Astrofysik er den fysiske beskrivelse af astronomiske objekter og fænomener. Dermed omfatter astrofysikken bl.a. udforskning af Solsystemet, stjerner, Mælkevejssystemet og andre galakser, galaksehobe og kosmologi.

Faktaboks

Etymologi

Astro kommer af det græske astron, 'stjerne'. Astrofysik betyder således 'stjernernes fysik'.

Observationel astrofysik

Den observationelle astrofysik studerer den elektromagnetiske stråling fra langbølget radiostråling over infrarødt, synligt og ultraviolet lys til kortbølget røntgen- og gammastråling udsendt fra astronomiske objekter.

Bl.a. ved hjælp af spektroskopi kan man heraf udlede information om objekternes fysiske og kemiske egenskaber, såsom temperatur, tryk, overfladegravitation, magnetfelt, kemisk sammensætning, rotation samt bevægelse mod eller bort fra os.

Siden 1970'erne har man endvidere kunnet observere elementarpartikler i form af neutrinoer fra Solen og siden 1987 fra supernovaeksplosioner. Dette giver ligesom kosmisk stråling, meteoritter og prøvetagning fra rumsonder i vort eget solsystem yderligere information.

Teoretisk astrofysik

Den teoretiske astrofysik indpasser de indhentede informationer i matematisk-fysiske modeller. Herigennem søger man at forklare objekternes egenskaber, struktur, dannelse og udvikling. Derved opstår der forudsigelser, som kan testes ved yderligere observationer.

En gren af moderne fysik

Hvor astronomien tidligere i udstrakt grad var en beskrivende videnskab med beregningsmæssige opgaver knyttet til kalendervæsen og navigation, er de fleste nutidige astronomer beskæftiget med astrofysik.

Astrofysikken er en vigtig gren af den moderne fysik, der dels benytter resultater fra alle fysikkens øvrige discipliner til at forklare astronomiske data, dels kan bidrage til afprøvning af fysiske teorier under ekstreme forhold, som ikke kan præsteres i laboratorier.

Afprøvning af fysiske teorier

Fx findes stof med massefylde på 1015 g/cm3 (tættere end atomkerner) i det indre af neutronstjerner, mens Universets gennemsnitlige massefylde (ca. 10-30 g/cm3) er mange størrelsesordener mindre end det tyndeste vakuum i jordiske laboratorier.

Temperaturerne strækker sig fra nær det absolutte nulpunkt — den kosmiske baggrundsstråling har en temperatur på blot 2,74 K — over millioner af grader i stjerners indre til i bogstavelig forstand uendelig temperatur under big bang.

Lignende variationer forekommer i andre fysiske parametre, så de fysiske love bliver afprøvet under ekstreme omstændigheder, hvorved ny erkendelse ofte kan opnås.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig