begyndelse

Mennesker har, så langt man kan spore tilbage, gjort sig forestillinger i form af myter om begyndelse, det være sig verdens begyndelse, livets begyndelse, menneskets begyndelse eller kulturens begyndelse.

Det er ikke muligt at finde nogen kultur eller noget folk, der ikke har haft en eller anden form for skabelsesmyte.

Det synes at være et fællestræk ved alle tidlige opfattelser eller myter, at man har tænkt sig alle disse begyndelser slået sammen til én begyndelse. Det hele er blevet til ved én skabelsesakt. Senere er tiden kommet til.

Myter udspringer ikke af en intellektuel interesse som i den europæiske filosofi eller den moderne naturvidenskabelige tænkning. Myterne er praktiske, de har deres plads i dagligdagen eller ved de store religiøse fester, deres formål er at give kraft til at opretholde livet i dag, opretholde strukturen eller frugtbarheden. De har en eksistentiel funktion.

Med skabelsesberetningen i 1. Mosebog aner vi, at der sker et spring, begyndelse gøres til begyndelse på historien, til noget, der er foregået én gang for alle ved netop én begyndelse.

Myterne om begyndelse falder i to hovedtyper, dels skabelse eller opståen af det enkelte, dels skabelse eller opståen af det universelle, på den ene side enkelte dyr, enkelte redskaber eller mennesket, hvad der nok er den oprindelige måde at tænke begyndelse på — på den anden side skabelse af verden, af Universet.

På tværs af dette går der andre skillelinjer: Nogle gange taler man om, at tingene opstår så at sige af sig selv; der er tale om en naturlig udvikling, en emanation.

Eller der er tale om en skabelse: En gud eller guder har skabt den eller den ting, har skabt mennesket, har skabt hele verden. Her kommer det personlige element ind i verden.

Endelig kan man foretage en anden inddeling: Der kan være tale om en genealogi; guder eller elementer samvirker, som regel seksuelt tænkt, og skaber derigennem næste generation, klarest i egyptisk mytologi, fx fra Heliopolis: "Nun, ur-oceanet, fyldte Universet, det havde ingen overflade, vandene var ubevægelige, det var det store kosmiske æg. Af dette skabte Atum sig selv. Atum, også kaldet Ra, var lyset, som spredte Nuns kaotiske mørke — Atum var alene i verden og skabte ved masturbation sin søn Shu — luften og sin datter Tefnut — Shus hustru. De to avlede Geb — Jorden og Nut — himlen, de blev så skilt fra hinanden af Shu, som løftede Nut op fra Geb. Geb og Nut avlede dernæst de forskellige guder".

Men der er andre genealogier: I Hermopolis hører vi om den store Gagafugl, som lagde sit æg på urhøjen; deri lå lysfuglen Ra, som skabte verden. Eller det kosmiske æg indeholdt luft. Og så har man spurgt: Hvad kom først? Hønen eller ægget? Bag det ligger naturspekulationer; hovedguderne er altid Jorden, luften, himlen, Solen og Månen.

Ligeledes må der ligge naturtolkninger bag den nordiske mytologis tanker om altings begyndelse. Oprindelig var der hverken jord eller himmel, men kun det store tomrum, Ginnungagap. Mod nord var der kulde og tåge — Niflheim, mod syd den brændende hede — Muspellheim. Isen mødtes med ilden i det tomme rum imellem, Ginnungagap, og dannede kæmpen Ymer. Af isen, der smeltede, dannedes en ko, Audhumbla, som Ymer diede. Af Ymers sved og krop opstod jætterne, mens koen slikkede mennesket Bure frem af de salte sten. Bure ægtede et af Ymers børn og fik sønnen Borr, der blev far til de første guder Odin, Vile og Ve. De slog Ymer ihjel og skabte verden af ham og hans blod i Ginnungagap: jorden af hans kød, klipperne af hans knogler og af hans hovedskal himmelhvælvingen. På den satte de gnister fra Muspellheim som sol, måne og stjerner og fastsatte dage og år. I dette land byggede de Midgård, menneskenes hjem. Endelig skabtes det første menneskepar af to træer, Ask og Embla.

