blod

Blodplasma er en gullig, cellefri væske, der transporterer stoffer til og fra vævene, og som udgør ca. 55% af blodets volumen. Tørstofindholdet er ca. 100 g/l og udgøres af salte, lavmolekylære organiske stoffer, proteiner og lipider. Saltene er hovedsagelig natriumioner, kloridioner og hydrogencarbonationer. De lavmolekylære organiske stoffer er glukose, aminosyrer, fedtsyrer, vitaminer og hormoner samt affaldsstofferne bilirubin, kreatinin og urinstof.

Proteiner udgør ca. 70% af blodplasmas tørstof. Deres koncentration bevirker et kolloidosmotisk tryk af betydning for opretholdelsen af blodplasmavolumen. Det er transportproteiner som albumin, transferrin, lipid-, hormon- og vitamintransportører, polypeptidhormoner, fx insulin, forsvarsproteiner som blodkoagulationsproteiner, komplementfaktorer og antistoffer, samt affaldsproteiner. Sidstnævnte frigøres til blodplasma ved henfald af vævsceller, hvilket benyttes diagnostisk ved sygdomme med øget cellehenfald.

Røde blodlegemer, erythrocytter (etymologisk "rød" fra græsk), dannes i den knoglemarven, hvorfra de gennem særlige kapillærer, sinusoider, kommer over i blodbanen. Deres funktion er at transportere ilt fra indåndingsluften og ud til vævene. Herfra transporterer de kuldioxid fra vævene tilbage til lungerne, hvoraf det afgives til udåndingsluften.

Forløberne for røde blodlegemer er kerneholdige celler, men under modningens sidste faser i knoglemarven tages kernen ud af specielle "ædeceller," kaldet makrofager. Da røde blodlegemer således ikke har kerne og heller ikke organeller, kan de hverken dele sig eller danne nyt hæmoglobin.

Erythrocytter findes i menneskets blod i en mængde på 3,7-5,5 mio. pr. μl hos voksne kvinder og 4,1-6,1 mio. pr. μl hos voksne mænd og udgør hos kvinder 35-47% af det samlede blodvolumen, hos mænd 40-52%. Denne procentdel kaldes hæmatokritten og er den parameter, som måles fx hos cykelryttere mistænkt for doping. Erytrocytters gennemsnitlige levetid cirkulerende i blodkarsystemet er 120 dage, men er meget kortere i visse sygdommme. Henfaldet foregår navnlig i milten, og en stor del af indholdsstofferne genbruges.

Det modne røde blodlegeme er hos mennesket bikonkavt, dvs affladet og rundt som et bildæk med en tykkere rand og en tyndere midterdel. Det måler ca. 7 μm i diameter og er ca. 2 μm tyk i randen. Erythocytten er på grund af dens membrans opbygning ekstremt eftergivelig og kan ændre form, så den kan passere gennem kapillærer med en mindre diameter end den selv. I erythrocytternes indre findes det røde farvestof hæmoglobin, som giver erythrocytterne og dermed blodet farve; afiltet (venøst) blod er let blåligt og mørkere end iltet (arterielt) blod. Hæmoglobin er et jernholdigt protein med stor bindingsevne for ilt og er ansvarlig for iltoptagelsen i lungekapillærerne og for transporten af ilt i organismen. I vævet frigives ilten (pga. det lavere partialtryk) og når frem til cellerne ved diffusion gennem intercellularvæsken. Ilten bruges i cellernes stofskifte, hvorunder der også dannes kuldioxid, som for størstedelens vedkommende optages af de røde blodlegemer. Kuldioxiden føres med blodet til lungerne, hvor den udskilles.

Blodplader, thrombocytter (fra græsk thrombos-klump samt kytos-celler), er små, kerneløse celler, der er et vigtigt element i beredskabet for standsning af blødninger og reparation af skader på blodkar. Celler med tilsvarende funktioner findes hos alle hvirveldyr; kun hos pattedyrene er de kerneløse, opstået ved fragmentering af specielle kæmpeceller, megakaryocytter, i knoglemarven.

Den enkelte blodplade er hos mennesket skiveformet, ca. 3 μm i diameter og optræder i et antal af ca. 300.000 pr. μl blod. Blodpladers levetid er ca. 10 døgn, hvorefter de fjernes ved fagocytose af makrofager, navnlig i milten.

