Faktaboks

Ulf Pilgaard
Født
15. november 1940, Skive
Død
28. oktober 2024
Ulf Pilgaard
Ulf Pilgaard var især kendt fra revyen og morskabsteatret, hvor han bl.a. dannede par med Dirch Passer og Claus Ryskjær. Men han havde også mere alvorlige roller, bl.a. som iskold morder i filmen Nattevagten (1994). Foto fra 2001.
Ulf Pilgaard
Af /Ritzau Scanpix.

Ulf Pilgaard var en dansk skuespiller. Hans stærke sans for timing, at kunne skabe en figur og karakter med få, præcise virkemidler og en lydhørhed overfor publikum har givet Ulf Pilgaard en placering som et af dansk revys største navne.

Præstesønnen og den politiske revy

Som ung var Ulf Pilgaard på vej til at følge i sin præstefars fodspor, og han læste teologi ved Københavns Universitet, da han som så mange andre i sin generation blev fanget ind af studenterrevyerne. Her i starten af 1960'erne var en ung generation i gang med at forandre og politisk forny revyens indhold. Det var en forandring, der for alvor var accelereret af forfatterne Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Jesper Jensens med deres berømte og toneangivende studenterrevy Gris på gaflen (1962).

Året efter var Ulf Pilgaard en del af den unge progressive og stærkt politiske teatergruppen Collegetruppen, hvor han fik sin egentlige skuespillerdebut.

Under en berømt og næsten også berygtet forestilling på Allé-Scenen, opdagede den ti år ældre skuespiller og instruktør Preben Kaas Ulf Pilgaard. Kaas inviterede ham på natmad, og gav den unge teologistuderende et tilbud han ikke kunne modstå. Tilbuddet bragte ham direkte ind på tidens førende morskabsteater ABC Teatret og siden til CirkusrevyenBakken. Her gjorde Pilgaards talent og sceneautoritet ham på få år til et af de helt store navne i dansk revy. Det skyldtes ikke mindst et stærkt og fintmærkende makkerskab med revykæmpen Dirch Passer. Et samspil, hvor den unge Pilgaards komiske begavelse og sceniske selvtillid gav den erfarne stjerne al den plads og fylde, han havde brug for. Samtidig voksede den unge makker selv og lagde nye lag til sit talent.

TV-satirens unge år

På samme tid begyndte Danmarks Radio af producere tv-satire. Formen mindede meget om revyens, men udtrykket var filmens. Ulf Pilgaard var med helt fra tv-satirens barndom. Eftersom skuespillerne ofte fik deres teksterne, når de sad i sminken, fik Pilgaard brug for sin interesse for politik og samfundsforhold, sin intellektuelle tilgang til genren og ikke mindst sin evne til lynhurtigt at kunne sætte sig ind i stoffet, tegne sin karakter og gå på.

I 1970 kunne biografpublikummet dog også se Ulf Pilgaard i en seriøs filmrolle som tvivlende præst i forfatteren Henrik Stangerups film Giv Gud en chance om søndagen.

Ulf Pilgaard i "Uha, uha"
Ulf Pilgaard var med fra tv-satirens tidligste dage. Her i Uha, uha sammen med (fra venstre): Sonja Oppenhagen, Buster Larsen, Lise Ringheim, Elin Reimer og Ove Sprogøe. Uha uha blev sendt på Danmarks Radio i perioden 1972-1975.
Ulf Pilgaard i "Uha, uha"
Af /Ritzau Scanpix.

Dæmonisk morder

Ulf Pilgaard og Nikolaj Coster-Waldau
Gyserfilmen Nattevagten havde premiere i 1994. Knap 30 år senere kom efterfølgeren Nattevagten - Dæmonerne går i arv (2023), hvor Ulf Pilgaard igen spillede rollen som kommissær Wörmer. Her ses han til premieren sammen med kollegaen Nikolaj Coster-Waldau.
Ulf Pilgaard og Nikolaj Coster-Waldau
Af /Ritzau Scanpix.

Der var løbende alvorlige roller i Ulf Pilgaards karriere. De var prægnante, men alligevel overraskende få. Pilgaard ønskede ikke at vende morskabsteatret og revyen ryggen. Om nogen forsvarede han revyens berettigelse med ildhu, og han gav revyen den vægt en dyb erfaring med genren giver. Alligevel følte han en begrænsning i at blive rubriceret som det, han selv kaldte "en sprællemand".

Det tegnede til et nyt folkeligt gennembrud i 1994, da filminstruktøren Ole Bornedal lavede en yderst effektfuld og overraskende modcasting i sin film Nattevagten. I to timer føler publikum sig trygge i selskab med den elegante, tillidsvækkende Ulf Pilgaard som politikommissæren Peter Wörmer – indtil han viser sig at være en af de mest uhyggelige mordere i dansk filmhistorie.

Det blev dog mest til mindre film- og tv-roller, der alle viste en skuespiller, der var sine nøje afvejede virkemidler særdeles bevidst. Et af de tydeligste eksempler var som lobbyistisk rigmand i tv-serien Borgen (2010), hvor Pilgaard brillerede i en underspillet og diskret, men intens magtkamp med Sidse Babett Knudsens statsminister, Birgitte Nyborg.

40 år med Cirkusrevyen

Det blev især morskabsteatret, der blev Ulf Pilgaards genre. Hans eminente sans for timing, hans skift mellem de alvorlige, skarpt satiriske autoriteter, og de rare, ofte lidt forvirrede almindelige mænd, gav ham en lang bane at spille på. Men også sprogligt finurlige og krævende numre blev til moderne klassikere i munden på Ulf Pilgaard.

Ligesom publikum elskede hans mange sprudlende muntre parodier på dronning Margrethe. Hans parløb med dronningen gik helt tilbage til 1967, året hvor hun blev gift med prins Henrik – som Pilgaard også parodierede flere gange – på ABC Teatret. Ifølge Pilgaard selv var rollen som dronningen en ren tilfældighed, der bundede i, at han med sine 1,96 meter og slanke skikkelse passede bedst til rollen.

I en årrække dannede han par med kollegaen Claus Ryskjær. Det var et makkerskab, hvor spillet ofte var præget af hårdt optrukne og forrykte løjer i både farcer og revyer. Ofte med kollegaen Lisbet Dahl som tredje part. De var i mange år en fast del af ensemblet i Cirkusrevyen, men også stærkt medvirkende til det københavnske Privatteatrets store publikumssucces.

Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær
Ulf Pilgaard dannede i mange år et makkerskab med Claus Ryskjær. Her ses parret i Cirkusrevyen 2003.
Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær
Af /Ritzau Scanpix.

Ulf Pilgaards betydning

Da Pilgaard forlod dansk teater i 2021 havde han stået på Cirkusrevyens scene i 40 sæsoner. Han havde på det tidspunkt udviklet sig til at være et ikon i dansk revy på linje med hans mentorer og læremestre Dirch Passer og Preben Kaas.

Men Ulf Pilgaard var også broen mellem den glorværdige guldalder præget af store stjerner og nye unge generationer i dansk revy og comedy. Hans store spændvidde i virkemidler og ubesværede skift fra grin til alvor, hans elegant spiddende replik og nedtonede virkemidler overfor den mere runde, favnende menneskehumor gjorde ham til et forbillede for mange yngre kolleger.

Ulf Pilgaard fortalte sine erindringer til Ole Sønnichsen, udgivet i Mit liv som Ulf (2015).

Ulf Pilgaard og dronning Margrethe
Ulf Pilgaard optrådte hyppigt som dronning Margrethe i Cirkusrevyen. Det gjorde han også den 3. oktober 2021, hvor han stod på scenen for sidste gang og blev overrasket af dronningen.
Ulf Pilgaard og dronning Margrethe
Af /Ritzau Scanpix.

Priser og hædersbevisninger

Ulf Pilgaard modtog en lang række priser og æresbevisninger, bl.a. en Bodil og en Robert for bedste mandlige hovedrolle i Farligt Venskab i 1996, Revyernes Revys Æreskunstner i 2000, Gentofte Kommunes Kulturpris i 2001, Ole Haslunds Kunstnerlegat i 2003, Lauritzen-prisen i 2011, Årets revykunstner (Årets Dirch) i 2006 og 2012 og Årets Ærespris i 2018.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig