Abbedi er et kloster af munke, nonner, kanniker eller kanonisser; det ledes af en abbed, henholdsvis abbedisse. Kriteriet for, at et kloster bliver "ophøjet" til abbedi af den katolske kirke er, at klosterfamilien tæller mindst 12 medlemmer (en reference til de 12 apostle), som har aflagt de såkaldte evige løfter.
Det er langt fra alle katolske ordener, der rummer abbediet som den ideelle slutstatus i en udvikling fra grundlæggelse henover priorat til abbedi. Men for de ordner, som opererer med med betegnelsen abbedi, betyder status som abbedi, at klosterfamilien har nået den ideelle etableringsgrad. Mange abbedier har i historiens løb været kulturelle kraftcentre i århundreder.
I Danmark var der adskillige abbedier før Reformationen. Efter Reformationen fik Danmark igen et abbedi i 1998, da cistercienserinde-prioratet på Sostrup Slot blev ophøjet til Maria Hjerte Abbedi. Dette abbedi blev nedlagt igen i 2012.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.