Thrombocytters rolle i blodkoagulation

Blodpladers opbygning reflekterer deres funktion. På deres overflade har de således en række proteiner og glykolipider, som alle kan reagere med et blodkars indre væg, endothelet. Dette sker ikke under normale forhold, hvor en række stoffer, især nitrogenoxid (N₂O) forhindrer dette. Når et blodkar imidlertid beskadiges, eksponeres thrombocytten for underliggende proteiner, især von Willebrand faktor og kollagen, og dette medfører aktivering via en receptor på dem, kaldet GP1b. Denne aktivering viser sig først ved ændring af deres form, der gør, at de efterfølgende klumper sammen, dels hinanden imellem, dels binder sig til endothelet. De først fæstnede blodplader vil straks binde nye blodplader til sig, således at der på sekunder efter læsionens opståen er påbegyndt opbygning af en tæt, sammenhængende masse af blodplader på læsionsstedet, en pladetrombe, der efterhånden indsnævrer karret, og som i kombination med sammentrækning af karvæggen hurtigt kan standse blødninger fra mindre kar.

De næste trin i standsningen af skade på et blodkar involverer således, at thrombocytten indeholder granula med depoter af forskellige stoffer, som blandt andet indgår i aktiveringen af blodets koagulation, frigør en lang række proteinstoffer,hvorunder blodpladerne udtømmer deres depoter af bl.a. koagulationsfaktorer, samtidig med de store formændringer med dannelse af lange tynde udløbere fortsætter, så udløberne medvirker til at fæstne sig på det under blodkoagulationen dannede netværk af fibrintråde. Samtidig opstår i blodpladen et stort antal fibriller af muskelproteinet aktin, og blodpladen omdannes til en slags lille muskelcelle, der trækker fibrinnetværket sammen. Denne blodpladeaktivering er afhængig af tilstedeværelsen af calciumioner i blodplasma.

Centralt i blodpladeaktiveringen står den såkaldte arachidonsyrekaskade, der bl.a. udløses ved kontakt med kollagen, og som resulterer i dannelsen af thromboxan A2, der fremmer pladernes indbyrdes aggregation og aktivering samt fremkalder kontraktion af glat muskulatur i karvægge. Samtidig sker en aktivering af koagulationssystemet, som medfører en konsolidering af proppen af thrombocytter og i langt de fleste tilfælde deraf følgende standsning af blødningen.

Thrombocytter ved inflammation og sygdom

Mens dannelsen af pladethromber og blodkoagler er hensigtmæssig for standsning af blødninger som følge af karlæsioner, kan kaskaden også aktiveres i situationer, hvor det ikke er hensigtsmæssigt. Det er de seneste 20 år blevet klart, at ved inflammation i kroppen, frigør thrombocytter stoffer, som bidrager til åreforkalkning. Herved kan der opstå blodpropper, trombose. Thombocytten kan også påvirke immunapparatet og være medvirkende til udvikling af autoimmun sygdomme.

Ydermere ses sygdomme, hvor antallet af thrombocytter er nedsat, fx idiopatisk thrombocytopenisk purpura (uforklaret nedsættese af mængden af blodplader med deraf følgende hudblødning) eller forøget som ved essentiel thrombocytose.

Hos patienter med øget risiko for trombose kan lægemidler hæmme thrombocytters evne til at klumpe sammen. Acetylsalicylsyre (der findes i almindelige hovedpinetabletter som Magnyl og Albyl) hæmmer et enzym i arachidonsyrekaskaden og hæmmer dermed blodpladeaggregation og blodkoagulation. Acetylsalicylsyre kan derfor anvendes som forebyggende behandling mod blodpropper.

Acetylsalicylsyre (der findes i almindelige hovedpinetabletter som Magnyl og Albyl) hæmmer et enzym i arachidonsyrekaskaden og hæmmer dermed blodpladeaggregation og blodkoagulation. Acetylsalicylsyre kan derfor anvendes som forebyggende behandling mod blodpropper. Det samme gælder clopidogrel, som hæmmer den såkaldte P2Y ₁₂ undertype af ADP receptorer, som sidder på overfladen af thrombocytten. Begge lægemidler anvendes hyppigst til patienter, som er i risiko for myokardieinfarkt og som typisk også lider af angina pectoris.

