Diner, [udtales 'diné'] (fransk låneord optaget i da. i slutningen af 1700-tallet, af latin disjunare, fr. déjourner, dvs. 'bryde fasten') er oprindelig betegnelse for morgenmåltidet (som nu hedder petit déjeuner), der blev spist efter messen, det ene af dagens to hovedmåltider; det andet var souper. Substantivering af verbet dîner 'at spise til middag'. Herefter i betydningen middag i modsætning til souper, der er et (sent) aftensmåltid. I dag bruges ordet om et regulært aftensmåltid, mens måltidet midt på dagen betegnes déjeuner. I Danmark bruges diner især i restaurationssprog om et festligt, finere måltid.

Diner [udtales 'dajner'] er desuden en amerikansk betegnelse for en enkel restaurant, undertiden transportabel, ofte placeret ved knudepunkter for vejtrafik. Indrettet med serveringsdisk og løse borde, serverer en diner især retter af fast food-type.