Her synes det, som om iagttagelse af bræer i nord og af varmen fra syd har formet en dramatisk myte, som i sin endelige skikkelse er påvirket af de orientalske og kristne skabelsesberetninger.

Et vigtigt element er adskillelsen mellem guder og mennesker, mellem himmel og jord, et tema, der er afbildet i utallige forestillinger i egyptisk kunst, og som findes i mange myter hos naturfolk: En oprindelig fælles verden for guder og mennesker bliver afløst af adskillelse for altid mellem dem.

En anden hovedtype er en skabelse efter en kamp med — evt. sejr over — kaosmagter. Dette er det bærende element i den babyloniske skabelsesmyte Enuma elish; se Babylonien (litteratur og mytologi).

Oprindelig eksisterede det formløse urhav, hvor det salte og det ferske vand var blandet. Efter en gudegenealogi, hvori de første guder er Apsu, det ferske vand under jorden, og Tiamat, det salte hav, kommer det til en kamp mellem de ældre og de yngre guder. Der sejrer Ea, flodguden, over Apsu og bygger af ham et palads, i virkeligheden en første skabelse af Universet. I dette palads fødes Marduk. Tiamat skaber en vældig hær af utilfredse guder, og sammen med sin nye mand Kingu drager hun i krig mod Ea.

Eas søn Marduk bliver valgt til konge over guderne og drager ud mod Tiamat, som han besejrer ved at fange hende i et net og lede en storm ind i hendes gab for derefter at kløve hendes opspilede krop. Han skiller så Tiamat i to, gør den ene del til himlen, den anden del til jorden, et element i skabelse, der går tilbage til sumerisk mytologi. Halen på uhyret bøjer han op på himlen og skaber Mælkevejen af den. Han skaber også stjernerne, Månen og Solen.

Interessant er det her at se, at skønt hovedmotivet er en gudekamp, indgår det som et vigtigt element at skille himmel og jord fra hinanden.

Denne skaben ved at handle eller ved at forme er en tredje hovedtype, hvor netop adskillelsen af himmel og jord er det egentlige skaberværk. Dette ses jo også i den bibelske skabelsesberetning:

"Gud sagde: Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene! Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvningen. Gud kaldte hvælvingen himmel".

Men nok så betydningsfuldt i mytologierne er det andet skaberværk: mennesket.

Gud har skabt mennesket af jorden, dette er et universelt træk hos alle folkeslags myter og må være et oprindeligt træk, der vel er de allerældste menneskers myte. I vor kulturkreds kender vi den fra 1.Mos. kap.2, i den såkaldte anden skabelsesberetning, som dog kun handler om menneskets skabelse af agerjorden i Guds billede. Vi finder den samme forestilling i egyptisk religion, i mesopotamisk og i såkaldt primitiv religion.

Og sammen med mennesket skal så alle enkeltredskaberne skabes, alt det mennesker har brug for i det daglige, alt det, som er nødvendigt for at opretholde livet — landbrugsredskaber, frugter, kornet og ikke mindst ilden; fx hos Mellemamerikas indianere var ilden betingelse for og oprindelse til al civilisation, og således bliver fortællingen om, hvordan mennesker fik ilden fra guderne, en grundmyte.

Endelig findes der skaben ved ordet, som kendes i den jødisk-kristne kultur først og fremmest fra 1. Mosebog:

"I begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden... Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys... Gud sagde: Der skal være en hvælving i vandene... Og det skete... Gud sagde: Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne! Og det skete... Gud sagde: Jorden skal grønnes... Og det skete". I alt otte gange siger Gud sit ord.

Også dette er et almindeligt træk. Vi kender det fra egyptisk religion fra Memphis, hvor Ptah har sit skaberord, hvormed han udtaler alle tings navn, og hvorfra Shu og Tefnut fremkom.

Og ordet bliver til det ene guddommelige princip, både gud og skaberord, i kristen teologi i Johannesevangeliets prolog:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er".

