dansk film

Filmen blev det store underholdningsfænomen for danskerne i 1930'erne. Det var billigt at gå i biografen, og antallet af biografer og solgte billetter voksede støt. De mest populære og sete film kom fra USA, men danskerne tog også de danske lystspil til sig, bl.a. fra nye selskaber som ASA, og skuespillere som Marguerite Viby, Liva Weel, Christian Arhoff, Ib Schønberg og Poul Reichhardt opnåede stor popularitet. Imidlertid blev de danske film kritiseret for en dårlig kvalitet, og i forbindelse med filmlovene af 1933 og 1938 blev det diskuteret, hvordan dansk films eksistens og kvalitet kunne sikres. Med filmloven af 1938 oprettedes en række statslige organer, Filmrådet, Filmfonden og Statens Filmcentral, der skulle styre den danske films udvikling.

Dansk film i 1930'erne var også præget af dokumentarfilm. Statens Filmcentral skabte sammen med Dansk Kulturfilm (opstået i 1932) rammerne om en dansk produktion af oplysende film, kortfilm og dokumentarfilm. En af 1930'ernes mest kontroversielle film var Poul Henningsens Danmark (1935), der havde moderne jazz som underlægningsmusik og en avanceret, rytmisk montagestil. Stor udbredelse fik Dansk Kulturfilms produktion Kongen bød (1938) om stavnsbåndet og dets ophævelse. Nye produktionsselskaber opstod, fx Minerva-Film i 1935, hvor bl.a. Theodor Christensen og Karl Roos udfoldede sig med dokumentarfilm i en ny stil, fx C — et Hjørne af Sjælland (1938) og Iran — det nye Persien (1939).

Tysklands besættelse af Danmark 1940-45 gav særlig gode betingelser for dansk film, fordi tyskerne hurtigt forbød importen af de allierede landes film. Antallet af filmproduktioner steg voldsomt, og dansk film fik en særlig national status. Der blev lavet en lang række oplysende dokumentarfilm, der skildrede hverdagen og dansk kultur fra mange sider. At gå i biografen til forevisning af danske film blev et symbolsk udtryk for modstanden mod besættelsen.

Det var stadigvæk lystspil, komedier og farcer, der dominerede, og filmstjernerne fra 1930'erne, der trak mest. Men der blev også lavet mere seriøse film som fx Svend Methlings Sommerglæder (1940), baseret på Herman Bangs fortælling. Instruktører som Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jr. slog i denne periode deres navn fast med de psykologiske thrillere Afsporet (1942), Mordets Melodi (1944) og Besættelse (1944), der viste, at de beherskede et moderne filmsprog og samtidig kunne give et troværdigt dansk virkelighedsbillede. Også Johan Jacobsen imponerede med episodefilmen Otte Akkorder (1944).

Besættelsestidens største danske film var dog Carl Th. Dreyers mesterværk Vredens Dag (1943), en historie fra 1600-tallet om sanselighedens og kærlighedens undertrykkelse i et livsfjendsk system. Filmen kunne bl.a. ses som en allegorisk kommentar til besættelsen.

En række instruktører formåede at hæve den kunstneriske standard i den første efterkrigstid og fortsatte dermed tendensen fra besættelsen op i 1950'erne. I årene umiddelbart efter befrielsen blev besættelsestemaet centralt. I 1945 præsenterede Bodil Ipsen & Lau Lauritzen jr. De røde Enge og Johan Jacobsen Den usynlige Hær, to film om besættelsen, der kombinerede realisme og melodramatisk patos. Mere nøgterne og dybtborende film fulgte snart efter, og dokumentariske film blev det også til, dels Theodor Christensens delvis illegalt optagne Det gælder din Frihed (1946), lavet for Frihedsrådet, dels den mere officielle, afdæmpede jubilæumsversion: De fem År (1955).

