byhøj

Byhøj, ruinhøj, der er skabt ved ophobning af bygningsrester og affald pga. beboelse på samme sted i længere tid. Byhøje optræder hyppigt i Nærorienten og i Sydøsteuropa, især i Bulgarien. En bosættelse tog ofte sin begyndelse i neolitikum og fortsatte gennem årtusinder, i nogle tilfælde indtil nutiden.

I grænseområderne mellem Tyrkiet og Syrien har man udgravet store byhøje (på arabisk tell) som Tell Halaf og Tell Laylan. Flere teller er udgravet under dansk ledelse, fx citadelhøjen i Hama i det vestlige Syrien (1930-1938, Harald Ingholt), Tell Sukas ved Syriens vestkyst (1958-1963, P.J. Riis) og Tell al-Fukkhar i Jordan (1990-1993, John Strange).

I Danmark kendes i mere beskeden målestok byhøje fra jernalderen i Thy, fx Vestervig Byhøj, hvor de afspejler en permanent landsbybebyggelse i op til 500 år.