dæmning

Flodkontrol anvendes i floder, som med mellemrum vil forårsage oversvømmelse grundet usædvanligt store nedbørsmængder eller voldsom sneafsmeltning i oplandet. Dæmninger tværs over floden med bevægelige stemmeværker til regulering af gennemstrømningen kan kombineret med diger fiksere oversvømmelserne til visse i forvejen udsete områder opstrøms for dæmningerne; derved reduceres skaderne.

Kanalisering af floder benyttes ofte, når vanddybden er for lille til at sikre besejling. Ved at bygge en serie på hinanden følgende dæmninger med stemmeværker og skibsfartssluser kan den fornødne vanddybde skabes.

Opmagasinering af vand i et reservoir bag en dæmning kan have til formål at sikre drikkevandsforsyning samt vand til landbrugsvandingsanlæg. Vandet opsamles i perioder med stor nedbør og benyttes i tørre perioder.

Ved vandkraftanlæg er spærredæmningens virkning dels at øge vandets faldhøjde ved opstuvning, dels at skabe et magasin, hvorfra vandet kan tappes og ledes igennem turbinerne i takt med kraftbehovet.

De fleste spærredæmninger bygges tværs over dale i kuperede områder. De udføres af beton, jord- eller stenfyld. Betondæmninger udføres enten som massive uarmerede konstruktioner eller som lette armerede konstruktioner bestående af plader og piller, såkaldte pilledæmninger.

Massivdæmninger (gravitationsdæmninger) kan have trekantet tværsnit med omtrent lodret vandside og skrå luftside (hældning ca. 1:1); de modstår hovedsagelig vandtrykket på grund af den store vægt (gravitationsvirkning). For at reducere det antistabiliserende vandtryk i betonen og i fundamentsfladen forsynes massivdæmninger med lodrette drænskakter og vandret drængalleri tæt på vandsiden, hvor det store vandtryk optræder. Vandtrykket aftager herved til nul ved skakter og galleri.

I snævre dale med stærkt fjeld bygges ofte buedæmninger, som er en dobbeltkrum, uarmeret og relativt tynd betonkonstruktion, hvor lasten fra vandtrykket i hovedsagen ledes til fjeldet igennem buevirkning.

Massivdæmninger og buedæmninger udføres med stor højde; totalhøjder på ca. 300 m forekommer. Det tilhørende vandtryk ved bunden af dæmninger udgør dermed ca. 3000 kN/m² (ca. 300 t/m²). Betondæmninger kræver normalt fundering på fjeld.

Jorddæmninger opbygges af sandet jord og med en tilstræbt vandtæt kerne af ler eller beton. Det er den mest almindeligt forekommende spærredæmningstype. Hældningen er typisk 1:2 på både vand- og luftsiden. Vandsiden beskyttes normalt med et stenlag, mens luftsiden er græsbevokset. Jord og ler må komprimeres omhyggeligt for at opnå tilstrækkelig styrke og vandtæthed. Jorddæmninger placeres ofte på jordaflejringer, hvorfor der må drages omsorg for, at der ikke sker vandgennemstrømning igennem jorden under dæmningen. Tætning mod vandunderstrømning foretages bl.a. ved injicering (hulrum i den løse jordart fyldes med tæt materiale, fx cementmørtel), ved ramning af spunsvægge og ved udlægning af lertæppe over bunden rækkende fra dæmningskernen til et stykke ud i vandreservoiret. Der er mange eksempler på, at en ganske lille piblende gennemstrømning, fx forårsaget af gange gravet af små dyr, har udviklet sig til total bortskylning af dæmninger med deraf følgende flodbølge igennem den nedstrøms dal. Overskudsvand i reservoiret ledes via aflastningsbygværker forbi dæmningen til den nedstrøms liggende flod.