det danske kulturlandskabs historie

Da jorden i det tidlige agerbrug hurtigt blev udpint for næringsstoffer, skulle nye arealer ryddes. I denne periode etablerede beboerne et meget stort antal storstensgrave (også kaldet megalitgrave), dvs. dysser og jættestuer, som er et meget synligt levn i landskabet fra bondestenalderens mennesker.

Et andet og måske mere arealkrævende aspekt var at rydde skov for at skaffe græsningsarealer til det voksende antal husdyr. Denne tendens strakte sig fra bondestenalderen ind i bronzealderen (1700-500 f.v.t.), og skovrydning betød en voldsom åbning af landskabet med reducering af skoven til følge. På de magre sandjorder i Jylland vest for isens israndslinje betød det grobund for, at lyngheden voksede frem og afløste mange egekrat.

Når vi kommer op i jernalderen fra år 500 f.v.t., begyndte agerdyrkningen at blive mere stabil, og bosætningen fandt sted i form af landsbyer, der dog brydes op efter et par hundrede år for at fortsætte bosætning og dyrkning et nyt sted inden for dyrkningsområdet. Samtidig kom husdyrene også på stald, og gødningen samledes og kørtes ud på markerne. Det betød også, at høbjergning blev relevant for at vinterfodre husdyrene, måske også løvfoder, der blev skåret af træerne.

Agrene kan både i bronze- og jernalderen findes i form af digevoldinger, dvs. volde der afgrænsede firkantede agerarealer, som kunne bearbejdes med det primitive pløjeredskab, arden. Spor efter sådanne arealer kan i heldigste fald findes bevaret i gamle skove i dag.

I 200-tallet e.v.t. indtrådte forandringer i bebyggelsesbilledet, som sandsynligvis var klimabetingede. Bebyggelsen koncentrerede sig omkring de store landsbyer, hvor agerdriften intensiveredes samtidig med, at andre bebyggelser og dyrkede marker blev opgivet. Vi kender en gruppe af stednavne, som sprogligt kan henføres til denne del af jernalderen, navne som ender på -heim, -inge, -lev, -løse og -sted, og som tilsammen antyder vækst i bebyggelse og befolkning.

Ved overgangen til vikingetiden omkring år 700 skete der en konsolidering af bebyggelsen, som ganske vist fortsat flyttede efter et par hundrede år, men landbrugsudnyttelsen var mere intensiv. Dog ved vi ikke ret meget om, hvordan markerne så ud: Var det fortsat firkantede markfelter, der blev pløjet med ard, eller var hjulploven begyndt at blive taget i brug? De første tegn på dens brug er fundet, ligesom der kan iagttages højryggede agre ved vikingetidens Lindholm Høje, der må være pløjet med en muldfjælsplov.

Der er kommet en ny type bebyggelser til i form af de såkaldte torp-landsbyer. Torp er i Jyske Lov defineret som udflytterlandsbyer fra de lidt ældre adelbyer. Torp-bebyggelserne har ofte stednavne, der ender på -torp (eller nu -rup/-strup).

I middelalderen flyttede bebyggelserne ikke længere regelmæssigt. Det kunne antyde, at der var sket noget på det dyrkningsmæssige område. En tese er, at der var etableret et dyrkningsfællesskab med inddeling af den dyrkede jord i vange, der var rotationsenheder, fx et trevangsbrug med en rotation mellem vårsæd (byg), vintersæd (rug) og hvilende vang, hvor dyrene kunne græsse det meste af året.

Inden for dyrkningsfællesskabet var der en inddeling i agerskifter, som bestod af højryggede agre, hvor hver bonde i landsbyen i princippet havde en ager i hvert agerskifte. Disse agre havde en bestemt retning inden for agerskiftet: Nemlig således at vandet kunne løbe fra agrene, og skiftede terrænet, skiftede agerskifterne retning. Agrene var pløjet med muldfjælsploven, der kunne vende jorden op i rygge af ca. 10-20 meters bredde og med en højdeforskel på op til en meter. Et sådant dyrkningssystem var en investering, som gjorde, at man ikke lige rokerede på bebyggelsen eller jordfordelingen. Men det udelukkede ikke, at man kunne ekspandere udad med nye agerskifter. I det hele taget må systemet antages at være tilpasset græsningsbehov kombineret med, at vangeskellene var indhegningsenheder, der skulle respekteres inden for dyrkningsfællesskabet.

