aids

I Danmark var der i 2024 registreret 5950 hiv-smittede, hvoraf ³/₄ er mænd.

Mænd, der har sex med mænd (MSM) med skiftende seksualpartnere, er fortsat den største risikogruppe og udgør halvdelen af alle smittede. Smittetallet er dog faldet væsentligt de seneste år, efter at mange MSM tager forebyggende behandling mod smitte, og færre og færre hiv-smittede er uden behandling. Antallet af nysmittede med hiv i 2023 var det laveste i over 20 år med 110 registrerede.

I Danmark har der kun været meget få tilfælde af smitte mellem mor og barn.

Personer, der er blevet smittet ved i.v.-stofmisbrug, udgør en mindre gruppe end tidligere, aktuelt færre end 10 %. Blandt de resterende heteroseksuelt smittede mænd og kvinder er hovedparten immigranter, der er blevet smittet i oprindelseslandet, og mange andre er smittet ved seksuel kontakt i områder med høj smitteforekomst, især Afrika.

På grund af de særlige smitteforhold rammer infektionen især personer med skiftende seksualpartnere, prostituerede, intravenøse stofmisbrugere og nyfødte af hiv-inficerede mødre. Smitteudbredelse finder især sted i områder med dårlige socioøkonomiske forhold, dvs. i store dele af de såkaldte ulande i Latinamerika, Afrika og Sydøstasien. I Europa er mønsteret noget afvigende med MSM (mænd der har sex med mænd) som den største gruppe i Nordeuropa og stofmisbrugere i Øst- og Sydeuropa. På grund af det lange tidsrum fra smitte til aids-stadiet var der i begyndelsen af hiv-epidemien 5-10 gange flere smittede end kendte sygdomstilfælde. Siden 1995 er smittespredningen mindsket i Danmark og Europa, men den har været tiltaget kraftigt i mange tredjeverdenslande, især i Afrika og Asien samt i dele af det tidligere Sovjetunionen.

I alt skønnes ved udgangen af 2024 ca. 88 mio. at være smittede, hvoraf allerede 42 mio. er døde. I 2024 formodes der at være 1,3 mio. nye smittede og 630.000 døde. Epidemien har haft en katastrofal effekt på middellevetid og social og økonomisk udvikling i de hårdest ramte lande, Sydafrika, Zimbabwe, Botswana og Mozambique, hvor op til ca. 25 % af unge voksne er smittede, og de mange dødsfald har en overgang medført mangel på arbejdskraft og forsørgelse af børn. I Afrika syd for Sahara har på nuværende tidspunkt 25 mio. børn mistet forældre på grund af aids. Det estimeres i 2023, at 39,9 mio. mennesker lever med hiv, og at 30,7 mio. af disse er i antiretroviral behandling.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har opstillet mål for de enkelte landes håndtering af hiv-smittede udtrykt som 95-95-95. Målet er, at 95 % af alle hiv-smittede i et land skal kende deres smittestatus, 95 % skal være i antiretroviral behandling og 95 % af disse skal have et fuldt supprimeret virus.

Epidemien er ikke blevet nær så omfattende i Danmark som tidligere frygtet. Den nedsatte/forsvindende frygt for at få og muligt dø af hiv/aids er det positive udkomme af den effektive og alment tilgængelige behandling. Det har dog også medført flere seksuelle kontakter og nedsat brug af kondom, og der er derfor set en markant stigning i antallet af andre seksuelt overførte sygdomme.

Sygdommen blev erkendt i USA i 1981. Hiv-virussen blev i 1983 påvist af Françoise Barré-Sinoussi og Luc Montagnier i Paris. Begge blev tildelt nobelprisen i medicin i 2008. Infektionen såvel som aids-sygdommen har været til stede i mange lande i en årrække, men først fra ca. 1975 begyndte en egentlig epidemisk spredning af virus i Afrika, USA og Europa. Det formodes, at virussen er opstået som en mutation fra en beslægtet afrikansk abevirus for ca. 100 år siden.

Aids skyldes smitte med hiv-virus, som trænger ind i celler, oftest en type af hvide blodlegemer, og efterhånden ødelægges disse celler og dermed immunsystemet.

Konsekvenserne af hiv-infektion strækker sig fra det langvarige stadium uden sygdomstegn til den afsluttende svære immundefektsygdom. Ca. halvdelen af de smittede udvikler en akut mononukleose-lignende sygdom to til fire uger efter infektionen med symptomer som feber, halsbetændelse, led- og muskelsmerter, lymfeknudeforstørrelse og evt. hududslæt. Disse symptomer svinder af sig selv efter et par uger. Patienten føler sig herefter rask, bortset fra varierende grad af hævede lymfekirtler i en længere årrække, gennemsnitlig i en periode på otte til ti år. I denne periode indtræder den gradvise immunsvækkelse, hvorfor der efterhånden opstår tendens til særlige former for infektioner, fx helvedesild, svampeinfektion i mundslimhinder eller negle, vorter eller hudinfektioner.

Aids-stadiet blev beskrevet, før sygdommens årsag var kendt, og definitionen er allerede ændret flere gange i trit med den øgede erkendelse af de mange mulige sygdomsfacetter. Grundlæggende defineres aids dog ved optræden hos hiv-smittede af visse svære, usædvanlige infektioner i overensstemmelse med den tiltagende immundefekt. I Danmark er de hyppigste: Pneumocystis carinii-lungebetændelse, svamp i spiserøret, tuberkuloselignende infektion i blod og lymfeknuder, toksoplasmose i hjernen og cytomegalovirus-infektion i øjne eller tarm. Ud over de nævnte infektioner omfatter aids-definitionen forekomst af særlige ondartede svulster: Kaposis sarkom i hud eller indre organer, lymfekræft af nogle særlige undertyper, samt livmoderhalskræft. Atter andre aids-manifestationer tilskrives selve den fremadskridende hiv-infektion, herunder især hjernepåvirkning (fremadskridende intelligensreduktion og hjernesvind), vedvarende feber, vægttab eller tendens til diarré.

