artrose

Almindelig brug af led giver ikke artrose, men hvis leddet belastes usædvanligt i længere tid, kan det medføre artrose. Det ses fx i knæled, hvor en menisk er fjernet. En menisk fordeler belastningen i knæleddet og aflaster derved ledbrusken. Når en menisk mangler, er der stor risiko for tidlig udvikling af artrose. Et andet eksempel er knoglebrud, hvor bruddet går ind i leddet. Her vil de to ledflader efterfølgende ofte passe dårligere sammen end før, og dette øger risikoen for artrose. Samme mekaniske ligger til grund for hofteartrose ved medfødt hofteskred.

Andre ledsygdomme, som skader et led, kan give en artroselignende tilstand. Et eksempler er leddegigt (reumatoid artrit), hvor inflammation skader leddet. Et andet eksempel er infektion i leddet (septisk artrit), hvor bakterier i ledvæsken forbruger ilten, hvorved brusken mister sin iltforsyning, som i kombination med giftige bakterieprodukter ødelægger brusken – hvilket kan ske i løbet af få dage.

Det er en vis arvelig komponent i artrose, særligt ved udbredt artrose i hænderne (polyartrose), som er særligt hyppigt hos kvinder.

Overvægt disponerer for artrose, især i knæled, men også i fingre.

Den tidligste forandring, som er mulig at se på et røntgenbillede, er reduceret ledspalte på grund af tyndere ledbrusk. Andre typiske røntgenfund er knoglepålejringer (osteofytter) i kanten af ledfladerne. Der er ikke altid tydelig sammenhæng mellem gener og røntgenfund. Nogle gange kan røntgenfundene være relativt udtalte uden, at der er stærke symptomer. Det modsatte sker ved moderate røntgenfund kombineret med store gener. I startfasen behøver røntgenbillederne ikke at vise forandringer.

Artrose er en lokal ledsygdom, som ikke direkte påvirker almen tilstanden, men smerter og funktionsproblemer kan være betydelige og reducere livskvaliteten.

Fysisk behandling er vigtig for at styrke muskler, forbedre bevægelighed og mindske fejlstillinger. Denne type behandling bør ledes af en fysioterapeut, som også giver oplæring i egenbehandling. Det er vigtigt at bruge leddene, men samtidig undgå overbelastning, og det er derfor bedre at motionere på blødt underlag end på asfalt, og at bruge godt fodtøj med bløde såler, og evt. at lave øvelser i vandbassin.

Tekniske hjælpemidler, fx en stok eller albuestok, kan reducere belastningen på ledbrusken hos nogle personer, der har artrose i knæ og hofteled.

Lægemidler bruges for at reducere smerter og stivhed og forbedre funktion. Paracetamol bruges som første valg, og hvis paracetamol ikke har tilstrækkelig effekt, kan ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID) forsøges under forudsætning af, at personen ikke har sygdomme, der øger risikoen for bivirkninger af sådanne midler, fx tidligere mavesår, hjertesvigt, nedsat nyrefunktion, forhøjet blodtryk. Personen kan selv mærke, om lægemidlerne har effekt, og af og til kan der tages behandlingspauser for at se, om midlerne virkelig hjælper på symptomer og funktion. Kortisontabletter bruges ikke i artrosebehandling.

Normalt vil artroseforandringerne øges over tid. Ved forværring må man justere behandlingsplanen efter symptomerne. Hvis generne ikke kan lindres med medicin, kan kirurgi blive aktuelt, eventuelt med indsættelse af ledprotese.

Ved overvægt kan vægtreduktion reducere artrosegener i knæ og hofter.

Der foregår meget forskning for at påvise årsager til ændringerne i bruskens elasticitet og sammensætning. Ved leddegigt findes der lægemidler, der kan påvirke selve sygdomsudviklingen og skaden på knogle og brusk, og der ledes efter tilsvarende behandlingsprincipper ved artrose.

Hofteledsartrose (coxartrose) giver ofte startsmerter, når personen begynder at gå efter at have ligget eller siddet stille. Smerterne føles ofte stærkest i lysken og stråler ned på indersiden eller forsiden af låret og ned mod knæet. Der udvikler sig efterhånden bevægelsesindskrænkninger i hofteleddet. Fejlstillinger kan udvikles, og leddet kan stivne i bøjet stilling. Kirurgisk behandling med halv- eller helprotese (ledprotese) har oftest god effekt, ofte med langvarig genvunden funktion (95 procent intakte hofteproteser efter ti år).

Knæledsartrose (gonartrose) rammer kvinder noget hyppigere end mænd. Overvægtige er disponerede. Gangsmerter er et hovedproblem, og disse er værst, når personen starter at gå, og når personen går nedad. Fejlstillinger kan udvikle sig og hjulbenethed er ikke ualmindeligt. Forskellige kirurgiske indgreb kan blive aktuelle, som ledprotese eller frisering af ledflader (debridement) via artroskop, som er en kikkert, der anvendes til led.

Håndartrose er en variant af artrose, hvor fingrenes mellemled, yderled og eventuelt tommelens rodled er påvirket.

Det er hyppigst fingrenes yderled, der bliver fortykkede, og der kan efterhånden komme udtalte fejlstillinger. Tilstanden er ofte mest smertefuld i begyndelsen, med røde og ømme led, der indeholder tyktflydende væske. Disse kaldes Heberdenske knuder. De rammer fortrinsvis kvinder, og der er en ophobning i enkelte familier. Blodforsyningen til leddene er nedsat, og gener forværres i kulde. Der kan være en vis morgenstivhed, og det hjælper at blødgøre fingrene i varmt vand eller i varm sand. Tilstanden har ikke noget med leddegigt at gøre. Nogle synes, det er meget skæmmende at have Heberdenske knuder, men det anbefales ikke operation.

Tilsvarende forandringer kan komme i fingrenes mellemled og kaldes da Bouchards knuder. Mennesker med artrose i disse fingerled kan få svaghed i grebet, problemer med at knytte fingrene ind i håndfladerne og vanskeligheder med finere fingerbevægelser.

Tommelens rodled er særligt udsat for artrose, som kan være meget generende og hæmme grebsfunktionen. Injektioner med kortison i dette led kan give god effekt, men det kan også blive aktuelt med operation i form af afstivning eller protese.

I fødderne kan artrose i storetåens grundled føre til stivhed i leddet (hallux rigidus) eller en skævhed i storetåen (hallux valgus) og andre foddeformiteter.

I ankelleddet forekommer artrose sjældent.