Ordet er den præeksisterende Kristus, som er skabergud, og som skaber ved sit ord. Bag ordet, på græsk logos, ligger nu en meget kompliceret udvikling under påvirkning fra de hermetiske skrifter, der i virkeligheden er egyptisk religion fortolket i græske filosofiske traditioner og sprogbrug.

Normalt har man ingen interesse i at beskæftige sig med, hvad der var før begyndelsen, selvom mennesker logisk nok undertiden har været opmærksomme på, at der må have været noget før denne. Der er også en gruppe tekster, der omhandler dette:

"Ved verdens begyndelse, førend himlens porte stod, førend vinden blæste stød, førend tordenens skrald bragede, førend lynets lys strålede, førend Paradisets grund var lagt... dengang har jeg forudtænkt det hele, og ved mig og ingen anden blev det skabt" (4 Esdra 5,56ff).

Farao Pepi blev avlet af Atum, da "himlen ikke var, da Jorden ikke var, da mennesket ikke var, før gudernes fødsel, før døden eksisterede", en mærkelig parallel til Kristi præeksistens, der udtrykker samme tanke.

Dengang var kun det formløse kaos, men nok ikke et intet, som man ikke har kunnet forestille sig; skabelse af intet, creatio ex nihilo, forudsætter en egentlig filosofi. Det samme ses i 1. Mosebog:

"I begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene".

Først den kristne teolog Tertullian og navnlig Augustin udtrykte — med afstandtagen — tanken om creatio ex nihilo klart.

En ting værd at lægge mærke til er, at efter at have skabt himmel og jord eller mennesket, er guden som regel en deus otiosus ('den uvirksomme gud'); han trækker sig tilbage til himlen og bekymrer sig ikke mere om sit værk. I mange religioner er der tale om en ældre gudegeneration, der har skabt verden og mennesket, hvis velfærd nu varetages af andre guder. Her er man tæt på, at Gud blot er en første bevæger, "den ubevægede bevæger" som hos Aristoteles. Men denne konsekvens tages først i Grækenland, hvor den filosofiske kosmologi udvikles.

Alle disse myter og kosmologier tænkte verden som færdig én gang for alle, hvad enten det var guder, der overvågede den, eller den var en slags maskine, der arbejdede videre. Nogen udvikling var der ikke tale om.

Også den europæiske filosofi, begyndende med de græske naturfilosoffer, har beskæftiget sig med fænomenet begyndelse, idet vi dog med Immanuel Kant er endt i det paradoks, at man ikke kan udtale sig rationelt om verden i sin helhed og dens begyndelse. Vi er nemlig nødt til at antage, at verden har en begyndelse i tid. For hvis det ikke er tilfældet, har verden gennemløbet et uendeligt antal år.

Det er på den anden side umuligt, og derfor har verden en begyndelse i tid. Men det er også umuligt, for så ville tiden før begyndelsen være tom. Tiden før verdens begyndelse er altså både tom og ikke tom; dette er umuligt, derfor kan verden ikke have nogen begyndelse.

Der er tale om modsigelser eller kontradiktoriske modsætninger, hvorfor en af dem må være sand. Men det kan ikke afgøres hvilken af dem, fordi det, som Kant hævder, er misbrug af idéen om tid, hvis vi bruger denne idé på et område, der går hinsides den mulige erfaring, dvs. verden i sin helhed.

Den moderne naturvidenskab, som har taget form siden 1500-t., har udviklet tanken om en verden i vækst eller en verden i bestandig skabelse, uden begyndelse og uden ende. Denne tanke blev formuleret i 1400-t. af Nicolaus Cusanus og i 1500-t. af Giordano Bruno på rent spekulativ basis.

Her skete der noget nyt. I stedet for den primitive myte eller den filosofiske spekulation har man efterhånden skabt en tanke om begyndelse, der er grundet på empiri, på iagttagelse.

Når vi iagttager naturen omkring os med vore sanser, bruger øjne og ører uden hjælpemidler, får vi umiddelbart indtrykket af en cyklisk natur, en omverden, der gentager sig. Fiksstjernerne bevæger sig i deres døgnrotation om himlens akse, men vi ser uforanderligt de samme stjerner i de samme indbyrdes positioner.

