diarré

Der er ingen universelt accepteret definition, og der er store individuelle variationer i afføringsmønstret, men afføring, der er hyppig, tynd eller løs i en grad, der udgør et problem, kan være en nyttig definition. Afføringens konsistens beskrives ofte på basis af "Bristol stool chart", hvor type 5–7 anses for diarré.

Globalt set er diarré et stort sundhedsproblem. I udviklingslande er der årligt ca. 2 milliarder tilfælde, hvoraf 5-10 millioner tilfælde er alvorlige. I Danmark er der årligt ca. 200.000 tilfælde af infektionsbetinget diarré, hvor de fleste er forårsaget af virus, og 15 % af hospitalshenviste patienter vil have diarré som det primære symptom.

Diarré skyldes overordnet, at mængden af vand i tarmindholdet overstiger, hvad tarmen kan nå at optage. Afføringens hyppighed og konsistens afhænger således af vandindholdet og af, hvor hurtigt tarmen transporterer sit indhold. Årsagerne kan være øget udskillelse af væske på grund af betændelse eller nedsat optagelse af vand og fødeemner på grund af sygdom i tarmen, fx infektion eller abnorm transport. Tarmindholdet transporteres ved hjælp af muskelsammentrækninger i tarmvæggen. Disse bevægelser, som kaldes peristaltik, styres af det autonome nervesystem og af hormoner. Desuden er der et lokalt nervesystem i tarmvæggen, det enteriske nervesystem, som bidrager til at koordinere bevægelserne.

Normalt passerer der mellem 8 og 9 liter væske dagligt gennem tarmkanalen, og som regel er der mindre end 1 % tilbage i den afføring, der kommer ud. Diarré kan dermed principielt skyldes for lille optag af væske, for stor udskillelse eller for hurtig passage gennem tarmen.

Diarré kan inddeles i akut diarré, turistdiarré og kronisk diarré.

Akut diarré kan ledsages af opkastninger, mavesmerter samt feber, og afføringen kan være blodig, men den er oftest vandig. Urinproduktionen kan aftage som følge af dehydrering, der også kan medføre svimmelhed og mathed.

Ved kronisk diarré kan afføringen være fedtet, blodig, slimet eller vandig, og der er ofte underernæring med vægttab og undertiden tegn på mangel af vitaminer og mineraler, fx knogleskørhed.

Ved akut diarré kan en PCR-undersøgelse af afføringen hurtigt påvise infektiøs årsag, men det er ofte ikke nødvendigt, da de fleste tilfælde er lette, og personen hurtigt bliver rask, uden at der er stillet specifik diagnose. Diagnostik er især påkrævet i indlæggelseskrævende tilfælde, ved svækket immunforsvar, epidemier og ved blodig diarré. I sidstnævnte tilfælde kan endoskopisk undersøgelse med mulighed for vævsprøver af slimhinden være påkrævet.

Ved kronisk diarré undersøges afføringen for tegn på betændelse og undertiden for nedsat funktion af bugspytkirtlen. Hos de fleste fortages der en endoskopisk undersøgelse med vævsprøver og inspektion af slimhinden. Der tages blodprøver for at undersøge for mangeltilstande og systemisk betændelse. Ved mistanke om irritabel tyktarm er en afføringsprøve og ganske få blodprøver tilstrækkeligt.

Ved akut diarré forsøges dehydrering undgået ved sikring af rigeligt væskeindtag, evt. suppleret med sukker- og saltpræparater. Indlæggelse på hospital er som regel kun nødvendig, når personen ikke selv kan erstatte tabet ved at spise og drikke, men må have væske og salte tilført intravenøst. Ved turistdiarré behandles der tit med en kortvarig antibiotikakur, selvom gevinsten herved er beskeden. Behandling med stoppende midler benyttes oftest ikke, især ikke hvis der er blodig diarré eller høj feber.

Ved kronisk diarré afhænger behandlingen af årsagen; ved betændelsessygdomme som Crohns sygdom og colitis ulcerosa vil binyrebarkhormon eller anden hæmning af betændelsesprocessen som regel bringe sygdommen i ro. Ved nedsat optagelse af fødeemner (malabsorption) er der ofte behov for tilførsel af fordøjelsesenzymer, vitaminer, mineraler, salte og væske. Ved fravær af betændelse eller tarmforsnævringer kan stoppende midler være mulig behandling.

• turistdiarré
• madforgiftning
• tarmsygdomme