dignitas

Dignitas betyder egentlig 'værdighed' på latin. I antikkens Rom var dignitas et samlebegreb for ære, mandighed, menneskelighed, prestige og selvfølelse og relateredes både til personens ydre og indre, idet det gik både på prestige set med samfundets øjne og på den enkeltes egen selvværdsfølelse og selvrespekt. Dignitas var indbegrebet af en romers position i samfundet, hans rigdom og den plads, han havde krav på efter egne og sin slægts fortjenester. Begrebet var en slags måleinstrument for, hvordan man selv og andre betragtede ens hæder, værdighed, prestige, position og ære.

Det var opfattelsen, at en mands dignitas levede videre efter hans død, også gennem hans efterkommere. Ligesom biologiske sønner fik også adoptivsønner del i adoptivfaderens dignitas. Derfor blev den 19-årige Octavian (den senere kejser Augustus) i 44 f.v.t. en mand af stor betydning efter Julius Cæsars død, fordi Cæsar i sit testamente havde adopteret Octavian og dermed optaget ham i den juliske slægt. Derved arvede Octavian Cæsars dignitas.

Man kunne først måle størrelsen af en mands dignitas efter hans død. Derfor spillede også den romerske begravelse en meget stor rolle, fordi hele begravelsesceremonien kunne være med til at styrke den afdødes dignitas og dermed slægtens.