Planeterne flytter sig fra nat til nat, ligesom Månen, men er dog uforanderligt de samme himmellegemer. Dyrene omkring os fødes og dør, og medmindre vi kunstigt prøver at blande kortene, møder vi bestandig de samme dyrearter. Skovene har deres årsrytme, og hvert forår oplever vi et sceneri, der giver anledning til genkendelsens glæde. Og menneskeslægten kopierer sig selv, generation efter generation. Vore dages mennesker er tilsyneladende ikke så forskellige fra oldtidens.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at den tidlige naturvidenskab beskrev verden som statisk. Der var ikke nogen begyndelse indbygget i verdensbilledet. Universet var uendelig gammelt, og naturvidenskaben kunne ikke udtale sig om nogen forhistorie for plantelivet, dyrelivet eller for menneskeslægten. Hvad der for øvrigt gjorde det nemt for datidens naturvidenskab at leve i fred med kirken og dens bibelske skabelsesberetning. Det hele var måske skabt sådan, på én gang.

1900-t.s naturvidenskab er på den måde anderledes, idet den er dybt præget af udviklingstanker. Universet har en udviklingshistorie, ligesom grundstofferne har det; Solsystemet har en begyndelse, før hvilken Solen og planeterne endnu ikke eksisterede; biologisk liv har ikke altid været til stede på Jordens overflade, arterne har deres udviklingshistorie, og menneskeslægten har sin. Ordet begyndelse er blevet en del af naturvidenskaben. Lidt forvirrende måske, fordi den naturvidenskabelige begrebsverden bag ordet begyndelse ikke nødvendigvis svarer til dagligdagens brug af det ord. Og slet ikke til ordene i en bibelsk skabelsesberetning. Når den naturvidenskabelige kosmologi i dag taler om Universets begyndelse (the big bang) og Universets alder, så er der ikke nogen skaber med i billedet.

Der er overvældende mængder af spor i moderne naturvidenskab, som gør, at vi må forkaste forestillingen om en uforanderlig omverden og acceptere, at vi lever i en natur, der hele tiden er i udvikling. Sporene af et univers og en natur i udvikling kommer fra astronomiske og astrofysiske observationer, udført med måleinstrumenter såvel på Jorden som i satellitter og rumskibe. Andre spor kommer fra studier af nedfaldne meteoritter, fra geologiske fund, fra studier af forstenede dyr og planter og fra indgående studier af nulevende dyre- og plantearter. Vor viden om den levende natur suppleres i dag af data fra molekylærbiologiens verden, som begynder at give os forståelse af de mekanismer på celleplan, der kan have haft betydning for den biologiske udvikling. En udvikling, vi gerne vil kunne følge fra de første primitive former af biologisk liv og frem til Homo sapiens, til mennesket med dets bevidsthedsliv, sådan som vi kender det her på planeten Jorden — en planet blandt andre planeter i et solsystem, der har sin plads i en galakse (Mælkevejen) blandt myriader af andre galakser.

Mange af de spor af Universets og livets udvikling, som forskerne diskuterer, er frugten af komplicerede målinger og højt udviklede teoridannelser. Kun få spor er umiddelbart tilgængelige for den, der kun har sine egne sanser at stole på. Men hist og her støder vi på iøjnefaldende vidnesbyrd, simple iagttagelser, som kan sætte tankerne i bevægelse — i retning af begyndelsen. Et eksempel er palæontologiens forsteninger, de aftryk, vi finder i naturen af forlængst uddøde planter og dyr, som giver øjebliksbilleder af Jordens biologiske liv langt tilbage i en fortid, som strækker sig hundreder af millioner år tilbage. Et andet eksempel på en elementær iagttagelse, der fortæller en historie, er nattehimlen en stjerneklar, måneløs nat. Kigger man i en retning langt fra Mælkevejens lysende bånd, og er man tilpas uforstyrret af menneskeskabt lys, kan man se stjernerne funkle på baggrund af en sort nattehimmel. Men hvorfor er den nattehimmel egentlig sort? Det kunne lyde som en trivialitet at tale om den sorte nattehimmel. Om natten ser vi jo væk fra Solen, mod den del af himlen, som Solen ikke oplyser. Så det er vel rimeligt, at nattehimlen er sort. Det er det faktisk ikke. Allerede i 1720 spekulerede den engelske astronom Edmund Halley over problemet, og i 1826 forsøgte den østrigske læge og astronom Heinrich Olbers at analysere sagen lidt mere grundigt. Han kom til det resultat, at nattehimlen burde være ganske lys. Olbers antog, naturligt for sin tid, at Universet er uendelig gammelt og uendelig udstrakt, og at det er opfyldt på ensartet måde af lysende genstande, stjerner, med lignende lysstyrke som vor sol. En simpel fysisk overvejelse fører på det grundlag til konklusionen, at nattehimlen bør være lysende. Hvor man end ser hen på himlen, vil der være fjerne stjerner, som giver lys på det valgte sted.

