det arabiske forår

Sammenfaldet i tid mellem oprørene og deres fælles karaktertræk medførte, at oprørene i en vestlig sammenhæng fik betegnelsen ”Det arabiske forår”. Henvisningen til et ”forår” har sit udspring i en vestlig sammenhæng, hvor begrebet ”nationernes forår” blev introduceret med revolutionerne i 1848 og anvendt igen i 1968 om studenteroprøret i Prag, kaldet Pragforåret.

I de arabiske lande bruges ofte ordet thawra (revolution) om begivenhederne. Her opfattes revolutionen som en proces, der fortsatte i årene efter de første massive oprør i 2010-2011. Regimets fald i Syrien i 2024, dvs. godt 13 år efter oprøret i 2011, betegnes således af mange syrere som al-thawra, og de ser faldet som et udkomme af det, der tog sin begyndelse i 2011.

Oprørene i 2010-2011 begyndte som afgrænsede protester med lokale demonstrationer og begrænsede krav, ofte knyttet til enkelte begivenheder. Ofte blev demonstrationer og protester ledt an af unge.

I Tunesien var det således en begivenhed i den mindre by Sidi Bouzid, der udløste de folkelige protester i landet. En 28-årige frugthandler blev så frustreret over myndighedernes arrogante behandling af hans tilladelse til at opstille sin frugtvogn, at han satte ild til sig selv. I nogle dage førte det til sammenstød mellem unge og politiet i byen, indtil nyheden bredte sig. I andre byer rundt om i Tunesien kunne mange spejle sig den afmagt og lede, som den unge frugthandler følte over myndighederne og den daglige hårde økonomiske situation. De gik derfor også på gaden i deres egne byer. Herfra voksede demonstrationerne i styrke og bredte sig til alle alders- og samfundslag i en egentlig folkelig mobilisering.

I Syrien blev en gruppe meget unge drenge fængslet i byen Dera’a i marts 2011. De havde skrevet sloganet “Det er din tur, doktor” på en væg i byen. Referencen var til præsident Bashar al-Assad, som havde studeret til øjenlæge inden sit præsidentembede. Fængslingen udløste protester og demonstrationer i Dera’a med voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. Herfra bredte mobiliseringen sig til resten af landet.

I flere lande udviklede der sig ugentlige store samlinger. De fandt ofte sted om fredagen, som i mange af de arabiske lande er en ugentlige helligdag. Efterhånden som demonstrationerne fik større og stærkere karakter, blev hovedstæderne centrale. Som noget hidtil uset samledes tusindvis af mennesker på centrale pladser eller gader, såsom hovedgaden Avenue Habib Bourguiba i Tunis (Tunesien), Tahrir-pladsen i Cairo (Egypten), og Perlepladsen i al-Manama (Bahrain).

Regimerne i flere lande beordrede sikkerhedsstyrkerne og politi til at slå hårdt ned på de fredelige demonstrationer. Der blev brugt både fysisk vold, vandkanoner og tåregas mod folkemængderne. Der blev også skudt med skarpt mod demonstranterne. I Tunesien mistede mere end 300 almindelige borgere således livet.

Mens oprørene i Tunesien og Egypten forblev fredelige frem til, at henholdsvis præsident Zine al Abedine Ben Ali og præsident Hosni Mubarak blev væltet, udviklede oprøret i Libyen sig til en borgerkrig med international militær indgriben. I Bahrain blev oprøret slået ned militært med hjælp fra en styrke på 1000 soldater fra Saudi-Arabien.

I 2010-2011 stillede folk primært krav om social og økonomisk retfærdighed, værdighed, og om at de autoritære systemer skulle omvæltes. Krav om demokrati og demokratiske reformer kom først senere.

Dette blev understreget af de slogans, som blev råbt af menneskemasserne og skrevet på pap-skilte og bannere. I Tunesien var parolen på fransk: ”Ben Ali dégage” (“Skrid, Ben Ali!”) med henvisning til den daværende præsident. I Egypten, Yemen, Bahrain og Jordan lød variationer af parolen ”Folket ønsker at vælte systemet”.

Protesterne blev ikke ledet af partier eller organisationer, selv om sådanne til dels tilsluttede sig. Demonstranterne mødtes i begyndelsen på tværs af ideologiske og religiøse strømninger med deres krav. Først senere fik ideologi og religion betydning og blev udgangspunkt for stridigheder og kampe.

Den udløsende faktor for det arabiske forår i 2010-2011 skete i Tunesien, da den unge grønthandler Mohamed Bouazizi, satte ild til sig selv. De lokale demonstrationer spredte sig til et nationalt oprør i Tunesien, som førte til, at præsidenten forlod landet den 14. januar 2011.

De folkelige protester i Tunesien nåede via sociale medier og tv-kanaler befolkningerne i de øvrige arabiske lande, hvor tilsvarende folkelige og fredelige demonstrationer brød ud og i løbet af få uger voksede i omfang.

