ballet

Le Ballet comique de la reine, opført i 1581 i Sal du Bourbon på Louvre, Paris, markerer ballettens begyndelse. Den var skabt af italieneren Balthazar Beaujoyeux på Katarina Medicis anmodning i anledning af et fyrstebryllup i den kongelige familie. Pragten, magten og styrken ved det franske hof skulle spejles i ballettens verden. Det var politisk teater, men også et forsøg på at skabe et værk, der fremtrådte som en dramatisk helhed. Balletten varede i seks timer og handlede om troldkvinden Kirke, som må bøje sig for kongen af Frankrig. Forrest i billedet ses den kongelige familie.

Musée et Bibliotheque de L'Opera de Paris.

Licens: Begrænset anvendelse

Den amerikanske danser Alexei Orohovsky under Helsinki International Ballet Competition, 2022.

Alexei Orohovsky

Af Kimmo Brandt/EPA/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Fredbjørn Bjørnsson skabte i 1969 ballethistorie med sin fremstilling af den generte trold Viderik i Bournonvilles *Et Folkesagn*. I samme forestilling fik Sorella Englund sit gennembrud som Hilda, pigen fra herregården, der som barn blev stjålet og voksede op hos troldene.

John R. Johnsen.

Licens: Begrænset anvendelse

Scene fra Flemming Flindts *Dødens Triumf* med musik af Thomas Koppel. Premieren fandt sted på tv i 1971. Året efter blev dansedramaet overført til Det Kongelige Teater, hvor det skabte sensation med sin hudløse ekspressivitet og nogle få nøgenscener. Billedet fra tv-versionen viser scenen "Det isolerede hus", hvor husets herre for at undgå døden lader sig oversprøjte med desinficerende væsker.

John R. Johnsen.

Licens: Begrænset anvendelse

Ballet er en vestlig scenedans, hvis teknik bygger på den klassiske skole, la danse d'école, men betegnelsen bruges også om værker og kompagnier. På grund af Den Kongelige Ballets stærke position i Danmark har ballet indtil 1970'erne været overbegreb for al scenedans herhjemme. I engelsktalende lande skelnes skarpere mellem ballet, hvor tåspidsdansen er et vigtigt virkemiddel, og 1900-tallets modern dance eller contemporary dance.

Faktaboks

Etymologi: Ordet ballet kommer af fransk ballet, af italiensk balletto, diminutiv af ballo 'dans'.

Ballet har rod i renæssancens Italien, hvor dans indgik som en forlystelse ved de små fyrstehoffer. Da Karl 8. af Frankrig i 1494 gik over Alperne for at gøre krav på Neapels trone, blev kongen og hans adelsmænd overraskede over den rige dansekultur, de mødte. Ingen fest, intet skuespil, ingen musik på scenen uden dans.

Franskmændene importerede omgående moden, og det blev ved det franske hof, at kunstarten foldede sig ud i en sådan grad, at ballettens sprog blev fransk.

August Bournonvilles første ballet over et historisk dansk emne var Valdemar, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1835. Billedet, der er fremstillet som en blanding af fotografi og maleri, viser en scene fra første akt. Det stammer fra *Minder fra Theaterverdenen*, udgivet 1881-1883 af August Westrup og Ernst Bojesen.

Det Kongelige Bibliotek.

Licens: Begrænset anvendelse

August Bournonvilles romantiske ballet *Napoli* er nærmest blevet synonym med Den Kongelige Ballet. Den er opført mere end 700 gange siden premieren i 1842; desuden gives tredjeakten som løsrevet divertissement. Silja Schandorff og Lise Stripp i tredjeaktens *pas de six*. Fotografi fra begyndelsen af 1990'erne.

John R. Johnsen.

Licens: Begrænset anvendelse

De fem positioner.

Ukendt.

Licens: Begrænset anvendelse

Hofballet

Dans kom på mode overalt i Europa, hvor fyrstehofferne i 1600-tallet kastede sig ud i danse som pavane, gaillarde og sarabande. Ballet er en europæisk kunstart, og et første højdepunkt blev nået i Frankrig under Ludvig 13. og Ludvig 14., som begge var ivrige dansere: Balletten var i bogstavelig forstand en kunstart med den enevældige monark i centrum.

