ballade (genre)

Litterært var balladen oprindelig et kort, lyrisk digt, i reglen af erotisk indhold, som blev sunget til dans, som digtform kendt siden 1200-t. i de romanske lande og benyttet af fx Dante Alghieri og Francesco Petrarca.

I engelsksprogede lande (ballad) og i stigende grad i de nordiske lande (middelalderballade) bliver betegnelsen også brugt om den anonyme, episke folkevise. Den modstilles da kunstballaden, hvis forfatter er kendt. I alle tilfælde er det en sangbar digtform.

I 1300- og 1400-t. dyrkedes balladen ivrigt i Frankrig i en meget fast og kunstfærdig tre- til femstrofet form med refræn, påvirket af den provencalske trubadurdigtning.

Den forædledes frem for alt af Jacques Villon, hvis mest kendte digt er en ballade med refrænet: "Men hvor er den sne, der faldt i fjor?" I England bruges ballade såvel om de skotske og engelske folkeviser (fx The Ballad of Chevy Chase) som om enkle viser fx indlagt i Shakespeares skuespil.

I 1700-t. søges navnlig folkeviserne genoplivet. Det tidligste eksempel er Lady Wardlaws Hardyknute (1719) med dansk motiv og bevidst efterligning af middelalderens folkevise. Andre benyttede snarere den yngre og langt mere populære skillingsvise som forbillede.

Først i førromantikken oplevede balladen med udgangspunkt i Percys udgave af engelsk folkedigtning (1765) især i Tyskland en blomstring som et fortællende digt, ofte af betragtelig længde. Oprindelig benyttedes også her folkevisen som forlæg, men i stigende grad bliver handlingen, der ofte bygger på sagnmotiver, fx menneskets sammenstød med mytiske væsner, sekundær og ofte springende og tjener mest til at belære.

Således hos Johann Wolfgang Goethe og Friedrich Schiller, hvor balladen nåede sit kunstneriske højdepunkt ("balladeåret" 1797). Elementer af skrækromantik kunne også indgå som yndede virkemidler, fx gengangere og dystre kirkegårdsscenerier. Denne genre kulminerede i Tyskland med Gottfried August Bürger ("Lenore" 1773); i Danmark dyrkedes den af Staffeldt og Bernhard Severin Ingemann.

Gennem hele 1800-t. var balladen uhyre populær. I England dyrkedes den lige fra William Wordsworth og Samuel Coleridge til Oscar Wilde og i Tyskland fra Heinrich Heine og Ludwig Uhland frem til Bertolt Brecht og protestsangeren Wolf Biermann. I modsætning til romantikkens hyppige henlæggelse af miljøet til middelalderen og brug af historiske, gerne nordiske, motiver har Biermann givet balladen en socialkritisk og politisk dimension.

Balladens storhedstid i Danmark faldt under romantikken (Adam Oehlenschläger, Grundtvig, P.M. Møller), og genren genoptoges mere eller mindre pasticheagtigt i 1890'erne ligesom i Sverige (Oscar Ivar Levertin, Gustav Fröding).

Som i Tyskland benyttes betegnelsen ofte i flæng med romancen, men i modsætning til denne bredere, mere episke genre skal den danske ballade forstås som en lyrisk digtning i ensbyggede eller varierende strofer.

Den hviler på et ydre, ofte dramatisk handlings- eller skæbneforløb, hvis funktion det er at udløse en bestemt stemning. Der tilstræbes gerne en vis folkelighed, til dels gennem en bevidst efterligning af skillingsvisen ved at bruge jævne ord, markant rytme og simpel sætningskonstruktion.

Musikalsk var balladen oprindelig en strofisk refrænform, udført solistisk med koromkvæd og som regel i tilknytning til balladedans (se folkevise). Den indgik som en central del af trubadurernes og trouvèrernes repertoire. I 1300-t.s flerstemmige franske ars nova var balladen en regulær kunstsang for solostemme med instrumentalledsagelse (fx hos Guillaume de Machaut) og formen helt fastlagt: a a b C (hvor C er omkvæd).

Den vigtigste ballade ved siden af den franske var i 1300-t. den italienske ballata. Inden for folkemusikforskning har begrebet ballade eller balladesang siden anden halvdel af 1900-t. i stigende grad erstattet den ældre betegnelse folkevise.

Med det fortællende digt som tekstgrundlag optræder balladen atter fra anden halvdel af 1700-t., dog uden forbindelse med den tidligere ballade og nu oftest udformet som en gennemkomponeret eller strofisk varieret solosang med klaverledsagelse.

Johann Rudolph Zumsteeg, Franz Schubert (Erlkönig) og Carl Loewe er vigtige repræsentanter. Sideløbende hermed udvikledes i 1800-t. en mere kantateagtig ballade for stor besætning med soli, kor og orkester, fx Niels W. Gades Elverskud med tekst af Chr. K.F. Molbech.

Endelig opstår i romantikken også en ren instrumental ballade, der er et friere karakterstykke i én sats, oftest for klaver (Frédéric Chopin, Johannes Brahms o.a.).

I jazz og populærmusik betegner ballade et romantisk nummer i langsomt tempo som fx jazz-numrene Star Dust (1929) og Body and Soul (1930) eller Roxette-sangen It Must Have Been Love (1990).