Analytisk filosofi, strømning i filosofien, der har været dominerende i den engelsktalende del af verden i 1900-tallet. Den opfatter filosofien som en logisk begrebsanalyse af de centrale sproglige udtryk i de filosofiske problemstillinger.
Trods væsentlige forskelle er analytisk filosofis retninger enige på en række punkter: De har en empiristisk grundholdning og tager afstand fra metafysiske systemdannelser, og de enkelte filosofiske problemer kan og skal behandles isoleret uden hensyntagen til en systematisk helhed.
En hovedretning udgår fra Bertrand Russells logiske atomisme. Denne retning er karakteristisk ved, at begrebsanalysen tager udgangspunkt i den moderne matematiske logik, idet resultatet af analysen skal formuleres præcist i logikkens formelle sprog; den unge Ludwig Wittgensteins filosofi, den logiske positivisme og den formelle semantik er alle videreførelser af denne hovedretning.
En anden retning, som udgår fra G. E. Moore, opfatter filosofien som en begrebsanalyse af problemer formuleret i almindeligt sprog, og resultatet skal ligeledes kunne formuleres i almindeligt sprog; dagligsprogsfilosofien hos den ældre Wittgenstein og hos Oxfordfilosofferne G. Ryle, John Austin og P.F. Strawson er en væsentlig videreudvikling heraf.
Analytisk filosofi er fortsat meget indflydelsesrig. Den senere udvikling karakteriseres af interessen for en generel filosofisk teori om sprog og mening. I en retning, som bl.a. er inspireret af matematisk logik, er de væsentlige skikkelser Donald Davidson, Michael Dummett og Saul Kripke.
En anden retning, der anføres af John Searle, viderefører John Austins teori om talehandling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.