bladaber

Bladaberne er udbredt i tropiske og subtropiske områder fra Senegal i vest over Indien og Pakistan til Vietnam og Borneo i øst. De er knyttet til skov og tilbringer størstedelen af livet i træerne. Flere arter er truede som følge af regnskovsfældning. Indiens hellige abe, hulmanen, kan dog tilbringe størstedelen af de aktive timer på jorden i sin søgen efter føde. Stumpnæseaberne Rhinopithecus bieti og R. roxellana lever i 2.000-4.800 meters højde i Kina og er nogle af de primater, som er tilpasset den længste vinter og det koldeste klima.

Føden består først og fremmest af blade og frugter, men suppleres i forskelligt omfang af friske knopper, frø, blomster og insekter. Bakteriefloraen i den underopdelte mave gør det muligt for bladaberne at nedbryde bladenes cellulose og dermed udnytte føden optimalt. Bakterierne afgifter desuden blade fra visse planter og træer, hvilket giver bladaberne et større fødeudvalg end de fleste andre aber.

De fleste bladaber lever i flokke på op til 40 individer, som kan slå sig sammen til større grupper på flere hundrede individer. I den enkelte flok findes hos de fleste arter kun en enkelt han. Hunnerne bliver i den flok, hvori de er født, mens hannerne bliver jaget bort ved kønsmodenhed i 2-4-års-alderen. Flokkens voksne han opholder sig normalt kun 1-2 år i samme flok, før han bliver jaget ud af en fremmed han, som så overtager flokken. Hos hulmanen dræber den nye han alle unger, der stadig er afhængige af hunnerne, hvorefter disse hurtigt kommer i brunst. Hos de røde colobusaber (slægten Piliocolobus) er der i modsætning til de fleste andre bladaber flere hanner i flokken. Det er dog kun den dominante han, der parrer sig med hunnerne.

Bladaber er drægtige i 6-7 måneder og får én, sjældent to unger. Ungen bæres på maven eller ryggen; lille colobus er unik blandt aber ved den første tid at bære ungen i munden.

• østaber
• primater