den thebanske sagnkreds

Da Zeus havde bortført Europa fra Fønikien, drog hendes bror Kadmos ud for at lede efter hende. Det mislykkedes, men i Delfi fik han det orakelsvar, at han skulle grundlægge en by. En ko ville lede ham på vej gennem Boiotien (Ko-landet), og hvor den lagde sig, skulle byen ligge.

En fæl drage bevogtede Ares' kilde, hvor koen lagde sig, men på Athenas råd dræbte Kadmos den, trak dens tænder ud og såede dem i jorden. Op af jorden voksede nu bevæbnede krigere, som i en blodig kamp dræbte hinanden på nær fem, der blev Thebens stammeheroer. Som straf for dragedrabet måtte Kadmos trælle et år for Ares. Senere giftede han sig med Harmonia og forærede hende et halssmykke, som skulle blive Thebens skæbne.

Zeus besvangrede Kadmos' datter Semele, som brændte op, da den skinsyge Hera havde lokket hende til at kræve, at hendes elsker viste sig i sin sande skikkelse. Zeus reddede dog fostret, Dionysosbarnet, som han syede ind i sit lår. Dionysoskultens indførelse i Theben kostede i øvrigt kongen, Pentheus, livet.

Til samme tredje generation hører Aktaion, som blev sønderrevet af sine egne hunde, kong Labdakos samt Antiopes to sønner, Amfion og Zethos, der efter Labdakos' død befriede Theben for det despotiske regentpar Lykos og Dirke og byggede byens mure.

Herefter overtog Labdakos' søn Laios magten. Han giftede sig med Iokaste, men et orakelsvar advarede ham om, at hvis de fik en søn, ville han dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Da Iokaste trods alle forholdsregler alligevel fødte en dreng, blev han sat ud i bjergene, men overlevede. Den forfærdende profeti gik senere i opfyldelse, som man ser det i Ødipusmyten.

Slægtens ulykker standsede imidlertid ikke med Ødipus, for efter hans abdikation kom hans sønner Eteokles og Polyneikes i kamp om magten. De havde egentlig aftalt at regere et år ad gangen, men Eteokles nægtede at overlade Polyneikes magten. Polyneikes flygtede til kong Adrastos i Argos.

I nogle versioner af sagnet medbragte han Harmonias halssmykke, som han brugte til at bestikke spåmanden Amfiaraos' kone, Erifyle, så hun overtalte både sin mand og kongen til at gå i krig mod Theben (se De syv mod Theben).

Brødrene dræbte hinanden i tvekamp foran byens mure. Iokastes bror Kreon tog magten og dekreterede, at kun Eteokles måtte begraves, mens forræderen Polyneikes' lig skulle ædes af hunde og fugle. Søsteren Antigone trodsede budet og begravede broderen, en handling, der kostede både hende og hendes elskede Haimon, Kreons søn, livet.

Ti år efter det mislykkede angreb på Theben besluttede nogle sønner af de oprindelige syv mod Theben at erobre byen (gr. epigonos 'efterkommer'). Alkmaion blev efter pres fra sin mor, Erifyle, leder mod sin vilje, og under angrebet dræbte de Eteokles' søn Laodamas og fordrev Thebens befolkning.

Hermed var labdakideslægten udslettet, og de gamle forbandelser var gået i opfyldelse. Den blinde spåmand Teiresias havde gang på gang forgæves advaret om de kommende ulykker og er i det attiske drama uløseligt forbundet med Thebens skæbne.

er en episk digtcyklus centreret om thebanske myter. Det ældste — ikke bevarede — eksempel på ca. 7000 vers, sandsynligvis fra 600-tallet f.v.t., har leveret stof til såvel lyrikere som tragediedigtere (bl.a. Ødipus, Antigone, De syv mod Theben).

Stoffet tillagdes undertiden Homer, men er oftest anonymt. I 400-tallet f.v.t. skrev Antimachos fra Kolofon og i 1. århundrede ev.t. den romerske digter Statius begge en thebaide.

• Grækenland i oldtiden – religion
• græsk religion og mytologi