Den realistiske linje blev fulgt i en række film, fx Bjarne Henning-Jensens Ditte Menneskebarn (1946) efter Martin Andersen Nexøs roman, Johan Jacobsens Soldaten og Jenny (1947) og Bodil Ipsen & Lau Lauritzen jr.s skildring af drankerens virkelighed i Café Paradis (1950).

Omkring 1960 bredte en ny bølge i fransk film sig til de øvrige europæiske landes film. Samtidig blev tv i perioden fra 1960-95 et internationalt massemedium med mange filmtilbud, hvorved danske biografer og film blev stadig mere trængt. I den første, samlede moderne filmlov af 1964 blev der derfor indført støtteordninger. I den tidligere lovgivning var film blevet opfattet som en forlystelse, der pålagdes skat, og ved hjælp af et biografbevillingssystem, der med mange justeringer eksisterede frem til 1972, skulle staten godkende biografejernes ret til en bevilling. Formålet med dette var at hindre koncentration og sammenfald mellem udlejnings-, produktions- og biografleddet. Med bevillingssystemet søgte man samtidig at føre kulturpolitik med krav til sammensætningen af filmrepertoiret. Biograferne betalte desuden en række afgifter, som også kunne udnyttes til at føre film-kulturpolitik med. I den første moderne filmlov af 1964 blev der imidlertid indført støtteordninger, og loven gav støtte til filmen som kunstart, der dog stadig skulle baseres på indtægter fra billetsalget.

En ny generation af filminstruktører gjorde sig gældende i perioden 1960-72 med et nyt og mere moderne, realistisk filmsprog. Astrid Henning-Jensen fortsatte sin allerede anlagte kurs med Utro (1966) og senere Vinterbørn (1978), mens Bent Christensen med de fine sociale komedier Harry og kammertjeneren (1961) og Naboerne (1966), som han skrev manuskript til sammen med Leif Panduro, skabte en fornyelse af den danske folkekomedie.

Nybølgens to betydeligste instruktører var Palle Kjærulff-Schmidt, der arbejdede tæt sammen med forfatteren Klaus Rifbjerg, og Henning Carlsen. Kjærulff-Schmidt slog sit navn fast med de psykologiske miljøskildringer Weekend (1962) og Der var engang en krig (1966). Henning Carlsen begyndte med den illegalt optagne Sydafrika-film Dilemma (1962) og fik et internationalt gennembrud med sin Knut Hamsun-filmatisering Sult (1966). Et enkeltstående filmisk mesterværk skabte Sven og Lene Grønlykke med Balladen om Carl-Henning (1969).

Med loven af 1972 oprettedes Det Danske Filminstitut, og filmstøtten blev baseret på en bevilling på finansloven. Samtidig blev biografbevillingssystemet afskaffet, så der blev mulighed for et frit marked. Fra 1972 blev langt de fleste danske film skabt med statslig filmstøtte, og siden 1981 er kun ganske få danske film blevet produceret for private midler alene. Filmloven i 1972 skabte konsulentordningen, som siden har været hovedhjørnestenen i det danske filmstøttesystem. I 1989 indførte man parallelt hermed 50/50-ordningen for at støtte samspillet mellem offentlig og privat kapital; ordningen blev i 1997-loven afløst af en 60/40-ordning eller bare markedsordningen.

En ny realistisk linje opstod med Nils Malmros' sociale og psykologiske studier i børn og unges liv, i Lars Ole, 5c (1973), Drenge (1977) og hovedværket Kundskabens træ (1981), som er et lavmælt realistisk og symbolsk skildring af en gruppes udvikling fra børn til unge. Malmros har udvidet sit kunstneriske univers og sit formsprog, bl.a. i Skønheden og udyret (1983), Århus by Night (1989), Kærlighedens smerte (1993) og At kende sandheden (2002).

Bille August lavede i sine første film overbevisende tidsbilleder og ungdomsportrætter. Honningmåne (1978) er et deprimerende billede af velfærdssamfundets tomhed. Ungdomsfilmene Zappa (1983), Busters verden (1984) og Tro, håb og kærlighed (1984) går tæt på de unge og de eksisterende familie- og samfundsstrukturer.

