A- er et græsk og internationalt præfiks, som negerer et adjektiv eller et deraf afledt ord.

A- svarer til dansk u- og latin in- og kan sættes foran græske eller latinske ord som fx a-typisk og a-social. Foran vokal tilføjes n som i an-alfabetisk.

Undertiden skelnes i nyere sprogbrug mellem a(n)- og u-: U-moralsk har med dårlig moral at gøre, a-moralsk er noget, der ligger uden for moralens verden.

A(n)- må ikke forveksles med an- for ana- foran vokal – som fx i anion – og an- for ad- foran n – som fx i anneks.