• Algeriet: Algeriet var et af de første lande, hvor befolkningen fik kendskab til protesterne i nabolandet. De første protester i Algeriet brød ud den 28. december 2010 og varede ved til 2012.
• Jordan: I Jordan kom det til demonstrationer i januar 2011 med krav om, at regeringen skulle gå af. Flere af kravene blev imødekommet af kong Abdullah II, som i februar afsatte regeringen og indsatte en ny.
• Oman: Demonstrationer fandt sted i januar 2011 med krav om økonomiske forandringer, som dels blev efterkommet af sultan Qaboos, herunder øget magt til en valgt lovgivende forsamling.
• Saudi-Arabien: her var der mindre protester i januar 2011 bl.a. med krav om at styrke kvinders rettigheder. Kong Abdullah dæmmede op for protesterne med økonomiske tiltag og lokalvalg (uden stemmeret til kvinder) i september 2011.
• Yemen: oprøret i Yemen brød ud den 23. januar 2011, men landets præsident, Ali Abdullah Saleh, gik først af den 27. februar 2012.
• Egypten: oprøret begyndte med marcher, demonstrationer og civil modstand den 25. januar 2011 og resulterede i, at præsident Hosni Mubarak trådte tilbage den 11. februar 2011.
• Irak: den 12. Februar samledes demonstranter i flere af Iraks store byer. Protesterne varede ved resten af året.
• Bahrain: Oprøret i Bahrain begyndte med demonstrationer i flere byer den 14. februar 2011 med krav om demokratisering. Det blev ikke krævet, at kongen, Hamad ibn Isa al-Khalifa, skulle gå af, men at konstitutionelt monarki skulle indføres
• Libyen: den 16. februar 2011 udbrød oprøret i Libyen, som førte til, at landets leder Muammar al-Gaddafi blev omstyrtet den 23. august 2011.
• Marokko: demonstrationer brød ud i februar 2011 med krav om politiske reformer og en ny grundlov, som skulle mindske kong Muhammad 6.s magt.
• Libanon: den 27. februar 2011 brød demonstrationer ud i Beirut, hvor tusinder marcherede mod landets sekteriske styre.
• Syrien: de første protester brød ud den 18. marts i byen Daraa.
• Kuwait: Protester brød ud i sidste halvdel af 2011. Emir Sabah i Kuwait valgte en tilsvarende fremgangsmåde som i Saudi-Arabien: Han dæmpede protesterne ved at give alle borgere økonomiske tilskud, altså en form for borgerløn, samtidig med at der blev iværksat tiltag mod oppositionen.

Oprørene i de enkelte lande havde forskellig baggrund relateret til de specifikke forhold i det pågældende land. Men protesterne havde ligheder: krav om politisk demokratisering og økonomiske reformer. Målet om øget demokratisering indebar krav om, at de siddende, autoritære regimer og ledere skulle fjernes og blev koblet med kampen mod korruption og nepotisme. Respekt for menneskerettighederne var et centralt element i kravet om demokrati.

Protesterne og demonstrationerne i 2010-2011 resulterede i det, der forinden havde været utænkeligt, nemlig at en række autoritære ledere faldt:

• Den 14. januar 2011 forlod præsident Ben Ali Zine Al Abedine Tunesien efter 24 år på magten.
• Den 11. februar 2011 trådte Egyptens præsident Hosni Mubarak tilbage efter 30 år på magten.
• Den 20. september 2011 døde Libyens leder Muammar Gaddafi i forbindelse med borgerkrigen. Han havde været ved magten i 42 år.
• I Yemen blev protesterne til kampe, som førte til, at præsident Ali Abdullah Saleh trådte tilbage den 27. februar 2012. Han havde da været præsident for det forenede Yemen i 22 år, og for Nordyemen fra 1978-1990.

I andre lande gennemførte regimerne forskellige slags reformer i bestræbelserne på at undgå store omvæltninger:

• I Marokko blev der i juli 2011 gennemført en række ændringer af grundloven for at imødekomme demonstranternes krav om demokratiske reformer.
• I Algeriet blev der fra april 2011 gennemført mindre lovændringer og reformer i et forsøg på at imødekomme demonstranterne.
• Også i Jordan blev der gennemført politiske reformer, der bl.a. ville give borgerne større mulighed for deltagelse i beslutningsprocesser.

Reformtiltagene er blevet kritiseret for at være overfladiske og en facade for, at regimerne kunne skabe ro og sikre deres egen magt. Samtidig er disse reformprocesser dog også historiske, når de ses i forhold til de forudgående årtier, hvor politiske forandringer og åbninger havde været stort set fraværende.

Reformerne gav endvidere demonstranterne forhåbninger om, at det nyttede at protestere mod den politiske, økonomiske og sociale undertrykkelser. Således er protesterne fortsat i bl.a. Marokko og Algeriet om end i mindre styrke og omfang.

Det arabiske forår i 2010–2011 førte i nogle lande til en række sejre for demokratiforkæmperne.

I Tunesien blev der i foråret 2011 igangsat en demokratiseringsproces. Processen ledte frem til valg til en ny forsamling, der havde til opgave at skrive en ny og demokratisk grundlov. Den blev efter mange vanskelige forløb vedtaget i januar 2014, og der blev efterfølgende afholdt demokratiske og frie præsident- og parlamentsvalg. Ved præsidentvalget i 2019 blev Kais Saied valgt som præsident. Efter en kaotisk politisk periode i 2019-2021 bl.a. på grund af Covid-19-pandemien lukkede præsident Saied parlamentet og gav sig selv store magtbeføjelser. I de efterfølgende år stagnerede demokratiseringsprocessen, og Tunesien blev igen et politisk autoritært styret land.

Egypten oplevede også en demokratisering umiddelbart efter 2011-oprøret. Efter en overgangsperiode med militærstyre, som blev mødt med nye demonstrationer i efteråret 2011, blev der afholdt demokratiske valg til en grundlovgivende forsamling i november/december 2011. I 2012 blev der afholdt præsidentvalg, som var det første demokratiske valg i Egyptens historie. Valget resulterede i, at Mohamed Morsi blev præsident. Han var kandidat for det islamistiske parti Muslim Brotherhood (De muslimske brødre), som inden oprøret havde oplevet voldsom undertrykkelse. Han mødte opbakning fra store dele af befolkningen, men der var også massive protester mod ham fra andre dele.

Efter bare en måned som præsident gennemførte det egyptiske militær et kup og indsatte Abdel Fattah al-Sisi, der havde en militær-baggrund. Han har ledet Egypten siden da. Den politiske demokratiseringsproces ophørte, og Egypten har siden 2012 igen været under et undertrykkende, autoritært regime.

I efteråret 2019 kom det til nye, omfattende demonstrationer mod regimerne i flere af de arabiske lande, herunder Algeriet, Egypten, Irak og Libanon. I Algeriet førte de nye oprør til, at præsident Abdelaziz Bouteflika trådte tilbage i april 2019 efter 20 år ved magten.

I et længere perspektiv ledte de oprør, der var begyndt i Syrien i 2011, til, at regimet faldt i 2024, idet præsident Bashar al-Assad forlod landet i december 2024. Han havde da været ved magten i 24 år, og før ham havde hans far, Hafiz al-Assad, ledet landet i 29 år fra 1971 til 2000.

Hovedårsagerne til de arabiske oprør var funderet i årtiers ulige sociale og økonomiske forhold. En betydelig økonomisk vækst i regionen gjorde ikke, at levestandarden blev forbedret for den brede befolkning, tværtimod. Det skabte ekstremt rige eliter omkring de herskende familier, mens den almindelige befolkning var efterladt i sociale og økonomiske vanskeligheder og manglende udvikling. Samtidig mødtes befolkningerne i de arabiske lande med omfattende politisk undertrykkelse.

Selvom oprørerne i 2010-2011 var enestående, fordi tusinder af almindelige mennesker i ugevis deltog i fredelige protester og demonstrationer i så mange arabiske lande på en gang, havde der været forløbere for disse oprør i årene forinden.

Et ofte fremhævet fænomen i forbindelse med det arabiske forår er mediernes rolle generelt og særligt brugen af sociale medier. I alle de lande, hvor oprør brød ud, og ikke mindst i Tunesien og Egypten, blev mobiltelefoner og sociale medier, herunder Facebook og Twitter, brugt til at sprede billeder og information om de protester, oprør og demonstrationer, der foregik eller var under planlægning.

Selvom oprørene i 2010-2011 resulterede i historiske forandringer, blev de politiske og sociale forandringer ikke så grundlæggende og omfattende, som mange både i og uden for regionen håbede og umiddelbart troede.

En væsentlig årsag til dette er, at oprørene ikke ændrede de grundlæggende og dybere magtstrukturer, hverken socialt eller økonomisk. Gamle elitefamilier forblev reelt på magten, fordi de gennem årtier under de autoritære regimer havde opbygget økonomiske forretningsimperier og dermed blev indflydelsesrige. Der var primært fokus på politiske reformer i kølvandet på de folkelige oprør i 2010-2011 og ikke på økonomiske reformer. Derfor fastholdt elitefamilierne deres position. De kunne modsætte sig egentlige demokratiseringsprocesser og omfordeling af ressourcerne, som ville have imødekommet demonstranternes krav om større økonomisk lighed.

Trods de umiddelbart mange skuffelser efter oprørerne i 2010-2011 har hele regionen ikke desto mindre oplevet historiske forandringer siden da. Processerne er ikke gået i stå men er konstant i udvikling, som ofte er uforudsigelig, og en ny generation har fået erfaring med at deltage i protestbevægelser og ytre sig kritisk.

Mange mennesker i de arabiske lande er både utålmodige efter flere forandringer og bevidste om, at det tager tid at ændre årtiers undertrykkelse både fra autoritære regimer og fra kolonitiden.

• Jasminrevolutionen
• Den Libyske Borgerkrig
• arabisk-israelske krige
• Hay'at Tahrir al-Sham