capetingerne

Capetingerne, fransk kongefamilie, hvis hovedlinje 987-1328 sad på Frankrigs trone. Capet anvendtes første gang om hertug Hugo den Store (død 956) og stammer formodentlig fra latin cappa 'kort kappe', men allerede fra 1000-taller fik ordet betydningen 'hat'. Capet blev senere opfattet som en form for familienavn; således blev fx Ludvig 16. efter sin afsættelse i 1792 kaldt "borger Capet" af de revolutionære.

Capetingernes kongeideologi og propaganda er i tidens løb helt smeltet sammen med fransk identitet i sig selv, selvom kendskabet til den tidlige middelalders begreb om en sådan identitet er ringe.

Hugo 1. Capet blev i 987 valgt til konge af en stormandsforsamling i Senlis, der ønskede en svag kongemagt. Den gældende Saliske Lov, der udelukkede kvinder fra tronen, gjorde et egentligt arvekongedømme skrøbeligt, men det lykkedes for hovedlinjen at producere mandlige arvinger frem til 1314. Selvom Frankrig indtil 1179 formelt var et valgkongedømme, lykkedes det altid for den siddende konge at få sin ældste søn valgt og kronet, mens han endnu selv var i live. Indadtil søgte capetingerne at udvide deres magt på bekostning af fyrsterne, mens de udadtil måtte imødegå truslen fra England og Det Tysk-romerske Kejserrige.

Capetingerne havde fra begyndelsen kun kontrol over de områder, der med Paris som centrum strakte sig fra Seinen til Loire. Gennem systematisk nyopdyrkning og især gennem støtte til byerhvervene lykkedes det dem dels at skaffe resurser, dels at vinde sympati i den brede befolkning.

En dygtigt gennemført ægteskabspolitik sikrede sammen med komplicerede alliancer kongemagten direkte indflydelse i stadigt større landområder. Selvom Sydfrankrig i løbet af 1000-tallet blev fortsat løsere tilknyttet riget, og Aquitanien helt kom under engelsk dominans, konsoliderede kongemagten sig, og i perioden fra Filip 2. Augusts regeringstid til Filip 4. den Smukkes (1180-1314) nåede capetingerne deres mål: Magten i hele landet blev i høj grad centraliseret under kongen, retsvæsenet blev udbygget, og en centraladministration voksede frem.

Frankrig blev Europas største og rigeste land, og Paris med sine 200.000 indbyggere Europas største by. Men krisen satte ind i 1300-tallet, næsten samtidig med at capetingernes hovedlinje døde ud, og kongemagten gik over til sidelinjen Valois. Efter dens forsvinden blev tronen i 1589 overtaget af en anden sidegren, slægten Bourbon.

Helt frem til 1792 og videre endnu overlevede mange af capetingernes grundforestillinger om, hvad en fransk konge er; fx at han er hævet over lovene og kun står til ansvar over for Gud. Kongens hellighed, forlenet med overnaturlige og helbredende evner, er ligeledes en arv fra capetingerne, om end kongeværdigheden paradoksalt nok først med Ludvig 14. omgærdedes med utilnærmelighed og ophøjethed.