Hvide blodlegemer, leukocytter, dannes bl.a. i knoglemarven og inddeles i granulocytter, lymfocytter, naturlige killer (NK) celler og monocytter. Granulocytter indeholder et stort antal granula, som ved farvning fremtræder som neutrofile (blålige), eosinofile (røde) eller basofile (blåsorte) korn i cellens cytoplasma (også de andre former for hvide blodlegemer indeholder granula, omend færre). De tre typer af granulocytter kan betegnes henholdsvis neutrofilocytter, eosinofilocytter og basofilocytter. Lymfocytterne er immunsystemets celler, og de kan efter deres form adskilles i små og store lymfocytter samt plasmaceller; sidstnævnte findes ikke i det cirkulerende blod. Monocytterne kendes på en bønneformet kerne, men ligner i øvrigt lymfocytter. Det normale antal hvide blodlegemer hos voksne er 3000-9000 pr. μl blod, med neutrofilocytter og lymfocytter som de hyppigste.

De tre typer granulocytter er runde og måler 10-12 μm i diameter. Granulocytternes levetid i blodet er ca. 10 dage, og den daglige produktion anslås til 15 mia. Visse af deres enzymer virker på og nedbryder dels bakterier, som optages i cellen ved fagocytose, dels dødt væv, idet granulocytter sprænges og udtømmer deres enzymer i områder med betændelsesreaktioner. Granulocytter kan forlade blodbanen ved at følge den stigende koncentration af forskellige kemiske stoffer (ved kemotaksi) og vil i forbindelse med betændelse være de første celler i den udsivende væske.

Neutrofilocytter er afrundede celler med enten en stavformet, i reglen bøjet, kerne (stavkernede, de nydannede celler) eller en segmenteret, perlekædelignende kerne med 3-4 segmenter (segmentkernede, de gamle celler). De er mobile og kan opsluge partikler ved fagocytose, og de spiller en væsentlig rolle ved betændelsesprocesser. Neutrofilocytter tiltrækkes af en række kemiske stoffer fra blodplasma, fra andre celler involverede i betændelsesprocesser og fra bakterier og døde celler. Deres fagocytose stimuleres af opsoniner, som er stoffer, der dækker overfladen af bakterier. Cellens granula indeholder en række enzymer, bl.a. lysozym, kollagenaser, elastaser og proteinaser; hos hvide blodlegemer kendes ca. 40 forskellige enzymer.

Eosinofilocytter har granula, hvis enzymer i særlig grad er rettet mod parasitter. Det væsentligste enzym, MBP (Major Basic Protein), indgår i bekæmpelsen af parasitter og frigiver aktivt histamin, hvorved betændelsesprocessen kan forstærkes. Et andet enzym, ECP (Eosinophil Cationic Protein), gør blodets koagulationstid kortere og medvirker også til bekæmpelse af parasitter. Hos patienter med parasitsygdomme og allergi er antallet af eosinofilocytter i blodet øget (eosinofili).

Basofilocytter indeholder i deres granula forstadier til histamin. På deres overflade er bundet IgE-molekyler; hvis en passende mængde allergen bindes til disse, sker der en eksplosiv udtømning af granula og en aktivering af histaminet. Basofilocytter indeholder desuden heparin og proteinspaltende enzymer. Celler med tilsvarende basofile granula, men siddende i væv, betegnes mastceller; de spiller en væsentlig rolle i de første stadier af betændelse og især ved allergiske reaktioner.

Lymfocytter er runde celler, 7-8 μm i diameter, med en relativt stor, rund kerne. De inddeles i T- og B-lymfocytter; modne B-lymfocytter kaldes også plasmaceller. T-lymfocytter modner i brislen og cirkulerer mellem blodkredsløbet og lymfesystemet; den enkelte lymfocyt lever i dage eller måneder, men cirkulerer kun få timer, måske kun minutter; visse "hukommelsesceller" lever lige så længe som individet. I lymfeknuderne findes små vener, såkaldte High Endothelial Venules (HEV), gennem hvilke lymfocytterne kan forlade blodbanen og trænge ud i lymfeknuden. Denne såkaldte homing styres af proteiner (særlig glykoproteiner eller adhæsionsproteiner) på overfladen af lymfocytternes og venolernes endothelceller. Hvis lymfocytten ikke involveres i et immunsvar (-respons) i lymfeknuden, vil den føres fra lymfeknuden gennem lymfekarsystemet og vende tilbage til blodkredsløbet gennem brystgangen (ductus thoracicus), der udmunder i venesystemet umiddelbart før hjertets højre forkammer. Lymfocytter kan også forlade blodbanen i områder med betændelse. De optræder sent i forløbet og vil være de dominerende celler ved kroniske betændelsesprocesser.

