borgerkrigen i Syrien

De lokale forsvarsgrupper slog sig sammen til Den Frie Syriske Hær (al-jaish al-hurr), kaldet FSA, som erklærede sin eksistens den 29. juli 2011. Regimets sikkerhedsstyrker og civile administration trak sig herefter ud af adskillige større og mindre byer i løbet af 2011 og 2012 som følge af kampe med FSA.

I Syriens tredje største by, Homs, var der var heftige kampe omkring kvarteret Bab al-Amr i oktober 2011 til februar 2012. Herefter koncentreredes kampene omkring kvarterer ved den gamle bydel. Det syriske militær fulgte et strategisk mønster, som gentog sig i løbet af borgerkrigen i adskillige syriske byer, hvor oprørsgrupper forskansede sig: Regimet benyttede en belejringstaktik, hvorved man søgte at afskære oprørerne alle forsyninger og dermed udsulte krigerne og de civile, som stadig opholdt sig i området.

Ved hjælp af heftig artilleribeskydning, konstante luftbombardementer og pres fra landstyrker lykkedes det regimet at tvinge oprørerne i Homs til overgivelse i 2014. De tilbageværende krigere rykkede til Idlib-provinsen i det norvestlige Syrien, som var uden for regimets kontrol.

Belejringstaktikken gentog sig i bl.a. Aleppo, Syriens næststørste by, hvor oprørerne overgav sig i december 2016, samt i Ghouta ved Damaskus, hvor oprørsgrupperne overgav sig i april 2018. Belejringerne varede således adskillige år i flere syriske byer. De værst ramte bydele i disse byer er fuldstændigt ødelagte i dag.

I Ghouta benyttede regimet sig også af kemiske våben, nemlig sarin, som dræbte op mod 1700 mennesker om morgenen den 21. august 2013. Angrebet førte til en international indsats for at fjerne Syriens kemiske arsenal. Her fragtede bl.a. en dansk-ledet international mission (RECSYR) store dele af Syriens kemiske våbenarsenal ud af landet.

Til trods for både internationalt pres om det kemiske arsenal og om krigen i øvrigt fortsatte det syriske regime med at foretage kemiske angreb mod både civile og militære oprørsmål, bl.a. med klorangreb.

Regimet var under kraftigst militært pres indtil omkring 2015. Det centrale Damaskus var dog aldrig for alvor truet. Det lykkedes dog oprørerne at foretage en række offensiver samt angreb med bilbomber. Et selvmordsangreb i hovedstadens centrum den 18. juli 2012 dræbte den syriske forsvarsminister, en tidligere forsvarsminister, en general (som også var præsidentens svoger) og en berygtet efterretningschef.

I denne periode, dvs. i slutningen af 2012, svirrede der rygter om, at den libanesiske milits, Hizbollah, var aktiv på kamppladsen på regimets side. Dette blev endeligt bekræftet ved belejringen af den strategisk vigtige by tæt ved grænsen til Libanon, al-Qusayr, i april og maj 2013. Her blev specialstyrker fra Hizbollah og rådgivning fra den erfarne iranske Quds-general, Qassem Soleimani (1957-2020), afgørende for, at belejringsoperationen lykkedes.

Iranerne bakkede også regimet op ved at sende militser med iranske, afghanske og irakiske krigere til at støtte den syriske hær i sine operationer mod oprørsstyrkerne. Militsernes styrke var dog ikke tilstrækkelig til, at regimet for alvor kunne opnå militær dominans. Det var medvirkende til, at Rusland i 2015 intervenerede i krigen via luftoperationer fra den russiske Himeimim-luftbase ved havnebyen Latakia. Yderligere støtte kom i form af rådgivere og mindre grupper af soldater på landjorden; blandt disse var lejesoldater fra Wagner-gruppen.

Støtten fra luften viste sig afgørende for Assad-regimets militære succes frem mod 2018. Det skyldtes ikke mindst, at oprørerne ikke fik antiluftskyts fra sine sponsorer i primært Golfen.

Regimets mål var ikke blot militære, men i høj grad også civile i de oprørskontrollerede områder. Især vital civil infrastruktur som bagerier, markeder og hospitaler blev udsat for angreb af russiske jagerfly og syriske helikoptere. Når redningspersonalet fra den frivillige organisation De Hvide Hjelme nåede frem til stedet, angreb man ofte målet en gang mere.

