antropologi, etnologi og etnografi

I 1841 åbnede C.J. Thomsen Det Ethnographiske Museum, som fra 1851 hed Det Kongelige Etnografiske Museum og var en samling af genstande fra såkaldte vilde mennesker. Årsagen var, at Thomsen i forlængelse af sin opdeling af forhistorien i en stenalder, bronzealder og jernalder mente, at man kun kunne tolke genstandene og dermed forstå livet i disse tider forud for skriften, det vil sige forud for skriftlige kilder, ved at sammenligne med kulturer i verden, der havde en tilsvarende teknologi. Hermed gjorde Thomsen op med historievidenskabens konstruktioner af denne fortid ud fra mytologiske skriftlige kilder og, kan man sige, skilte det forskningsfelt, der blev arkæologiens, ud fra historieforskningen.

Siden da har der været en etnografisk afdeling med store samlinger på Nationalmuseet. Disse samlinger fik i 1921 selvstændig status i forhold til den forhistoriske afdeling, som etnografien hidtil havde hørt under. Etnografien i Danmark blev altså født som en museal hjælpevidenskab til arkæologien.

I 1879 blev der i forlængelse af en udstilling om fortidens kunsthåndværk i København lagt grunden til et Dansk Folkemuseum efter svensk stil, og herefter blev der indledt indsamling af genstande, hvor især dragter, genstande fra landbrug og håndværk og bygningsbeskrivelser var materialet. Med det ønskede man at vise de historiske variationer af livet i Danmarks købstæder og landområder. Dette blev i 1901 til Frilandsmuseet i Lyngby. Den folkelivsforskning, der udviklede sig i forlængelse heraf, blev også kaldt en historisk-etnografisk videnskab. Museet blev i 1920 administrativt og i 1938 fysisk lagt ind under Nationalmuseet som Tredje Afdeling.

Nogle af forskerne på Nationalmuseet havde i 1940 fået en særbevilling til oprettelse af et særligt forskningsfelt med navnet Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, som efter svensk forbillede undersøgte dansk folkekulturs historie, især landbokulturens ved et forsøg på at gøre samlingerne mere systematiske og komplette, så folkelivet i land og købstad kunne belyses mere systematisk. Forskerne her kaldte sig etnologer eller folkelivsforskere.

Omkring år 1900 udviklede der sig på faget Geografi på Københavns Universitet en forskning i såkaldte primitive folk og kulturer. I første omgang drejede forskningen sig især om inuitterne (dengang kaldet eskimoerne) i Arktis, især Grønland, og samerne (dengang kaldet lapperne) i det nordlige Skandinavien. Kandidater fra denne uddannelse, der var inspireret af den tyske etnologiske eller kulturhistoriske forskning, blev ansat på Nationalmuseets etnografiske samling, hvor der udviklede sig en bredere forskning i det, man kaldte primitive kulturer, med henblik på, ud over at inspirere arkæologerne, at rekonstruere hele verdens kulturhistorie. Denne forskning opfattede de ansatte på Etnografisk Samling, inspireret af det tyske forskningsmiljø, som etnologi, men navnet var som nævnt optaget af folkemindeforskerne.

På en måde gav det mening, at man begge steder betragtede sit fag som etnologi. Forskerne på den etnografiske samling så på folkekultur uden for Europa i historisk perspektiv forud for det moderne samfunds påvirkning, mens forskerne på den etnologiske afdeling så på folkekulturen i Danmark forud for den moderne verden. Lige som tyskerne brugte man antropologi som betegnelse for studiet af det biologiske menneskes globale variation og udvikling, de egentlige racestudier (som ikke blev set som kontroversielle i mellemkrigstiden). Dette fag blev senere kaldt fysisk eller biologisk antropologi i modsætning til socialantropologi og kulturantropologi.

I 1945 blev studiet Etnografi som en kulturhistorisk videnskab om de fremmede kulturer oprettet som magisterkonferensfag, det vil sige et formelt seksårigt enkeltfagsstudie, under Geografi. Etnografi blev derved en del af Det naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Oprettelsen af studiet skete i tæt samarbejde med og med den fysiske placering på Nationalmuseets Etnografiske Samling, hvis leder blev deltidslektor på universitetet. Når etnografien ikke blev placeret på humaniora, hvor den fagligt hørte til, skyldtes det modstand blandt humanistiske professorer.

Kernen i etnografien på Nationalmuseet og på universitetet var at skaffe genstande, sange, myter, trosforhold og andre kulturelementer fra hele den ikke-europæiske og før-moderne verden. Det blev gjort gennem ekspeditioner, der gennemrejste store områder og sendte genstandene hjem, ved bytte af samlinger med andre museer og ved, at danske i udlandet indsamlede og hjemsendte relevante genstande, fotos, lyd osv. På samme måde fik man på zoologiske og geologiske museer data hjem fra ekspeditioner i hele verden og derefter analyserede dem på museerne, der på den måde var en slags laboratorie, og således også på det kulturhistoriske museum.

I 1964 fik etnografifaget sin første professor, Johannes Nicolaisen. Derved blev faget selvstændiggjort og i 1965 oprettet som et selvstændigt institut, der fik navnet Institut for Etnologi og Antropologi. Selv om Nicolaisen på grund af referencen til racisme ikke brød sig om betegnelsen antropologi, antog han den alligevel, da professor Verner Goldschmidt ellers ville bruge betegnelsen i forbindelse med den samtidige oprettelse af Institut for Kultursociologi.