Mange af 1800-t.s astronomer prøvede at finde fejlen i Olbers' paradoks, men ingen af de antagelser, der dengang forekom fornuftige, kunne løse gåden. For eksempel hjælper det ikke at tage hensyn til tilstedeværelsen af tåger og støv mellem stjernerne. Den slags lysabsorberende stof vil nok svække lyset fra fjerne stjerner, men vil til gengæld selv blive opvarmet af stjernelyset og derefter selv udsende stråling, der vil ramme Jorden. Olbers' paradoks kan opløses ved en antagelse om, at vi lever i et statisk univers af endelig udstrækning. Men det var (og er stadigvæk) en kunstig antagelse, der ikke kan begrundes ud fra observationer. Man kunne også antage, at et statisk univers havde en endelig alder, T år. Eftersom lyset har en endelig udbredelseshastighed, vil der så kun kunne komme lys til os i dag fra stjerner, der ligger inden for afstanden T lysår fra Jorden. Antagelsen om et statisk univers af endelig alder svarer derfor til antagelsen om et statisk univers af endelig udstrækning, men heller ikke denne antagelse lader sig begrunde i observationer.

Olbers' paradoks lader sig altså ikke på rimelig måde forklare i et statisk univers, men det forholder sig anderledes i et univers i udvikling. Den amerikanske astronom Edwin Hubble påviste faktisk i 1929, at Universet udvider sig, og at udvidelsen er ensartet i alle retninger. Hubble kunne påvise, at fjerne galakser bevæger sig bort fra en jordisk iagttager med store hastigheder, og at hastigheden vokser proportionalt med afstanden til galaksen. Fænomenet røber sig, når man iagttager farvesammensætningen af galaksens lys i et spektroskop. Lyset viser sig at være farvemæssigt forskudt mod rødt, i forhold til det man forventer, dvs. mod lavere lysfrekvenser eller, hvad der er det samme, større lysbølgelængder. Denne rødforskydning er et fænomen, der svarer til den forskydning af tonehøjde, vi kender fra udrykningskøretøjer med horn, der fjerner sig fra os i stor fart. Tonen bliver dybere som tegn på, at lydsvingningerne når øret med lavere frekvens, svarende til større bølgelængde. Tilsvarende iagttager vi galakselys med lavere frekvens end den frekvens, hvormed lyset udsendes i galaksen.

Et par årtier efter Hubbles opdagelse af rødforskydningen og dermed af Universets udvidelse fremsatte den russisk-amerikanske fysiker George Gamow en dristig hypotese. Gamow foreslog, at Hubble-ekspansionen er fulgt efter en dramatisk og forholdsvis kortvarig fase af Universets udvikling, som ligger milliarder af år tilbage, et fænomen, der siden er blev døbt the big bang, 'det store brag'. Gamow forestillede sig en tilstandsfase med ekstremt høje temperaturer og ekstremt små dimensioner, en slags ildkugle, der markerede begyndelsen af vort nuværende univers. Denne hypotese er siden blev underbygget med detaljerede iagttagelser og målinger og er i dag stort set alment accepteret som den fysisk-matematiske model, der bedst forklarer observationerne. The big bang synes at ligge ca. 15 mia. år tilbage i tiden, en tidsangivelse der formodes at have en usikkerhed på nogle få milliarder år.

