aramæisk

Aramæisk er sammen med hebraisk det bedst dokumenterede sprog inden for nordvestsemitisk, og disse to sprog er også de eneste sprog i denne gruppe, der tales i moderne tid – men mens hebraisk først i moderne tid er blevet genoplivet som talesprog, må aramæisk være blevet talt kontinuerligt siden oldtiden. Aramæisk er dermed det semitiske sprog, der har den længste ubrudte historie, idet andre semitiske sprog som akkadisk eller ugaritisk, hvis dokumenterede historie startede tidligere, allerede uddøde i oldtiden, mens moderne sprog som arabisk eller de etiopiske sprog ikke er bevidnet i så tidlig tid som aramæisk.

Traditionelt er aramæisk og hebraisk i sprogenes klassiske former ofte blevet studeret sammen, ikke mindst fordi begge sprog findes i Det Gamle Testamente. Ezras Bog 4,8-6,18 og 7,12-26 er på aramæisk, og det samme er Daniels Bog 2,4-7,28 samt et enkelt vers i Jeremias’ Bog (10,11). Desuden er der en mængde aramæiske låneord og anden sproglig påvirkning andre steder i Det Gamle Testamente. I den rabbinske jødiske litteratur bruges aramæisk og hebraisk også ofte side om side. Der er mange ligheder mellem de to sprog, både i form af nedarvede træk og i form af gensidig påvirkning i løbet af den tid, hvor begge sprog blev brugt som jødisk litterært sprog. Samtidig er der en række karakteristiske forskelle (se nedenfor om de lydlige og grammatiske forhold).

Dette sprogtrin er dokumenteret i indskrifter i et større område fra Syrien til Mesopotamien. De ældste er fra det nordøstlige og centrale Syrien. Allerede i denne periode kan man spore visse dialektale forskelle. Med tiden gik aramæisk fra at være aramæernes sprog til at blive brugt bredere som kommunikationsmiddel i hele Nærorienten.

Sproget i Deir Alla-indskriften (fra 700-tallet f.v.t.) er svært at placere. Nogle forskere opfatter det som aramæisk, andre mener, at det er kanaanæisk eller en form for blandingssprog; måske er indskriften en oversættelse af en oprindeligt kanaanæisk tekst til aramæisk.

Det aramæisk, der er overleveret i tekster fra denne periode, kaldes rigsaramæisk, fordi sproget i en forholdsvis standardiseret form blev administrations- og handelssprog i en række storriger, der afløste hinanden i Nærorienten (det nyassyriske, nybabylonske og persiske rige). Det fungerede bredt som lingua franca. De fleste tekster stammer fra persisk tid, især fra den egyptiske del af riget. Bl.a. er der fundet en stor mængde dokumenter på øen Elefantine i Nilen, hvor der var en koloni af jødiske lejesoldater. Disse tekster omfatter både handels- og ægteskabskontrakter, breve til myndighederne i Jerusalem og rester af litterære værker. Dele af Ezras Bog i Det Gamle Testamente er skrevet på et aramæisk, der ligger tæt op ad rigsaramæisk.

Selvom græsk fortrængte aramæisk som administrationssprog i hellenistisk tid, blev aramæisk i lang tid endnu brugt som almindeligt kommunikationsmiddel i store dele af Nærorienten, men med stadig stærkere dialektal opsplitning. Et litterært standardaramæisk i stil med rigsaramæisk levede videre, men de talte dialekter afspejles i højere og højere grad i de overleverede tekster.

Den middelaramæiske periode omfatter bl.a. sproget i Palmyra og nabatæisk fra byen Petra i Jordan samt den aramæiske del af Dødehavsrullerne og de ældste af de såkaldte targumer (aramæiske oversættelser af Det Gamle Testamente). Den del af Daniels Bog i Det Gamle Testamente, der er på aramæisk, regnes også gerne som middelaramæisk. Også de aramæiske ord, der af og til optræder i Det Nye Testamente i forgræsket form, hører kronologisk til denne periode (fx marana ta, effata og Elí! Elí! lemá sabaktáni?). Hvis de afspejler det faktisk talte sprog i Palæstina, må de knyttes til en tidligere form af den jødisk-palæstinensiske dialekt galilæisk, der omtales under senaramæisk.

