Formelt: Valdemar 1., også ofte Valdemar 1. den Store
Andre former: kong Valdemar den Store
Valdemar den Store var konge af Danmark fra 1157 indtil sin død i 1182. Han var søn af hertug Knud Lavard af Slesvig og dennes hustru, Ingeborg af Kyiv.
Valdemar blev født i januar 1131, kun få dage efter at hans far var blevet dræbt af sin fætter, kongesønnen Magnus Nielssøn. Dette drab markerede indledningen af en længere borgerkrig i Danmark, der varede fra 1131 til 1134.
Valdemar den Store. Detalje af tympanonrelieffet over Petersdøren i Slesvig Domkirke ca. 1180. Relieffet i sin helhed viser Kristus som verdensdommer med Sankt Peter ved sin side. På dette udsnit ses en konge, iført kjortel og kappe og som kirkestifter frembærende en model af kirken. Det er ikke sikkert, at billedet forestiller Valdemar den Store, men hans store godsgave til domkirken ca. 1175 gør det rimeligt at antage, at stifterbilledet forestiller netop ham.
Ifølge Knytlingesaga var Ingeborg da på besøg hos sin far, storfyrst Mstislavl af Kyiv, og Ingeborg opkaldte her sin søn efter sin egen bedstefar, storfyrst Volodymyr 2. Monomakh af Kyiv. Den unge Valdemar må sammen med moren og søstrene have opholdt sig i Kyivriget i nogle år, indtil den politiske situation i Danmark atter var sikker nok til, at han kunne vende tilbage til Danmark. Dette må senest være sket i 1137, for krønikeskriveren Saxo beretter, at Ingeborg efter drabet på hendes svoger, kong Erik 2. Emune, i 1137 på tinget i Ringsted skal have nægtet, at hendes søn skulle vælges som konge. Ingeborg frygtede, at han, som på dette tidspunkt endnu var for ung til selv at kunne forsvare sig selv, ville blive et nemt offer for andre tronkrævere.
Ifølge Saxo voksede Valdemar derefter op hos stormanden Asser Rig af Hvideslægten, men nogle historikere har luftet den formodning, at Valdemar i nogle år af sin ungdom må have opholdt sig hos morens familie i Kyiv-riget. I hvert fald hører vi først igen om Valdemar, da han i 1146 sammen med fætteren Svend Grathe uden held forsøger at få ophøjet faderen til helgen.
Under borgerkrigen efter 1146 støttede Valdemar først Erik Emunes søn Svend Grathe, senere Magnus Nielssøns søn Knud 5. Magnussen. Sven Grathe havde tildelt Valdemar sin fars hertugdømme i Slesvig og knyttede dermed Valdemar tæt til sig. Kampene mellem kongsemnerne bølgede nu i flere år frem og tilbage, men Sven og Valdemar havde held med at besejre Knud Magnussen og hans støtter gang på gang. Et forlig indgået i 1152 mellem Sven og Knud ved den tyske konge Frederik 1. Barbarossas mellemkomst viste sig ikke at være langtidsholdbart, da Sven blev overmodig og brød den indgåede overenskomst.
Også forholdet mellem Valdemar og Sven ser ud til at være kølnet, måske på grund af, at Svend nu ønskede at samle al magt i sin egen hånd, og muligvis endda truede med at inddrage Valdemars besiddelser under kronen. Valdemar skiftede i hvert fald side til fordel for Knud, der søgte at befæste den nye alliance ved at tilbyde et ægteskab mellem Valdemar og Knuds halvsøster Sophie og betydelige godsbesiddelser. Sammen lykkedes det efterfølgende for Valdemar og Knud at fordrive Sven fra riget. Denne manøvre havde opbakning fra mange af stormændene, da Sven havde gjort sig upopulær også her ved at sætte dem udenfor politisk indflydelse.
Da Sven dog stadig havde en stor tilhængerskare i riget, kom det i 1157 til forlig, og riget deltes mellem de tre kongsemner. Ved Blodgildet i Roskilde samme år undslap Valdemar Svends attentat i modsætning til Knud, der blev hugget ned. Han ægtede derpå Knuds halvsøster Sophie og besejrede efterfølgende Svend i Slaget på Grathe Hede. Svend blev dræbt, og Valdemar stod nu som enekonge. I 1158 sikrede han sin fostbroders, Absalons, valg til biskop af Roskilde.
Valdemar den Store.
En hovedopgave for Valdemar og Absalon i de følgende årtier blev kampen imod venderne, som kulminerede med erobringen af Rügen i 1168. Vendertogene tjente samtidig til at samle riget omkring kongemagten, som især i de første år under Valdemar mødte kraftig modstand fra flere stormænd.
I forholdet til Tyskland stod Valdemar svagt. I 1162 måtte han aflægge lensed til kejser Frederik 1. Barbarossa og følge dennes politik i forhold til pavedømmet. Det bragte ham i strid med ærkebiskop Eskil i Lund. Eskil måtte for en tid forlade landet, men kirkepolitisk vandt pavedømmet og dermed ærkebiskoppen. Valdemar, som undervejs skiftede side i den pavelige strid, opnåede imidlertid reelt en stor gevinst ved Eskils hjemkomst: I 1170 skrinlagde Eskil i Sankt Bendts Kirke i Ringsted Knud Lavard som helgen og kronede kongens søn, Knud 6. Valdemarsen, som konge.
Valdemar bekæmpede i hele sin kongetid mulige tronkandidater. Blandt modstanderne var Buris Henriksen, Erik 3. Lams uægte søn Magnus samt brødrene Karl (d. 1176) og Knud (d. 1176), der tilhørte Thrugotslægten og var efterkommere af Knud 4. den Hellige. Bortset fra Karl, som blev dræbt i et slag, endte de alle deres liv i Søborgs fangekældre.
Valdemars magt byggede især på de sjællandske stormænd, herunder Hvideslægten med bl.a. brødrene Esbern Snare og Absalon. Da Eskil trak sig fra sit embede, lykkedes det Valdemar at få Absalon valgt som ny ærkebiskop fra 1177. Skåningerne ville imidlertid ikke regeres på sjællandsk, og der udbrød et oprør, som konge og ærkebiskop kun med besvær fik kontrol med. Både ved denne lejlighed og ved flere af vendertogene måtte kongen opgive at få de jyske stormænd med. Valdemar den Stores regeringsperiode sikrede ikke desto mindre rigsenheden. Året 1157, da han blev enekonge, markerer således både afslutningen på den lange urolige tid efter 1131 og indledningen til det, som i Danmarkshistorien kaldes Valdemarernes storhedstid.
Valdemar døde i foråret 1182 og blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. I graven lagde man en blyplade, hvis indskrift priser ham som Sankt Knuds søn, der undertvang Rügenboerne og kristnede dem. På bagsiden er der tilføjet, at han lod bygge teglstensmuren på Dannevirke og et tårn på Sprogø.
Med sin hustru, dronning Sophie, havde Valdemar følgende børn:
Desuden havde Valdemar i sin ungdom med en frille fået sønnen Christoffer (1150-1173), som Valdemar udnævnte til hertug af Slesvig. Christoffer gjorde sig bemærket under vendertogterne.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.