tarmkanal, de har ikke særlige sanse- eller nerveceller, og en egentlig polaritet findes heller ikke. Alle andre dyr, Eumetazoa, er karakteriseret ved, at kroppen har en for- og en bagende, at der findes en mund, som fører ind til en tarmkanal, og at forskellige celler er specialiseret som sanse- og nerveceller.

Blandt eumetazoerne finder vi hos den ene hovedgruppe, polypdyrene, en mund, som også fungerer som gat, og en radiærsymmetrisk krop, som består af kun to epithellag, yderst ektoderm og inderst endoderm, som danner tarmen. I ektodermen findes nældeceller, som bruges til forsvar og byttefangst. Den anden hovedgruppe, Bilateria, er karakteriseret ved, at der mellem de to cellelag, som findes hos polypdyrene, findes et tredje, mesoderm, som danner størsteparten af muskulaturen og mange af de øvrige indre organer. Bortset fra ribbegopler, hvis placering er omstridt, er gruppen yderligere karakteriseret ved bilateral symmetri med forende og bagende samt højre og venstre side, og der findes næsten altid både en mund og et gat.

Bilateria er igen opdelt i to hovedgrupper: Protostomia og Deuterostomia.

Det mest konstante træk hos protostomierne er tilstedeværelsen af en dorsal (rygliggende) hjerne, dannet i tilknytning til larvens hjerne, hvor en sådan findes, forbundet via et nervepar rundt om svælget til en ventral længdegående nervestamme. Den karakteristiske larvetype er trochophora-larven. Under fosterudviklingen deles urmunden principielt ved sammenvoksning af urmundens højre og venstre læber, så den oprindeligt sækformede tarm bliver til et rør mellem mund og gat.

Protostomierne omfatter Spiralia og Ecdysozoa. De fleste spiralier har et karakteristisk spirallignende mønster i de tidlige kløvningsstadier, mens ecdysozoerne er kendetegnet ved at skifte hud, når de vokser.

Hos Deuterostomia findes en dorsal hjerne, som ikke har noget at gøre med den hjerne, som findes hos de planktoniske dipleurula-larver; hos chordater fortsætter hjernen bagtil i form af rygmarven. Fostrets urmund bliver til det voksne dyrs gat, mens munden er en ny åbning mellem urtarmens bund og dyrets yderside; dette kan dog kun ses i nogle rækker.

Ud over de rækker, som er placeret på stamtræet, findes to grupper af parasitter, Orthonectida og Dicyemida (som undertiden sammenfattes under navnet Mesozoa), hvis slægtskabsforhold det hidtil ikke har været muligt at udrede. Heller ikke de nyopdagede ringbærere har det været muligt at indpasse.