Det store spørgsmål er, om denne udvikling var selvgroet nedefra, eller om den var styret af en magtfaktor ovenfra, enten stormænd, konge eller kirke. Der er ikke belæg for at hævde nogen af delene, men den relativt hurtige realisering af det nye system kunne tyde på, at der var en styrende magt bagved. Det vides med større sikkerhed, at kongemagten stod bag anlæggelsen og garantien for købstædernes sikkerhed i samme periode.

Dette bebyggelsesbillede var i overordnede træk stabilt gennem middelalderen og indtil landboreformerne. Dog bevirkede den sorte død (pesten) og den deraf følgende befolkningsnedgang, at bebyggelsen og landskabsudnyttelsen nogle steder blev reduceret.

Reformernes mål kom især til udtryk i lovgivningen for udskiftning, som betød ophævelse af dyrkningsfællesskabet og nyfordeling af al jorden. Det fik stor betydning for kulturlandskabet, idet målet var at fordele landsbyens jord på så få lodder for den enkelte bonde som muligt.

Idealet var at flytte gårdene ud fra landsbyerne og bygge dem op midt i den nye jordlod. I fordelingen af jord indgik såvel agerjord som eng, mose og skov, hvor alle skulle have den samme andel som tidligere. Derfor fik udskiftningen stor betydning for udviklingen i kulturlandskabet, hvor der havde været landsbyer, og de valgte udskiftningsformers betydning for landskabets udseende og udnyttelse strakte sig over de følgende århundreder. Der er to hovedformer: Stjernefigur eller blokfigur. Oftest er det en kombination af disse tilpasset de lokale forhold, som landinspektøren valgte.

Andre reformer blev der ikke direkte lovgivet om, idet det var op til de lokale beboere at beslutte. Her var det især godsejerne, som havde det afgørende ord, idet ejendomsretten i høj grad blev respekteret. Derfor afhang fæstets overgang til selveje af om godsejeren var villig til at sælge, og den endelige overgang skete i nogle tilfælde først efter 1919-loven, der pålagde frasalg af fæstegods. Ligeså kom hoveriets afløsning an på, om godsejerne fandt det opportunt at afløse arbejdsydelserne med en pengeafgift. I praksis var meget hoveri afløst inden 1850.

En særlig udskiftning fandt sted for skovene. Medmindre de før udskiftningen var enemærker for hovedgårde, var skove ikke særlig adskilt i kulturlandskabet – der var flydende grænser mellem ager, skov og græsningsoverdrev. Det blev der lavet om på med den særlige fredskovslov i 1805.

Loven havde til formål at fremme opvæksten af træer til højstammede produkter. Derfor skete der en udskillelse af de områder, hvor der var mest skov: De blev særligt indhegnet med jorddiger, stendiger eller andet, som kunne holde græssende kreaturer ude, der forhindrede træers opvækst. Derved opstod også skovbryn, som faste markeringer mellem skov og agerlandet.

Med adskillelsen af landbrugsjord og skove var rammerne skabt for yderligere udvikling af kulturlandskabet. Der kunne afvandes og inddæmmes arealer for at øge det dyrkede areal. Enge kunne også bevandes (vandes mere) for at øge deres udbytte, der kunne tilføres mergel for at øge kalkindholdet i jorden og dermed øge udbyttet, og der kunne tilføres mere gødning.

Gødning var i første omgang sydamerikansk guano (fuglegødning), senere kunstgødning, som blev brugt for at fremme udbyttet. Dertil kommer driftsomlægninger, fx til kobbeldrift, der gav mere fleksible muligheder for at tilrettelægge afgrøderne i forhold til nye afgrøder, sædskifte, ofte bestemt af prisudviklinger.

Bebyggelsen undergik også store forandringer. Landsbyerne kunne blive opløst gennem udflytning af gårde, men i mange tilfælde blev gårdene liggende inde i landsbyerne, især de små. Ved siden af udflyttede gårde kunne der også ske udstykninger af nye brugsenheder, som derfor opbyggede deres drift ude i ejerlavet, som regel i periferien. Dermed blev landskabet mere bebygget og befolket end tidligere. Det gjaldt både for gårde og huse. Der kunne således opstå nye samlinger af gårde og huse, som selvom de lå spredt, kunne få nyt bebyggelsesnavn i kulturlandskabet.