Universet synes altså at have en form for begyndelse og dermed en endelig alder, T år, idet der vel at mærke er tale om et univers i fortsat udvikling. Og argumentet ovenfor gælder jo stadig: Intet lys kan nå os fra afstande større end T lysår. Disse store afstande svarer til Universets tidligste fase, og længere ud (eller længere tilbage i tid) kan vi ikke se. Og så begynder det altså at blive mere forståeligt, at nattehimlen er så mørk.

En nærmere analyse af de fysiske forhold viser, at rødforskydningen i sig selv yderligere svækker nattehimlens baggrundslys. Det forekommer plausibelt, da forskydningen mod større bølgelængder betyder en forlængelse, en slags fortynding, af de udsendte bølgetog, som når os fra de fjerne galakser. Men argumentet er kompliceret, bl.a. fordi det menneskelige øje kun er lysfølsomt inden for et bestemt frekvensområde, og fordi lyset fra rummet skal igennem det filter, atmosfæren udgør, før det når øjet.

Forklaringen på den sorte nattehimmel er altså intimt knyttet til moderne forestillinger om en universel begyndelse, om et nulpunkt for fysikkens tidsakse. Tingene passer godt sammen, men et gran af salt må der med. Naturvidenskabens forestillinger om Universets udvikling står og falder med vore iagttagelser. Big bang-hypotesen giver en sammenhængende, fysisk-matematisk beskrivelse af en stor samling iagttagelser, men den kan ikke gøre krav på at være den eneste mulige teori for Universets udvikling. Alternative hypoteser har været opstillet, men de støder på vanskeligheder, der gør dem mindre attraktive. Fremtidige observationer kan tænkes at ville påvirke eller helt ændre vor opfattelse. Det skal i så fald være sikre data, som på afgørende måde kommer i konflikt med big bang-billedet. Noget sådant er før set i videnskabens historie. Men hypotesen om big bang står i dag så stærkt og er så velunderbygget, at der skal argumenteres med vægt for at rokke ved grundidéen.

Med ovenstående forbehold kan der i dag tegnes forholdsvis konkrete billeder af en række tidlige faser i Universets udvikling, med ekstremt høje temperaturer eller, hvad der er det samme, ekstremt høje energier. I disse faser var Universet endnu af ganske beskeden udstrækning, samtidig med at koncentrationen af stråling og stof var høj. De forskellige elementarpartiklers opførsel ved høje energier bliver dermed et hovedpunkt i beskrivelsen. Og således bliver den moderne, naturvidenskabelige kosmologi vævet tæt sammen med den såkaldte højenergifysik, eller elementarpartikelfysik. Og elementarpartikelfysikken har gennemgået en rivende udvikling i de sidste årtier. Fra den kant har man nu en omfattende beskrivelse af elementarpartiklernes egenskaber i et energiområde op til ca. 100 GeV.

Udrustet med den viden, vi har fra højenergifysikken, kan man beskrive Universets udvikling ret håndfast, dog ikke helt fra tidens begyndelse, T=0, men efter et tidsforløb af størrelsesordenen 10^-12 sekund og fremefter (10^-12 = 0,1). Det gennemgående træk er, at temperaturen hele tiden falder drastisk både inden for det første sekund, inden for de første minutter, inden for de første år og videre frem. Samtidig gennemløber Universet nye faser (epoker) med blandinger af stråling og stof, hvor først forskellige elementarpartikler, siden hele galakser, kommer til verden.

Men big bang-hypotesen rejser rigtignok spørgsmål, som ikke uden videre lader sig besvare. Hypotesen indeholder et nulpunkt for den fysiske tidsakse, men hvad skete der før tiden nul? Hvad er naturen af selve det enestående fænomen i vor fysiske beskrivelse, som big bang indebærer?

