Planter kan danne alle aminosyrer, som er nødvendige for dannelse af proteiner. Dyr og mennesker mangler de enzymer, der skal bruges til at danne ni af aminosyrerne. Disse må tilføres med kosten og kaldes derfor de essentielle (livsnødvendige) aminosyrer. De øvrige kan dannes i organismen ud fra glukose og fra kvælstof stammende fra andre aminosyrer.
Voksne mennesker indtager 60-150 g protein pr. døgn, og det daglige behov for protein er 0,6 g pr. kg legemsvægt. Protein spaltes (hydrolyseres) af enzymer i fordøjelseskanalen og i tarmceller til aminosyrer, hvoraf de fleste afgives til portåresystemet, som fører blodet til leveren; andre nedbrydes i tarmcellerne, hvor der især dannes alanin, som afgives til portåreblodet. I organismen foregår en stadig omsætning mellem vævsproteiner og aminosyrer. Af de ca. 15 kg proteiner, der findes i en voksen person, mister 300-400 g pr. døgn deres funktion, og de nedbrydes til aminosyrer. Proteiner gendannes, dels fra kostens aminosyrer, dels fra de aminosyrer, der opstår ved spaltningen af vævsproteinerne.
Proteinsyntesen stimuleres af hormonerne insulin, thyroxin, de mandlige og kvindelige kønshormoner og indirekte af væksthormonet. Proteinnedbrydningen stimuleres især af kortisol. Hvis et voksent menneskes kost indeholder under 40 til 50 g protein pr. døgn, er der ikke aminosyrer nok til, at proteinsyntesen kan følge proteinnedbrydningen. Resultatet bliver, at kroppens proteinmængde falder. Dette skyldes flere ting. Der er proteintab i form af mistede hudceller, hår, sekreter m.m. på 5 til 10 g protein pr. døgn.
Forbruget af aminosyrer til dannelse af RNA, DNA, neurotransmittere, fedtstoffer m.m. andrager ca. 30 g pr. døgn. Der foregår — i betydeligt omfang hvis der går lang tid mellem måltiderne — en hormonreguleret omsætning af aminosyrer, som omdannes til glukose og urinstof. Glukosen dannes for at fungere som energikilde for centralnervesystemet, der ved normal ernæringstilstand kun kan bruge dette stof som energileverandør. To aminosyrer, lysin og leucin, kan ikke omdannes til glukose, men forbrændes i citronsyrecyklus. Urinstof er det kvælstofholdige affaldsstof fra aminosyreomsætningen, der udskilles med urinen. Hormonerne kortisol og glukagon stimulerer produktionen af glukose fra aminosyrer, mens insulin hæmmer den.
Aminosyrer leverer stort set alt kvælstof til organismens synteser; også alt svovl i organismen stammer fra tilførte aminosyrer (methionin og cystein). Disse to svovlholdige aminosyrer omsættes som de øvrige, mens svovlet oxideres til svovlsyre, der spaltes til 2 brintioner og sulfat. Dette er organismens eneste mulighed for at skaffe sulfat, idet sulfat indtaget med kosten ikke kan optages fra tarmen. En del af sulfaten indbygges i de strukturer, der udgør hovedparten af bindevævets grundsubstans, mens resten udskilles med urinen. Blandt de kvælstofholdige forbindelser, der ikke syntetiseres ud fra aminosyrer, er B-vitaminerne, dog med én undtagelse, idet 1-2% af aminosyren tryptofan i organismen kan omdannes til B-vitaminet niacin. Denne omsætning dækker dog ikke behovet for niacin.
Methionin fungerer som organismens generelle methylgruppedonor i forbindelse med syntesen af fx adrenalin, kreatin og cholin. Når methionin afleverer sin methylgruppe, omdannes den til aminosyren homocystein, der ikke kan medvirke ved proteinsyntese. Homocystein kan tilbagedannes til methionin, formidlet af vitaminet folinsyre.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.