Vølund

Vølundskvadet er på 46 strofer og gengives med en kort prosaindledning i eddahåndskriftet.

Kvadet fortæller om Vølunds fangenskab hos kong Nidud, hvor han må smede kostbarheder til kongen og hans familie, og om hans grusomme hævn: Han dræber kongens to mindreårige sønner og voldtager datteren Bødvild, før han flyver væk.

Vølund er en skikkelse fra grænsefeltet mellem myter og heltesagn. Som dværg, sortalf eller smed hører han til mytens verden, men samtidig har han heltens status. Selv om han handler bestialsk, får læseren også sympati for denne krøbling.

Vølunds pludselige flyvedygtighed står uden forklaring i digtet, men hænger måske sammen med, at han betegnes som alfernes konge.

Kvadet handler i to omgange om at flyve eller at blive stækket i sine udfoldelser, om at realisere sig selv eller at blive holdt fanget. Det handler også om (smede)kunst som sublimering af eros. Hævn og længsel udtrykkes detaljeret og malerisk: "Han slog rødt guld/ til ringsmykker,/ bøjed til slanger/ blødthamret malm;/ her sad han/ hård af kummer/ og længtes efter/ sin lyse hustru".

Vølund som smed og i fugleskikkelse kan minde om det græske sagn om Daidalos. Daidalos er en smedekunstner, der lukkes inde i den labyrint, han selv har lavet til kong Minos, og som bygger vinger, så han kan flyve bort sammen med sønnen Ikaros; sønnens vinger smelter, fordi han flyver så dumdristig højt, at varmen fra Solen er kraftigere.

I lærde norrøne skrifter har Vølund optaget træk fra Daidalos; en labyrint kaldes her vǫlundarhús 'Vølunds hus'.

I den store fornaldarsaga Didrik af Berns Saga optræder Vølund også. Her omtales svanekvinderne ikke, men til gengæld ender sagaen lykkeligt, idet Vølund forsoner sig med Niduds søn og gifter sig med hans datter.

På et angelsaksisk skrin af hvalben helt tilbage fra 700-tallet, Franks Casket, vises scener fra Vølund-fortællingen: Vølund i gang med at udsmykke de afhugne hoveder, en fjederham, kongedatteren på besøg osv.

Motivet med svanehammen kendes i et udbredt folkeeventyr om "svanejomfruerne", som den russiske komponist Peter Tjajkovskij brugte i sin ballet Svanesøen, 1877. Man kan også sammenligne med H.C. Andersens eventyr De vilde Svaner, 1838.

Skikkelsen Vølund og det tilknyttede sagn er endvidere blevet brugt af bl.a. Adam Oehlenschläger i sagapastichen Vaulundurs Saga (1805) og af Holger Drachmann i melodramaet Vølund Smed (1894).

• eddadigtning