Herefter overtog Labdakos' søn Laios magten. Han giftede sig med Iokaste, men et orakelsvar advarede ham om, at hvis de fik en søn, ville han dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Da Iokaste trods alle forholdsregler alligevel fødte en dreng, blev han sat ud i bjergene, men overlevede. Den forfærdende profeti gik senere i opfyldelse, som man ser det i Ødipusmyten.
Slægtens ulykker standsede imidlertid ikke med Ødipus, for efter hans abdikation kom hans sønner Eteokles og Polyneikes i kamp om magten. De havde egentlig aftalt at regere et år ad gangen, men Eteokles nægtede at overlade Polyneikes magten. Polyneikes flygtede til kong Adrastos i Argos.
I nogle versioner af sagnet medbragte han Harmonias halssmykke, som han brugte til at bestikke spåmanden Amfiaraos' kone, Erifyle, så hun overtalte både sin mand og kongen til at gå i krig mod Theben (se De syv mod Theben).
Brødrene dræbte hinanden i tvekamp foran byens mure. Iokastes bror Kreon tog magten og dekreterede, at kun Eteokles måtte begraves, mens forræderen Polyneikes' lig skulle ædes af hunde og fugle. Søsteren Antigone trodsede budet og begravede broderen, en handling, der kostede både hende og hendes elskede Haimon, Kreons søn, livet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.