Monocytter har en meget stor kapacitet til at optage stoffer ved fagocytose; de kaldes undertiden organismens skraldemænd. De er runde, 10-12 μm i diameter og har en bønneformet kerne. De er mobile og reagerer kemotaktisk. Monocytter kan forlade blodbanen og slå sig ned i væv, og de benævnes da histiocytter eller makrofager. De optræder i senere faser af betændelsesprocessen og spiller en afgørende rolle i immunsystemet ved at nedbryde antigener og præsentere disse for immunsystemets T- og B-lymfocytter. Siddende i væv udgør de den væsentligste kilde til produktionen af interleukin 1 (IL-1) og Tumor Necrosis Factor (TNF), som er stoffer, der hæmmer kræftcellers deling.

De komponenter, som indgår i pattedyrenes blodsystem, genfindes i mere eller mindre varieret form hos andre flercellede dyr. Sammensætningen af blodplasma varierer, og der findes betydelige forskelle i det kolloidosmotiske tryk; inden for hvirveldyrene er det fx lavt hos fugle, krybdyr og fisk. Blodets iltbindende pigment indeholder hyppigst jern (som i hæmoglobin). Hæmocyanin er et andet iltbindende blodpigment, der indeholder kobber; denne form findes hos mange bløddyr og hos krebsdyr. Hos nogle dyregrupper er pigmentet opløst i blodplasma, men hos bl.a. de fleste insekter indeholdes det i en form for blodlegemer.

De røde blodlegemers form varierer. Fugle og fisk har aflange røde blodlegemer, som i modsætning til pattedyrenes indeholder kerner. Hvide blodlegemer optræder i den primitiveste form blot som fagocyterende celler; disses funktion understøttes i stigende grad af specifikke opsoniner på overfladen af bakterier og andre fremmedlegemer. Hos bruskfisk ses samtidig med udviklingen af en brissel for første gang en uddifferentiering af lymfocytter i typer svarende til T- og B-lymfocytter.

Medicinsk-historisk har blodet spillet en væsentlig rolle i forestillinger om legemets funktion. Hippokratikerne (400-t.-300-t. f.Kr.) mente, der var fire kardinalvæsker i det menneskelige legeme: blod, slim, gul og sort galde. Hvis fx blodet var i overvægt, var man sangvinsk. Den dogmatiske skole (Praxagaros fra Kos, ca. 300 f.Kr.) mente, at arterierne kun indeholdt luft, og at transporten af blod foregik i venerne. Denne opfattelse støttedes af Galenos, som mente, at blod blev dannet i leveren ud fra fødeemner og at venerne derefter transportede blod rundt i kroppen. Arterierne på deres side transportede ånd (spiritus vitalis) til vævene.

At blod tænktes at indeholde skadelige substanser ses af den udbredte brug af tiltag, som man i dag må undre sig over. I mange kulturers lægekunst har blodet spillet en stor rolle, og åreladning og påsætning af igler har været anvendt som behandlingsmetode gennem årtusinder.

Skønt man måtte undre sig over, at der til stadighed kunne dannes så store mængder blod, som Galenis foreslog, var respekten for hans teorier så stor, at de bestod gennem næsten 1500 år, indtil William Harvey i 1628 offentliggjorde sine studier over blodkredsløbet, hvor han viste, at venstreside af hjertet pumpede blod ud i vævene, hvorfra det førtes tilbage af venerne. Hans mest enkle, men revolutionerende eksperiment var, da han viste eksistensen af veneklapper.

Modsat teorien om blodets dårlige egenskaber går blodtransfusionens historie ud fra den antagelse, at det burde være muligt at forbedre syges tilstand ved overførsel af blod fra raske personer, eller endog dyr (xenotransfusion). De første veldokumenterede forsøg på transfusion var kort efter Harveys opdagelse af blodcirkulation i 1628. Således forsøgte franske læger i 1660erne forsøg mellem mennesker uden synderlig positiv effekt. Dette forhindrede på ingen måde andre i at forsøge transfusioner, og helt op til og kort tid efter, at Karl Landsteiner i 1901 beskrev ABO systemet, gjordes stadig forsøg med at transfundere blod fra får direkte til mennesker. Alle forsøg på dette mislykkedes selvsagt (ofte ledsaget af alarmerende komplikationer og død for forsøgespersonerne) på grund af uforlig.

Læs mere i Lex

• koagulation
• blod religionshistorisk
• respiration
• allergi