Antropologi dækkede nu både den kulturhistoriske etnologi og den britiske socialantropologi, som Nicolaisen havde tilegnet sig under et studieophold i England, og som ellers var blevet betragtet som et helt andet fag frem til oprettelsen af instituttet. Dertil skiftede faget i 1973 fakultet til Det Rets- og statsvidenskabelige Fakultet og blev formelt et samfundsvidenskabeligt fag.

I 1960 blev der på Københavns Universitet oprettet et studie i Materiel Folkekultur med henblik på ansættelser i de kulturhistoriske museer. Dette fag havde, ligesom etnologi på Nationalmuseet, især den før-moderne bonde- og håndværkerkultur som emne. Navnet på dette fag blev i 1971 ændret til europæisk etnologi, så nu havde man på Københavns Universitet både et Institut for Europæisk Etnologi og et Institut for Etnologi og Antropologi. Det varede til 1988, hvor det antropologiske institut droppede “Etnologi” i navnet og blev til Institut for Antropologi.

Hermed var der gennem 1970’erne en formel arbejdsdeling mellem fagene på universitetet, hvor antropologerne primært så på før-moderne samfund og kulturer uden for Europa, mens etnologerne så på før-moderne samfund og kulturer i Europa og specielt i Danmark. Men lidt efter lidt blev fagforståelsen på Institut for Europæisk Etnologi gennem 1970’erne mere teoretisk, og det blev efterhånden en slags antropologi med de europæiske folkekulturer i fortid og nutid som emne. Hvor antropologien i og med feltarbejdet mest analyserede samtidige fænomener som systemer, fastholdt etnologien den historiske dimension.

I Aarhus blev P.V. Glob i 1949 ansat som leder af Aarhus Museum (senere Moesgaard) og samtidig som professor i nordisk arkæologi i det nyoprettede og af byen finansierede arkæologifag på Aarhus Universitet. Her havde byrådet allerede i 1947 bevilget penge til indsamling af genstande under den Tredje Danske Centralasiatiske Ekspedition (1948-1952). Disse genstande skulle tilgå Aarhus by og Aarhus Universitet med henblik på etablering af et etnografisk museum i Aarhus, og det skulle give en bedre baggrund for forståelsen af kulturudviklingen i Danmark. Aarhusianere i den store verden blev opfordret til at sende relevante genstande hjem til dette museum.

Til Aarhus Stiftstidende udtalte Glob i foråret 1950, at hans mål var at skabe et bredt anlagt kulturhistorisk forskningscenter og at øge forståelsen for menneskelivets mangfoldighed gennem kombinerede arkæologiske og etnografiske udstillinger. Han ville således ligesom Nationalmuseet have en etnografisk samling til belysning af livet i fortiden og i verden for både de studerende og gæsterne på museet, så han fortsatte fra starten af sin ansættelse med at samle etnografiske genstande ind fra ekspeditioner og fik også overført samlinger fra Nationalmuseets Etnografiske Samling. I 1953 oprettede Det Humanistiske Fakultet Den Etnologiske Samling ved Aarhus Universitet. Den skulle af sikkerheds- og bevaringshensyn anbringes i Forhistorisk Museum.

I 1957 blev etnografen Klaus Ferdinand ansat som universitetsadjunkt på Aarhus Universitet med henblik på undervisning af de arkæologistuderende i etnologi, og i 1958 som assistent på museet, hvor han skulle udvikle den etnologiske samling samt bidrage til museets udstillinger. Dette førte i 1963 til oprettelse af faget etnografi som et magisterkonferensstudie under Institut for Arkæologi på Aarhus Universitet. Her blev faget således et humanistisk fag.

Til forskel fra faget i København var feltarbejde en obligatorisk del af faget ved Aarhus Universitet. Årsagen var, at der i begyndelsen var så få etnografistuderende, at universitetet i modsætning til Københavns Universitet mente sig i stand til at medfinansiere feltarbejder i Asien, Afrika eller Sydamerika. Med feltarbejderne fulgte også en fornyet indsamling af materiel og andre former for kultur, nu i universitetets regi, og dette blev til Den Etnografiske Studiesamling, som i realiteten smeltede sammen med museets etnologiske samling. Ingen vidste rigtigt, hvilke genstande der hørte til det ene eller det andet, og det endte også med, at det hele blev samlet som en samling under museet, De Etnografiske Samlinger.

Kulturstudierne i Danmark ændrede i 1960’erne generelt karakter fra at være historiske studier med rod i især tysk romantik til at blive samfundsstudier med et billede af samfund som systemer, hvis love man kunne finde. I Aarhus gav det sig udtryk ved, at navnet på faget blev fornyet til Afdeling Etnografi og Socialantropologi, da Etnografi i 1971 i forlængelse af udflytningen til Moesgaard formelt blev en selvstændig afdeling. Typisk blev det i begyndelsen i opfattet som to forskellige fagligheder, og strategien var, at det skulle blive til to forskellige afdelinger.

Senere, efter 2010, hvor begreber som "primitive" samfund eller kulturer var forsvundet, og antropologerne i lighed med etnologerne også laver feltarbejder i Danmark og generelt i den moderne verden, skiftede det aarhusianske fag navn til Afdeling for Antropologi, mens de færdige kandidater nu ligesom de københavnske blev antropologer.