Morten Arnfred startede i den nye anti-autoritære ungdomsfilm med Måske ku’ vi (1976) og Mig og Charly (1978). Hans kunstneriske gennembrud kom med Johnny Larsen (1979), om en arbejderklasse drengs udvikling fra 50’erne og frem og Der er et yndigt land (1983), et opgør med Korch-idylliseringen af landbrugslivet. Også Søren Kragh-Jakobsen startede i de sociale ungdomsskildringer med Vil du se min smukke navle (1978) og den symbolsk ekspressive Isfugle (1983). En historisk realisme ses i Skyggen af Emma (1988) og besættelsesdramaet Drengene fra Sankt Petri (1991).

I 1996 trådte en ny lov om dansk film i kraft, og i 1997 flyttede de offentlige danske filminstitutioner sammen under navnet Det Danske Filminstitut. Den nye enhedsorganisation fik i 1999 en stærk forøgelse af midlerne på i alt 450 mio. kr. I løbet af få år øgedes antallet af nye film til det dobbelte (ca. 25) årligt. Resultatet har været, at Danmark nåede helt i top med en markedsandel på det danske marked på omkring 35 %, mens bredden og pluralismen i arten af film blev bevaret og udvidet.

I 1995 lancerede Lars von Trier og Thomas Vinterberg Dogme 95, der argumenterede for at vende tilbage til skuespilkunsten og et mere autentisk filmsprog. I 1998 vandt Vinterberg juryens specialpris i Cannes for sin dogmefilm Festen, et intenst og visuelt fornyende drama af bergmanske dimensioner. Triers egen dogmefilm Idioterne (1998) er et anarkistisk, kunstnerisk eksperiment. Dogme 95 gjorde dansk film til et internationalt fænomen, specielt da Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm Mifunes sidste sang (1999) vandt Sølvbjørnen i Berlin, og da Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000) gjorde det samme. Dogmekonceptet bredte sig til andre lande og blev et stærkt dansk og internationalt brand.

I tilknytning til eller uden for dogmekonceptet meldte en ny generation sig med realistiske film, bl.a. Susanne Bier; både nationale og internationale perspektiver kommer til udtryk i hendes kærlighedsdrama og dogmefilm Elsker dig for evigt (2002), og i Brødre (2004) og Efter brylluppet (2006) lader hun verdens problemer spejle sig i en dansk familie.

Fornyelsen af dansk socialrealisme sås videre i Per Flys trilogi om de forskellige klasser i Danmark: Bænken (2000), Arven (2003) og Drabet (2005). En stærk hverdagsrealisme præger Annette K. Olesen Små ulykker (2002) og Forbrydelser (2004) og i samme genre Okay (2002) af Jesper W. Nielsen, men også Lotte Svendsens mere folkelige og humoristiske Bornholms stemme (1999) og Tid til forandring (2004).

Omvendt eksperimenterer Christoffer Boe med både stil og fortællemåde i sin debutfilm Reconstruction (2003), en kunstfærdig, labyrintisk kærlighedshistorie, og fortsætter den visuelt stærke og narrativt komplicerede stil i Allegro (2005).

Dansk films lange tradition for børne- og ungdomsfilm er udviklet yderligere efter 1997. Jesper W. Nielsen har lavet den actionprægede Den sidste viking (1997) og den magisk realistiske fabel Forbudt for børn (1999). Den er genremæssigt er i familie med Lone Scherfigs stilistisk eksperimenterende Når mor kommer hjem (1998). Hans Fabian Wullenweber (f. 1967) fik flere internationale priser for Klatretøsen (2002). Også tegnefilmen fortsatte sin succes med Stefan Fjeldmarks Hjælp, jeg er en fisk (2000) og Terkel i knibe (2004).

• dansk stumfilm