Kinesisk akupunktur blev første gang beskrevet i Vesten i 1683 af hollænderen Ten Rhyne, og i de følgende århundreder fremkom flere beskrivelser af metoden; bl.a. skrev svenskeren Gustav Landgren i 1879 en doktordisputats om akupunktur. Det var imidlertid først i 1970'erne, da kinesiske læger demonstrerede metodens bedøvende virkning ved kirurgiske indgreb for vestlige læger, at interessen for alvor bredte sig til Vesten. Der blev oprettet lægelige akupunkturselskaber verden over; i Danmark stiftedes Dansk Selskab for Akupunktur i 1974. WHO udarbejdede i 1979 en provisorisk liste over de sygdomme, der efter vestlig diagnostik kan behandles med akupunktur.
Metoden har efter vestlig lægelig vurdering sine behandlingsmæssige begrænsninger. Der foreligger imidlertid moderne naturvidenskabelige undersøgelser over akupunkturens virkninger. Ud fra en vestlig forklaringsmåde forestiller man sig, at den bl.a. virker ved en stimulation af nervebanerne fra akupunkturpunkterne, hvorved der i centralnervesystemet frigives en øget mængde endorfiner, som er kroppens egne morfinlignende, smertestillende stoffer (se smertebehandling og elektroakupunktur). I Danmark og de fleste andre europæiske lande er udførelse af akupunkturbehandlinger ifølge retspraksis forbeholdt læger, tandlæger og dyrlæger samt faguddannede akupunktører med en supervisionsaftale med en læge.
I henhold til Lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed er reglerne om nåleakupunkturbehandling ændret, således at det er tilladt alle, såvel personer med som uden autorisation, at benytte nåleakupunktur i behandlingsmæssigt øjemed med virkning fra 1. januar 2007.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.