Professionelle mandsdansere dukkede lidt efter lidt op til partier, som krævede større teknisk kunnen, og efterhånden bevægede balletten sig fra hoffets balsal op på teaterscenen. De fem positioner, der danner grundlaget for den klassiske ballets teknik, blev fastlagt omkring 1650. I 1661 oprettede Ludvig 14. L'Académie royale de danse. Det fik ingen stor betydning, men det gjorde derimod L'Académie royale de musique fra 1669, som blev til Pariseroperaen.

I 1600-tallet fremstod ballet endnu ikke som en kunstform i sig selv. Forestillingerne var sammensat af dans, deklamation, sang og musik, ofte i en meget løs sammenkædning kaldet ballet d'entrée.

I 1681 dukkede den første professionelle ballerina, Mademoiselle Lafontaine, op i Pierre Beauchamps og komponisten, Ludvig 14.s musikdirektør, Jean Baptiste Lullys Le Triomphe de l'Amour. Men mandsdanseren var stadig dominerende og central helt frem til romantikken i 1800-tallet.

Andre lande tog bestik af Frankrig. Sverige fik fx en blomstrende hofballet under dronning Kristina, og i Danmark blomstrede den første danske hofballet på slottet hos Frederik 3., hvis dronning, Sophie Amalie, var balletentusiast.

En selvstændig kunstart

I 1700-tallet blev balletten en selvstændig kunstart med koreografen som den centrale person; teaterdansen fjernede sig mere og mere fra selskabsdansen. De tider var forbi, da enhver med ynde og gratie kunne gøre sig gældende. Ballet blev en profession, som krævede uddannelse, og til det formål blev balletskolen ved Pariseroperaen grundlagt i 1713, efterfulgt af skoler i Skt. Petersborg i 1738 og i København i 1771.

I 1717 opførtes på Drury Lane i London The Loves of Mars and Venus af John Weaver (1673-1760). Det var den første ballet, der udelukkende var baseret på mime og bevægelse uden ord og sang til at fortælle handlingen, og genren kaldtes ballet d'action (handlingsballet). Periodens teoretikere forsøgte at få kunstarten anerkendt på linje med maleri, skuespil, litteratur og musik med krav om, at ballet skulle formidle dybe tanker og følelser. Målet var det store drama: ballet skulle være mere end øjenforlystelse og underholdning. Italieneren Gaspero Angiolini (1731-1803) og franskmanden Jean-Georges Noverre var to af tidens kendte koreografer og teoretikere. Sidstnævnte skrev periodens centrale danseteoretiske værk Lettres sur la danse (1760).

I tiden omkring Den Franske Revolution forlod balletten de klassiske mytologiske emner for at beskæftige sig med personer fra dagligdagen. Et eksempel er Jean Daubervals (1742-1806) La Fille mal gardée fra 1789. Maskerne, som danserne ofte bar, var omkring 1770 definitivt forsvundet, og de lettere kostumer gav en ny frihed i bevægelsen. Det var også nødvendigt, når det drejede sig om 1700-tallets nye tekniske landvinding, pirouetten.

Den romantiske ballet

I 1800-tallet trådte balletten ind i rækken af kunstarter, som forløste romantikkens idéer og tanker. Gennembruddet kom med Sylfiden i Paris i 1832, og klimaks blev nået med Giselle i 1841. Danmark blev et centralt balletland under August Bournonville, hvis værker har sikret den danske ballet en fornem placering i international sammenhæng helt til i dag.

I 1800-tallets anden halvdel blev også Rusland et væsentligt centrum med den franskfødte Marius Petipa og den russiske Lev Ivanov. Hver for sig og sammen skabte de to dansere og koreografer en række værker, der stadig tilhører det levende klassiske repertoire med titler som Don Quixote (1869), La Bayadère (1877), Tornerose (1890), Nøddeknækkeren (1892) og Svanesøen (1895).

I den romantiske periode blev den klassiske ballets grundbegreber endeligt fastlagt, først og fremmest af den italienske danser, koreograf, lærer og teoretiker Carlo Blasis (1797-1878). I 1837 blev han chef for balletakademiet ved La Scala i Milano, men allerede i 1820 publicerede han Traité élementaire, théorique et pratique de l'art de la danse. Balletten bevægede sig mere end nogensinde mod en æstetik, hvor lethed er alfa og omega. Ballerinaer på tå var en sensation i 1800-tallets første halvdel. De løftede sig blidt, syntes knap at stå på jorden og blev sylfider, wilier eller najader. De blev symboler på menneskets længsler og drømme. Uden for Danmark og Rusland endte balletten omkring år 1900 i tomt virtuoseri og underholdning.