I senaramæisk tid opdeler man gerne aramæisk i en østlig og vestlig gren. Østligt senaramæisk omfatter jødisk-babylonsk aramæisk (i Den Babylonske Talmud), mandæisk (i mandæernes religiøse litteratur) og syrisk, der findes i en stor mængde primært kristen litteratur og fortsatte med at blive brugt som skriftsprog og liturgisk sprog, længe efter at det var gået ud af brug som talesprog.

Langt det meste af den samlede overleverede aramæiske litteratur er på syrisk. Vestligt senaramæisk omfatter jødisk-palæstinensisk (bl.a. i targumer), herunder galilæisk (især i Den Jerusalemitiske Talmud), kristent-palæstinensisk aramæisk og samaritansk aramæisk.

Selvom de moderne former for aramæisk først er dokumenteret i nyere tid, sættes begyndelsen til ”moderne aramæisk” allerede omkring 700 e.v.t., fordi det er fra dette tidspunkt, at aramæisk blev sat under voldsomt pres fra andre sprog – især fra arabisk, der bredte sig med islams fremkomst efter 600-tallet. En række af dialekterne fra senaramæisk tid levede fortsat videre som litteratursprog i en periode, men de overlevende lommer af talt aramæisk blev stadig mindre.

I nutiden er der måske omkring 1 million mennesker, der taler aramæisk. De aktuelle forhold i Mellemøsten gør det svært at sige noget præcist om antal og udbredelse, men en stor del af dem, der taler aramæisk, lever i dag i andre verdensdele som følge af emigration og flugt.

Nutidens former for aramæisk afviger ofte meget fra hinanden og kan snarere betegnes som selvstændige sprog end som dialekter. Dette skyldes bl.a., at der ikke længere findes noget samlende standardsprog, at de i det hele taget ikke har haft nogen skriftlig tradition, og at de forskellige sprog i forskellige områder har oplevet stor påvirkning fra forskellige fremmede sprog som arabisk, tyrkisk eller kurdisk.

Nutidens sprog kan ligesom på det senaramæiske trin opdeles i en vestlig gren med nyvestaramæisk, der tal(t)es af ca. 15.000 mennesker i bjergene nær Damaskus i Syrien, især i byen Malula, og en østlig gren, der igen opdeles i flere undergrupper med mange dialekter/sprog i Tyrkiet, Irak og Iran, bl.a. turoyo eller turabdinsk, moderne mandæisk og en lang række nordøstlige nyaramæiske dialekter/sprog, deriblandt urmisk.

På de senere trin af aramæisk sker der mange ændringer, både på det lydlige og grammatiske område. Bl.a. har den efterhængte bestemte artikel på syrisk og på de fleste moderne dialekter/sprog mistet sin bestemthedsbetydning og er simpelthen blevet til en del af et ords grundform. Nogle af nutidens former for aramæisk har så udviklet nye måder at betegne bestemthed på. Turoyo har fx en foranstillet artikel med forskellig form for maskulinum, femininum og pluralis, og nogle aramæisktalende jøder i iransk Kurdistan har overtaget en kurdisk efterhængt bestemt artikel.

Nutidens former for aramæisk er kendetegnet ved store omvæltninger i verbalsystemet, især inden for de mange østlige sprog eller dialekter. Her er den centrale del af det gamle system (med perfektum og imperfektum) helt forsvundet, og nye former bygget over det aktive og passive participium er blevet dannet. Disse sprog har også typisk udviklet delvis ergativ syntaks.