Strategien var tydeligvis at straffe civilbefolkningen i disse områder og gøre livet så uudholdeligt som muligt. Regimets helikoptere nedkastede fra stor højde de såkaldte tøndebomber, dvs. en lavteknologisk og billig tønde med sprængstof og blandet affaldsmetal som ammunition, der var designet til at sprede død og ødelæggelse blandt netop civilbefolkningen.

I 2018 var Idlib-provinsen det eneste tilbageværende oprørskontrollerede område. Ud over de oprindelige indbyggere er provinsen blevet opsamlingssted for internt fordrevne, lokale oprørsstyrker samt oprørere fra det øvrige Syrien.

I tillæg til kampen mod regimet har der også været interne stridigheder blandt oprørsgrupperne, som i perioder har bekriget hinanden. Sejrherren blev den mest dominerende i Idlib-provinsen, nemlig Hay'at Tahrir al-Sham.

Efter at en våbenhvile blev forhandlet på plads mellem Rusland og Tyrkiet (som aktivt støttede HTS) i 2020, frøs fronten fast, selvom våbenhvilen også blev brudt af både HTS og regimet mange gange efterfølgende.

Den foreløbige kulmination af borgerkrigen i Syrien var HTS' lynoffensiv, der førte til regimets fald. Den 27. november 2024 brød HTS efter en del forberedelse frontlinjen og indtog flere af regimets positioner med overraskende effektivitet. Det blev gradvist klart, at operationerne gik nemmere end forventet, og HTS indtog umiddelbart herefter hele Aleppo inklusiv kvarterer, som aldrig tidligere havde været under oprørernes kontrol. Selvom der var kampe mod regimets styrker, blev mange af dem også trukket tilbage, mens andre soldater hoppede af.

HTS fortsatte lynoffensiven, indtog Homs og endeligt Damaskus søndag den 8. december 2008. Bashar al-Assad var tidligt samme morgen kørt til den russiske luftbase i Latakia og herefter fløjet til Rusland.

Selvom regimet er faldet, fortsætter HTS med at udføre operationer mod lommer af regimets sikkerhedsstyrker. I det nordøstlige Syrien er situationen fortsat uafklaret i forhold til kurdernes stilling.

Israel har udnyttet situationen til at udvide sin besættelse af Golanhøjderne. Israel har derudover udført flere hundrede bombninger af det nu hedengangne regimes militære installationer, herunder radar- og flådeanlæg, våbendepoter og andet materiel.

Kort efter FSA gjorde ISIS sit indtog i Raqqa, som blev hovedstad i det nyligt udråbte kalifat. ISIS udnyttede den kaotiske borgerkrigstilstand: de besad gode efterretninger og fulgte en effektiv strategi. Strategien bestod i at indlemme udvalgte lokale ledere i kalifatet, likvidere andre og nedkæmpe modstanderne i lynoffensiver.

Det lykkedes øvrige oprørsgrupper i Aleppo-området, herunder en til lejligheden sammensat koalition mellem FSA og andre mere islamistiske grupperinger, at fratvinge ISIS territorium og skubbe dem ud af Aleppo-området i januar 2014. Dog var det de vedvarende amerikansk-ledede bombardementer i koalitionen OIR (Operation Inherent Resolve) med den kurdisk ledede SDF (Syrian Democratic Forces) som landstyrke, som i sidste instans nedkæmpede ISIS.

Raqqa faldt til SDF den 17. oktober 2017. Men ISIS besad fortsat territorium i Syrien, indtil de blev nedkæmpet ved al-Baghuz Fawqani ved den irakiske grænse den 23. marts 2019. Herefter overførte kurdiske sikkerhedsstyrker især familier tilknyttet ISIS til flygtningelejrene al-Hol og al-Roj, hvor de fortsat er tilbageholdt under kummerlige og radikaliserende forhold.

Der er derudover omkring 900 amerikanske tropper udstationeret på mindre baser i Syrien, som fortsat bekæmper lommer med ISIS-krigere.

På grund af bl.a. den kurdiske indsats blev Tyrkiet også kraftigt involveret i borgerkrigen i Syrien. Ifølge tyrkerne har de kurdiske styrker i Syrien tætte bånd til kurdiske separatister i Tyrkiet. Kurderne leder et autonomt selvstyre i det nordøstlige Syrien, og den tyrkiske stat modarbejder derfor udviklingen af et egentligt Kurdistan i det nordlige Syrien.

