dispositionsprincippet

I civilprocessen er dispositionsprincippet en af de centrale processuelle grundsætninger. Det betyder, at parterne har ret til at bestemme, hvad der skal være genstand for sagen, og hvordan sagen skal føres.

Bernhard Gomard og Michael Kistrup fremhæver følgende om dispositionsprincippet: "Dispositionsprincippet er udtryk for parternes ret til i almindelighed frit at disponere over sagens genstand og i begrænset udstrækning også over dens form. Parterne bevarer under processen den adgang, de i øvrigt har til at råde over det materielle retsforhold, der er sagens genstand, og deres aftaler herom må respekteres af retten, også selv om præceptive regler fraviges. Genstanden for en borgerlig sag kan dog være reguleret af grundlæggende præceptive regler og er derfor unddraget fra parternes dispositioner under sagen, f.eks. opløsning af et ægteskab ved skilsmisse, hvor parterne er uenige. Parternes fælles ønske om skilsmisse befrier ikke retten fra at tage stilling til, om ægteskabslovens betingelser for skilsmisse er opfyldt, men i dag kan parterne, hvis de enige herom opnå skilsmisse, jfr. ægteskabslovens § 29. Parterne kan kun i begrænset omfang træffe aftaler om processens gang for eksempel om værneting, jfr. Retsplejelovens § 245".

I forvaltningsretten spiller dispositionsprincippet også en rolle, men det er her ofte underlagt visse begrænsninger. Forvaltningsretlige regler og principper er typisk udformet med henblik på at sikre en korrekt og retfærdig sagsbehandling, og dette kan indebære, at parternes dispositionsret begrænses af hensyn til offentlighedens interesse eller andre overordnede hensyn.

Ifølge Per Sørensen er sagsforløbet i forvaltningssager struktureret omkring sagens rejsning, sagens undersøgelse, sagens afgørelse og begrundelse samt mulighederne for kontrol af afgørelsen". Dette kan indebære, at forvaltningen i visse tilfælde har pligt til at undersøge sagen nærmere, selvom en part ønsker at afslutte sagen.

Dispositionsprincippet kan dog stadig finde anvendelse i forvaltningsretlige sammenhænge, især når det gælder parternes ret til at indgå aftaler eller træffe beslutninger om deres egne forhold. For eksempel kan en borger vælge at indstille en sag, der behandles efter undersøgelsesprincippet, i overensstemmelse med dispositionsprincippet.

Frederik Waage bemærker hertil, at "Med udgangspunkt i dispositionsprincippet har parterne i øvrigt mulighed for at indgå procesaftaler om faktum og sagsgenstand mv., før, under og efter retssagsførelsen. Officialprincippet vedrører derimod dommerens mulighed for procesførelse af egen drift. Dispositions- og officialprincipperne kan efter denne anskuelse forstås som to overordnede modsatrettede begreber, der afgør, om det er parterne eller dommeren, der har beføjelse til at træffe processuelle beslutninger i sagsforholdet. Er forholdet underlagt parternes frie dispositionsret, gælder dispositionsprincippet".

Civilprocessen af Bernhard Gomard og Michael Kistrup, 8. udg., 2020, Karnov Group.

Forvaltningsret med et digitalt perspektiv af Per Byrge Sørensen, udg. 1, 2017, Karnov Group.

Det offentlige som procespart. Forvaltningsrettens virkning i civilprocessen af Frederik Waage, 1. udg., 2017, Karnov Group.