Uden for Danmark er der en yderligere række af infektioner, der komplicerer hiv-infektionen, først og fremmest tuberkulose i lunger eller andre organer. I ulande med høj tuberkuloseforekomst vil dette ofte være det dominerende aids-problem. Andre udenlandske infektioner hos hiv-patienter er leishmaniasis og særlige svampesygdomme.

De smittede personer får gradvis et antal af disse aids-manifestationer med tiltagende almen svækkelse. Før den antivirale behandling blev indført, var den gennemsnitlige levetid fra aids-diagnosen stilles ca. 20 måneder, og kun ca. 20 % levede i mere end tre år

Hiv-infektionen diagnosticeres ved forekomst af specifikke hiv-antistoffer i blodet. Disse kan påvises fra tre til seks uger efter smittetidspunktet og resten af patientens levetid. Tillige kan virusmængden i blodet påvises med såkaldt PCR-teknik. Bestemmelse af personens sygdomsstadium foretages ud fra måling af virusmængden og CD4-lymfocytter i blodet samt specifikke undersøgelser for de nævnte infektionskomplikationer.

Fra 1987 har en række virushæmmende midler, såkaldte nukleosidanaloger, været anvendt til symptomgivende hiv-infektion. Disse midler hæmmede virusformeringen og hermed sygdomsprogressionen, men hvis givet alene kun for en periode af 6 til 12 måneder, idet der derefter ses resistensudvikling på grund af mutationer i virus.

Den øgede indsigt i infektionens natur og en række nye midler med forskellig virkningsmekanisme medførte fra ca. 1995 væsentlig forbedring af behandlingsmulighederne. Ved daglig indtagelse af en kombination af to til fire forskellige antivirale antibiotika kan virusdannelsen effektivt holdes nede, så immunforsvaret bevares, og aids-sygdomme og død forhindres. ART (AntiRetroviralTerapi) er nu standardbehandling i hele verden og har reduceret antallet af aids-tilfælde væsentligt. Behandling af hiv-inficerede gravide kvinder og deres nyfødte børn kan mindske risikoen for overførsel af smitte til børnene og har begrænset en del af epidemiens udbredelse i ulandene. Infektionen kan imidlertid ikke helbredes, og behandlingen skal derfor opretholdes livslangt. Virussen kan udvikle resistens mod alle de nu kendte lægemidler, og behandlingspauser kan derfor begrænse behandlingsmulighederne på længere sigt.

I de første år med ART afventede man behandlingen, indtil der blev observeret begyndende tegn på immundefekt. På baggrund af et dansk ledet studie har den globale strategi ændret sig: alle hiv-smittede skal i behandling så snart diagnosen er stillet.

Behandlingens initialt høje pris og behovet for undersøgelser og kontrol har medført en forsinkelse på opstart af behandlingen i de fleste af de ulande, hvor behovet har været størst. Dette medførte en øget fokus på medicinalindustriens patentrettigheder og de globale fattigdomsproblemer generelt. Den globale fokus på problemet har rettet meget op på dette, og aktuelt er behandling tilgængelig i selv de allerfattigste lande, bl.a. via FN's Global Fund To Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria og særlige midler fra World Bank, G8-landene og private donorer som Melinda og Bill Gates Fond samt det amerikanske PEP-FAR program.

Hvor den antivirale behandling ikke er tilgængelig eller svigter på grund af resistensudvikling, rettes behandling i stedet mod de komplicerende virus-, bakterie- og parasitinfektioner, der tilkommer. Heldigvis er flere og mere effektive ART-lægemidler tilkommet, og mulighederne for at diagnosticere resistent virus er bedret.

For visse infektioners vedkommende anvendes der også forebyggende behandling ved en given grad af immundefekt, så infektioner kan undgås, fx sulfapræparater mod Pneumocystis carinii. Det er ofte en behandling, der udelukkende skal gives en overgang, indtil ART har været med til at genoprette immunforsvaret.

Der arbejdes vedvarende på at skabe en vaccine, enten som understøttende behandling af allerede smittede eller som forebyggende vaccination til personer i risikogrupper og i ulande. Vacciner har imidlertid vist sig meget vanskelige at fremstille. Flere typer er under udvikling, men sandsynligvis vil der endnu gå mindst 10 år, før vaccination kan være tilgængelig. Indtil en vaccine er fundet, er fortsat smitteforebyggelse af største betydning, herunder fortsat seksualoplysning. Fortsat tilgængelighed af forebyggende behandling til risikogrupper (i Danmark er ca. 4000, hovedsageligt MSM, i forebyggende behandling med hiv-smitte i 2024) og fortsat opmærksomhed på støtte til risikogrupper, fx fortsat hyppig tilbud om test til individer med intravenøst stofmisbrug og test af migranter fra risikoområder.

Globalt vil analfabetisme, fattigdom, fordomme og religiøse tabuer desværre endnu en årrække hæmme forebyggelsen og bidrage til, at epidemien fortsat vil brede sig i dele af verden. Aktuelt ses den mest intense smittespredning i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika), samt i Østeuropa , særligt i Rusland.

• hiv
• aids (jura)

• AIDS-Fondets hjemmeside
• AIDS, Patienthåndbogen (video)