Derfor har Tyrkiet besat dele af det nordlige Syrien siden 2016, ikke mindst via gruppen Syrian National Army (SNA).

Selvom Bashar al-Assad er fra den alawitiske befolkningsgruppe, og selvom regimet selv har ført sekterisk propaganda i løbet af krigen, er det misvisende at betegne konflikten som en sekterisk konflikt. Den har unægtelig sekteriske elementer, men det er ikke entydigt et sunnimuslimsk oprør mod et alawitisk regime. Selvom Assad regerede via sin nære familie, som stammer fra Qardaha i det alawitiske hjerteland nord for Latakia, indlemmede al-Assad eksempelvis sunnimuslimske forretningsmænd i de økonomiske netværk omkring regimet.

På samme måde var alle Syriens befolkningsgrupper repræsenteret i de folkelige demonstrationer mod regimet, herunder de kristne, alawitterne, ismaelitterne og druserne.

Endelig er den umiddelbare baggrund for borgerkrigen det arabisk forår, som virkede som katalysator til at bryde den autokratiske ”stilhed”.

I et forsøg på at radikalisere den militære opstand løslod Assad-regimet i efteråret 2011 en række yderligtgående jihadister fra sine fængsler. Man kan herefter spore disse jihadister til yderligtgående oprørsgrupper i den syriske borgerkrig.

Samtidig med at regimet løslod jihadister fra fængslerne, vendte flere syriske jihadistiske krigere, som havde bekæmpet amerikanerne i Irak, hjem til Syrien. En række grupperinger opstod herefter, som ikke blot havde som mål at befri landet for Assad-regimet, men også at indføre en islamisk stat i Syrien.

Flere af disse grupper havde også en transnational dagsorden, dvs. et overordnet mål om også at skabe en islamisk stat for resten af den muslimske umma (det muslimske verdenssamfund). Disse grupper inkluderer bl.a. Jabhat al-Nusra, som senere udviklede sig til HTS, Ahrar al-Sham og ISIS. Sidstnævnte er den mest radikale – så radikal, at de øvrige grupperinger vendte sig imod dem og aktivt bekæmpede dem.

Civilsamfundet organiserede journalistiske grupper, der dokumenterede regimets vold mod demonstranter og aktivister. Disse fungerede også som bindeled til den internationale nyhedsstrøm. Selvom målet i starten var reformer (islah), blev det hurtigt til revolution (thawra). Med revolution skal forstås en politisk omvæltning af regimet, men også revolutionære sociale forandringer i det syriske samfund.

Generelt set sprudlede civilsamfundsaktivismen, som havde været voldsomt undertrykt under regimet, inden for en lang række områder. Syrere samarbejdede på tværs af sekteriske skel om at oprette Lokale Koordinations-komitéer (al-tansiqiyat al-mahaliyya). Disse komitéer koordinerede demonstrationer og anden kreativ aktivisme, som eksempelvis at farve springvand røde i regime-kontrollerede områder samt at uddele løbesedler til kristne minoriteter for at forsikre dem om, at revolutionen også var for dem. De foretog også politiske eksperimenter, dvs. forsøg på at skabe regeringsstrukturer i det magtvakuum, som opstod, når regimet trak sig tilbage fra byer i Syrien.

De lokale koordinations-komitéer og den fredelige revolutionære bevægelse blev marginaliseret i takt med, at krigshandlinger i stigende grad umuliggjorde deres aktiviteter. Trods denne marginalisering blev en række sociale forandringer, håb og planer for fremtiden videreudviklet i Syrien samt i den syriske diaspora i Tyrkiet, Libanon, Europa og andre steder.

FN anslog i 2024, at fem millioner syrere var flygtet ud af landet. Flygtningene har ringe livsbetingelser i de største modtagerlande, Tyrkiet og Libanon, hvor de ofte må søge illegalt arbejde. I Libanon lever 90 % af de syriske flygtninge i ekstrem fattigdom. Syv millioner er internt fordrevne, hvoraf mange lever i egentlige teltlejre. 90 % af befolkningen i Syrien lever under fattigdomsgrænsen og omkring 13 millioner betegnes food insecure, altså uden sikkerhed for at kunne brødføde sig.

Den syriske flygtningekrise er således stadig en af de allerstørste flygtningekriser i verden.