William Bloch

Det var især lystspillet, der passede til William Blochs temperament, men som teatrets 1. instruktør iscenesatte han også det seriøse repertoire, bl.a. Henrik Ibsen. Stor succes blev således En folkefjende 1883, mens han i Ibsens senere skuespil ikke evnede at virkeliggøre symbolikken.

William Bloch forlod Det Kongelige Teater i 1893, træt af intriger og klikevæsen, hvor Emil Poulsen, Fru Heibergs elev og teatrets mest dominerende skuespiller, som hans argeste modstander til stadighed advokerede for sig selv som en bedre instruktør. Han anså William Bloch, som ikke var skuespilleruddannet, for at være en udefrakommende ‘dilettant’, og han latterliggjorde hans endeløse prøvetid.

Da Einar Christiansen i 1899 blev teatrets chef, vendte William Bloch imidlertid tilbage, og i denne periode skabte han en epokegørende fornyelse af Holberg indsat i en naturalistisk ramme. Ved at flytte handlingen fra samtiden til 1720'erne gjorde han Holberg logisk og befolkede scenen med statister, der skabte liv i gadebilledet. Hans opsætninger banede vej for et nyt Holbergsyn, der langt op i 1900-tallet påvirkede instruktører. Svagheden i William Blochs instruktion var hans mangel på lidenskab og alt for detaljerede scenebilleder, der ofte skyggede for skuespillerens kunst.

• Et Eventyr i Rosenborg Have 1882
• Der var engang – 1887
• Fruentimmerskolen 1887
• Aladdin 1890
• Den kære Familie 1892
• Mester Gert Westphaler 1900
• Jeppe paa Bjerget 1903
• Den gamle Præst 1904
• Hexeri eller blind Alarm 1905
• Den politiske Kandestøber 1907

• Consequenser 1879
• Frøken Nelly 1887.

• teater i Danmark
• Det kongelige Teater
• lystspil
• naturalisme – teater