Den hellige Augustin tillægges det udsagn, at der fandtes et helvede, før Gud skabte verden. Og at det helvede netop var beregnet for de kættere, der stillede spørgsmål om, hvad der egentlig kom før. Så nemt slipper fysikerne ikke om ved det. Men ordet begyndelse kan give forstyrrende associationer til dagligdagens (eller Bibelens) brug af ordet. De associationer er der ikke nødvendigvis altid dækning for i fysikken. Måske vil det forekomme mindre gådefuldt at beskrive Universets tidlige udvikling som en serie fysiske faseovergange, i lighed med de faseovergange, som kendes fra fysiske systemer, der består af blandinger af vand, is og vanddamp. Ud fra velkendte naturlove kan man her nøjagtigt beskrive fx omdannelsen af vand til is ved et bestemt damptryk i nærheden af frysepunktet. Analogt kan man beskrive fx omdannelser af energi til elementarpartikler i Universets tidlige epoker som faseovergange, og fysikerne må så nøgternt indskrænke sig til at beskrive de faseovergange, som kan forbindes med rimeligt veletablerede observationer. Det betyder, at de tidligste epoker, før 10^-12 sekund, i Universets udvikling i realiteten i dag unddrager sig fysisk beskrivelse, eller at de kun kan beskrives i spekulative vendinger.

Skal man angive et tidspunkt og en længde, hvor vore dages fysiske beskrivelse ganske bryder sammen, så kan man bruge den såkaldte Planck-tid og den tilhørende Planck-længde som mål. Planck-tiden er ca. 10^-43 s og Planck-længden er ca. 10^-33 cm. På så korte afstande må tyngdekraften beskrives kvantemekanisk, og det har vore dages fysik ikke noget redskab til. Men også videre frem, i det lille, men væsentlige, tidsinterval fra Planck-tiden og frem til 10^-12 s, er moderne fysik uden rigtig sikre empiriske holdepunkter. Først derefter kan beretningen om Universets udvikling baseres på hårde kendsgerninger. Efter 10^-12 s er der tale om så "lave" temperaturer, dvs. så forholdsvis moderate energier pr. elementarpartikel, at man kan studere fænomenerne i store acceleratorlaboratorier, som fx CERN i Genève. Og et sekund eller to, for ikke at sige år eller milliarder af år efter T=0, bliver beskrivelsen ganske håndfast.

Livet, som vi kender det her på Jorden, er betinget af mange omstændigheder, der kan forekomme at være tilfældigheder. Fx er liv jo knyttet til stof i passende mængder og passende tætheder. Men på forhånd forekommer det ikke oplagt, at big bang-fænomenet skulle føre til andet end et univers med jævnt fortyndet stof, en ganske tynd suppe uden boller, med alt for lav stoftæthed til noget steds at skabe liv. Hvad er da forklaringen på, at Universet har struktur, at det består af store områder med ganske lav stoftæthed, suppleret med tunge stofansamlinger, galakser, der er uensartet fordelt i rummet. En af galakserne indeholder Solen og Jorden, men hvornår og hvordan blev Mælkevejssystemet dannet?

Galaksernes dannelse og galaksernes rumlige fordeling er centrale emner i moderne, naturvidenskabelig kosmologi. Muligvis er de første anlæg til galaksedannelsen at finde helt tilbage i begyndelsen, i de epoker af Universets udvikling, som vi endnu kun har dunkle forestillinger om. Måske er kimen til den ujævne galaksefordeling knyttet til en tilfældighed af typen kvantefluktuation, måske til en mere "deterministisk" tilfældighed, som den der nu studeres i de såkaldte ulineære kaosfænomener i fysikken. Den sidstnævnte type tilfældigheder har at gøre med fysiske systemer, hvis funktion nok beror på deterministiske naturlove (som fx Newtons love), men som er ekstremt følsomme over for selv ganske små ændringer af systemets startbetingelser. Egentlig mener man med ordet deterministisk, at en gentagelse af et forsøg ud fra eksakt samme startposition skal give samme slutresultat. Men i virkelighedens verden kan man sjældent gentage en startposition helt nøjagtigt, og har man at gøre med et ekstremt følsomt system, kan man i praksis ikke forudsige systemets udvikling; fænomenerne får et tilfældighedens præg. Denne form for tilfældighed må ikke forveksles med begrebet kvantemekaniske fluktuationer, et fænomen der er knyttet til de berømte heisenbergske ubestemthedsrelationer. Ordet tilfældighed har således mere end en enkelt betydning i moderne fysik.

