binyre

Binyrebarken producerer steroidhormoner og er opdelt i tre strukturelt og funktionelt forskellige lag (zoner). Nærmest overfladen findes zona glomerulosa, som producerer aldosteron, der hæmmer udskillelsen af natrium gennem nyrerne, i tarmen og i kirtelsekreter, bl.a. sved. Da organismens udskillelse af væske hænger nøje sammen med natriumudskillelsen, får hormonet vital betydning for reguleringen af organismens vandindhold og dermed også for blodkredsløbet. Aldosteronsekretionen følger nøje volumenændringer i vandet uden for cellerne, fremkaldt af fx ændret saltindtagelse, væsketab eller blødning. Sådanne ændringer påvirker reninsystemet samt det sympatiske nervesystem, som begge har indflydelse på aldosteronsekretionen. Ændringer i blodets kaliumindhold påvirker direkte glomerulosacellernes sekretion i samme retning som ændringen; lavt indhold medfører nedsat sekretion.

Det mellemste og tykkeste lag, zona fasciculata, producerer glukokortikoider (kortisol og kortikosteron, en gruppe af kortikosteroider), livsvigtige hormoner med udtalte virkninger på næsten alle organismens væv. Virkningsmekanismen er typisk permissiv: Hvis ikke hormonerne er til stede, fungerer de øvrige regulerende mekanismer dårligt. Størst betydning har hormonerne for omstilling af stofskiftet til særlig belastende forhold såsom faste og fysisk og psykisk stress. I store doser har glukokortikoiderne en hæmmende virkning på betændelsesreaktioner og immunforsvar, hvilket udnyttes i sygdomsbehandling (se binyrebarkhormoner).

Kønshormoner produceres først og fremmest i kønskirtlerne (testes og ovarier), men det inderste lag i binyrebarken, zona reticularis, producerer også mindre mængder af mandligt kønshormon (androgen) og forstadier til kvindeligt kønshormon (østrogen) af betydning for udvikling og vedligeholdelse af de sekundære kønskarakterer. Ca. halvdelen af kvindens androgenproduktion finder sted i binyrerne; en overproduktion kan føre til virilisering, dvs. udvikling af mandlige træk.

Hos mennesket og øst- og vestaberne findes i fosterlivet et særligt og kraftigt udviklet lag i binyrebarken (den føtale cortex), som producerer forstadier til visse østrogener, hvis dannelse (syntese) afsluttes i moderkagen. Disse østrogener udskilles i den gravide kvindes urin, og et pludseligt fald i udskillelsen er udtryk for en livstruende tilstand eller død af fosteret.

Binyremarven er en del af det sympatiske nervesystem og består af nerveceller, som afgiver deres signalstoffer (transmittersubstanser), adrenalin og forstadiet noradrenalin, til blodet som hormoner. Udskillelsen styres af nervetråde og aktiveres af stress (fx traumer, blodtryksfald og smerte). Disse hormoner øger hjertets pumpeaktivitet, blodtrykket stiger, og kredsløbet omstilles, således at mere blod stilles til rådighed for skeletmusklernes arbejde. Endvidere stimuleres musklers og leverens nedbrydning af glykogen til glukose (dvs. brændstof dannes til vævene) og fedtvævets nedbrydning af fedtstoffer til fedtsyrer (også brændstof); pupillerne og luftvejene udvides, og centralnervesystemet aktiveres generelt; alt sammen virkninger, der øger organismens kamp- og flugtberedskab.

• binyresygdomme