1900-tallets ballet

Først med Sergej Diaghilev og hans Les Ballets Russes (med hjemsted i Frankrig) 1909-1929 fik kunstarten en tiltrængt tilførsel af vitalitet, og et forbløffet Europa og Amerika opdagede, hvad den rummede af udtryksmuligheder. Balletten blev en del af tidens avantgarde. Balletpublikum kunne få en dyb, farverig og sensuel oplevelse, der chokerede ved ny musik, ny scenografi og ny dansekunst i værker som Ildfuglen, Le Sacre du printemps og Petrusjka.

Til balletterne præsenterede Diaghilev ny musik af komponister som Igor Stravinsky, Erik Satie og Francis Poulenc og nye scenografier af billedkunstnere som Léon Bakst, Pablo Picasso, Georges Braque, Joan Miró og Henri Matisse. Hans koreografer var Mikhail Fokin, Vaslav Nijinskij (som også var truppens førstedanser), Léonide Massine, Bronislava Nijinska og George Balanchine, og blandt hans store dansere var Tamara Karsavina, Anna Pavlova, Anton Dolin og Serge Lifar. Diaghilev prægede den række af dansere og koreografer, der i de følgende 50 år skulle forny balletten i Europa og USA.

I 1900-tallet var ballet ikke mere kun en europæisk kunst. Amerika, der i 1800-tallet fik besøg af europæiske balletstjerner, gav sit selvstændige bidrag til videreudviklingen af den klassiske ballet fra Cuba med Alicia Alonso til Canada med The National Ballet i Toronto. Først og fremmest er New York blevet central for dansens udvikling, og George Balanchines værker står som et fuldgyldigt udtryk for en moderne balletkultur med rod i den klassiske teknik.

Den ny dans og balletten

I første halvdel af 1900-tallet herskede et modsætningsforhold mellem ballet og modern dance, som dukkede op med Isadora Duncan og Martha Graham. Senere hentede de to danseformer ofte inspiration fra hinanden.

Siden 1970 har den ny dans (samlebetegnelsen for modern dance, post-modern dance og contemporary dance) placeret sig stadig stærkere i Danmark, og i 1990'erne skelnedes derfor mellem ballet med brug af den klassiske teknik, og ny dans, bygget på teknikker skabt af fx Martha Graham og Merce Cunningham. En ophævelse af den strenge genreadskillelse oplevedes i stigende grad i begyndelsen af 00'erne, hvor kun få koreografer arbejdede i ren klassisk stil.

Moderne dansekompagnier bruger klassisk teknik i træningen, og klassiske balletkompagnier som Den Kongelige Ballet og Pariseroperaen er åbne over for et repertoire, der henter inspiration fra den ny dans. Svenskeren Mats Ek sætter således sine værker, der i høj grad bryder med den klassiske balletæstetik, op med klassiske kompagnier, der også danser værker af den amerikansk-tyske koreograf William Forsythe. Han er klassisk uddannet og bruger klassisk trinsprog, samtidig med at han i sine værker arbejder sig væk fra harmoni-idealet hos den klassiske ballet mod en dekonstrueret, ofte kaotisk dansevirkelighed, hvor selve bevægelsen er meningen.

Ballet, der oprindelig var en hofkunst, overlevede både revolutioner og systemskift, fordi den i sig har almene skønhedsværdier, og fordi dans er en almenmenneskelig udtryksform. Kongers og kejseres kunst gennem århundreder blev i Bournonvilles København borgerskabets kunst og kan i dag være kunst for alle, fordi spektret er så bredt: fra det politisk provokerende og engagerede hos Birgit Cullberg, Mats Ek eller Christopher Bruce til dansens abstrakte leg med kroppens linjer hos George Balanchine. John Neumeier bruger ballet til at udtrykke indre erkendelsesforløb, mens Maurice Béjart troede på dansen som udtryk for livets inderste kerne.