I begyndelsen blev grunden lagt til en rumstruktur med galakser, i et spil mellem tilfældighed og nødvendighed. Og i galakser med sole og planeter kan der opstå liv. Måske skyldes de første trin af livets opståen på Jorden også en tilfældighed i den forstand, at de første RNA-molekyler, livets molekylære byggesten og forløberne for DNA, kan være dannet tilfældigt. Men den videre udvikling af liv fra encellede organismer og op til mennesket kan derefter meget vel have haft nødvendighedens natur. Det er interessant, at der er konstateret springvise fænomener i denne udviklingshistorie, idet et stort antal arter i korte perioder enten breder sig hastigt eller helt udslettes; dinosaurerne er et velkendt eksempel. Mange slags forklaringer er foreslået på disse dramatiske spring i livets udviklingsforløb: tilfældige begivenheder i det ydre miljø, som fx katastrofer efter store nedslag af meteorer, store vulkanudbrud eller forskydninger i havoverfladen. Hvis derimod springene i udviklingen skyldes indbyggede egenskaber ved den genetiske mutationsmekanisme, der ligger bag arternes udvikling, så må man snarere benytte ordet nødvendighed.

Men måske skal man gå til fysikerne for at finde en del af forklaringen på de dramatiske spring i arternes udviklingshistorie. Fysikerne har deterministiske modeller, der både kan være kaotiske og på randen af kaos. Hvis man accepterer sådanne modeller som forklaring eller delforklaring på springene i udviklingen, så vil man altså også kunne tale om en slags deterministisk tilfældighed for så vidt angår livets historie her på Jorden. Så forskellige ellers galaksernes historie og livets historie kan siges at være, så styredes de måske af tilsvarende mekanismer.

Nøglen til naturvidenskabens forståelse af begyndelse er iagttagelse. Den sorte nattehimmel og de fossile fund er blot illustrative eksempler i en overvældende samling mere komplicerede iagttagelser. Naturvidenskabens hypoteser om og modeller af begyndelsen må bestandig konfronteres med de empiriske data. Men helt vil man næppe nogensinde kunne frigøre sig fra antagelser, der ikke lader sig afprøve. Fysikerne går ud fra, at nogle grundlæggende naturkonstanter, bl.a. lyshastigheden og Plancks konstant, var af samme størrelse i Universets tidligste faser, som de nu kan måles til. Man må også antage, at de tidlige epoker og de fjerne dele af Universet var — og er — behersket af de samme grundlæggende vekselvirkninger og kræfter som dem, vi iagttager her og nu. Hvis vi gav slip på dette begrebsapparat, ville naturvidenskabens forestilling om begyndelsen ende i ren spekulation.

De tidlige kulturfolk lavede myterne, når erfaringsmaterialet "slap op", når de søgte en forklaring bag ved de fænomener, som umiddelbart kunne iagttages.

I et moderne naturvidenskabeligt verdensbillede har iagttagelse en langt mere vidtrækkende betydning end det umiddelbart synlige, og man kan danne sig konsistente billeder (teorier, hypoteser, ofte formuleret i et abstrakt sprog), som svarer til disse iagttagelser. Men når grænsen for iagttagelse nås, fx tidsmæssigt eller fordi der kræves meget høje energier, vil naturvidenskabsmanden undertiden stadig gøre antagelser og opstille teorier, og da er forskellen til de såkaldt primitive kulturer eller til filosofi/teologi principielt ikke stor. Grænsen mellem den præcise iagttagelses fortolkning og teoridannelse er blot flyttet.

Alligevel repræsenterer de mytologiske og religiøse opfattelser af fænomenet begyndelse og de naturvidenskabelige forklaringsforsøg principielt forskellige tankemåder i forhold til naturen og dermed til tilværelsen. Tankemæssigt er de uforenelige erkendelser.

Og dog vil de kunne rummes inden for samme bevidsthed, ligesom også kunsten, som hverken er ren myte eller videnskab, trækker på både fantasi og viden og er en uundværlig erkendelsesform.

• skabelse
• kosmogoni