Ukraine-konflikten

I 2014 blev Krimhalvøen annekteret af Rusland. Halvøen blev derefter indlemmet som to såkaldte føderationssubjekter (delstater) i Rusland. Denne del af Ukraine-konflikten kaldes Krimkrisen. To områder i Donbass (Donetsk-bassinet) i det østlige Ukraine kom samme år under kontrol af væbnede russiskorienterede separatister, som oprettede to såkaldte "folkerepublikker", Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk i dele af de ukrainske oblaster Donetsk og Luhansk.

Siden 2014 har der jævnligt været militære sammenstød mellem Ukraine og de russiskstøttede separatistområder i øst. I perioden fra den militære konflikt brød ud i 2014 og frem til den russiske invasion den 24. februar 2022 kostede konflikten 14.000 mennesker livet.

I 2021 tilspidsedes situationen yderligere, da Rusland samlede store militære styrker – op mod 130.000 soldater – nær grænsen til Ukraine. Den 21. februar 2022 anerkendte Rusland de to folkerepublikker som uafhængige stater. Den 24. februar brød krigen ud, da Rusland indledte en invasion i fuld skala og tog kontrol over ukrainske landområder både i det nordlige, det sydlige og det østlige Ukraine. Mange ukrainere flygtede, og i løbet af den første uge nåede antallet af flygtninge op på én million i følge FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR). I foråret 2023 regnede UNHCR med, at omkring 8 millioner ukrainere var flygtet ud af landet på grund af invasionen, og at yderligere 6 millioner var internt fordrevne.

Ud over krigen med Rusland lider Ukraine af grundlæggende interne problemer. Siden Sovjetunionens opløsning og oprettelsen af det uafhængige Ukraine i 1991 var det før krigen i 2022 ikke lykkedes myndighederne at udvikle en samlende national identitet. Korruption gennemsyrer politik og erhvervsliv, og oligarker spiller en dominerende rolle. Ultranationalistiske grupperinger har i høj grad gjort sig gældende i det offentlige liv og i form af paramilitære grupper, som dog ved valgene kun har fået begrænset tilslutning.

Siden Ukraine blev etableret som selvstændig stat i 1991 og ikke længer blot var en republik i Sovjetunionen, har der været indre spændinger om landets udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering. På den ene siden har de, der ønsker, at landet bliver medlem af EU og NATO, stået; på den anden side har de, der ønsker at beholde tilknytningen til Rusland, gerne kombineret med et samarbejde med Vesten, stået.

Nogle af de mest vestvendte har også været tilhængere af ukrainsk nationalisme med vægt på ukrainsk sprog og tradition. Traditionerne står stærkest i nogle af de vestlige dele af Ukraine; områder, som indtil 1945 indgik i andre statsdannelser, nemlig Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn og før den tid storfyrstendømmet Polen-Litauen og Habsburgriget (Østrig-Ungarn). I de dele af nutidens Ukraine, som siden midten af 1600-tallet var en del af Rusland, er der store områder, hvor folk ofte taler russisk til daglig og har traditioner, som i højere grad ligner de russiske. Det gælder mange af de østlige og sydlige dele.

Fra russisk side har det været officiel politik at fremme samarbejde og integration mellem de lande, som var en del af Sovjetunionen, bl.a. gennem Den eurasiske union og Den kollektive sikkerhedsorganisation. Dette samarbejdet har skullet danne modvægt til den vestlige internationale dominans og har skullet sikre Rusland økonomisk og geopolitisk indflydelse. Ukraine har med sine mange indbyggere og centrale placering været vigtig for Rusland at få med. Det var således striden om Ukraines tilknytning til EU, som dannede bagtæppet for Ukrainekrisens begyndelse i årene 2013-2014.

Ukraine-krisen begyndte i 2013 med en intern strid om landets tilnærmelse til EU. EU havde tilbudt Ukraine en associeringsaftale, hvilket regnes for at være starten på en proces, som kan føre til fuldt EU-medlemskab. Den daværende præsident Viktor Janukovytjs linje gik ud på at kombinere en tilnærmelse til EU med et samarbejde med Rusland. Rusland havde allerede oprettet en økonomisk union sammen med bl.a. Hviderusland og Kasakhstan – Den Eurasiske Union.

Presset mellem de to alternativer valgte Janukovytj i sidste ende ikke at undertegne associeringsaftalen med EU og indgik i stedet en aftale med Rusland. Dette blev mødt med kraftige protester. Demonstrationer i hovedstaden Kyivs gader og på den centralt beliggende Uafhængighedsplads, Majdan (Majdan Nezalezjnosti), i 2013 udviklede sig efterhånden voldeligt.

Janukovytj nåede til enighed med vestlige politikere om at indføre reformer, men de blev afvist af den politiske opposition, og voldshandlingerne fortsatte. Derefter flygtede Janukovytj fra Kyiv den 21. februar 2014 og tog snart efter ophold i Rusland. Arsenij Jatsenjuk (f. 1974) tog over som regeringschef efter godkendelse fra nationalforsamlingen i slutningen af samme måned. I maj blev der afholdt præsidentvalg, som Petro Porosjenko vandt. I oktober blev der afholdt valg til nationalforsamlingen, Verkhovna Rada. Partier, som lagde vægt på et samarbejde med EU frem for samarbejde med Rusland vandt stort. Separatisterne østpå i Ukraine boykottede valget og afholdt i stedet egne valg, men disse blev ikke anerkendt af regeringen i Kyiv.

De nye, EU-venlige magthavere i Kyiv blev mødt med mistro i de russiskorienterede områder øst- og sydpå i Ukraine, hvor økonomien var tæt knyttet til den russiske, og hvor mange indbyggeres kulturelle orientering og familiebånd var rettet mod Rusland.

Rusland havde allerede en militærbase på Krim i henhold til en lejeaftale med Ukraine. Rusland tog kontrol over denne base i begyndelsen af marts 2014, uden at det kom til træfninger. Den 16. marts 2014 blev der afholdt en folkeafstemning på Krim, som endte med et massivt flertal for tilslutning til Rusland. Folkeafstemningen blev ikke anerkendt af det internationale samfundt; den var blevet gennemført uden uafhængige internationale observatører, og indbyggerne kunne vælge mellem to alternativer, hvoraf ingen af dem gik ud på at fortsætte som en fuldt ud integreret del af Ukraine. Løsrivelse uden at involvere den stat, en region løsriver sig fra, er heller ikke en anerkendt fremgangsmåde. Men med folkeafstemningen som begrundelse annekterede Rusland Krim den 18. marts, og tre dage efter blev Krim og Sevastopol oprettet som nye "delstater" i Den Russiske Føderation.

I april 2014 blev situationen yderligere tilspidset, efter at separatister i området Donbass i Østukraine greb til våben mod den nye regering i Kyiv. Det blev efterhånden klart, at separatisterne modtog både politisk, militær og økonomisk støtte fra Rusland.

To internationale våbenhvileaftale – Minsk-aftalerne – indgået mellem Rusland, Ukraine, Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk – kom i stand under ledelse af OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Aftalerne satte en stopper for separatisternes territorielle erobringer, men kamphandlingerne fortsatte langs den såkaldte "kontaktlinje", kun afbrudt af en række våbenhviler. Kontaktlinjen er den officielle benævnelse på den grænse tværs gennem regionerne Donetsk og Lugansk, som adskilte de områder, der var kontrolleret af de ukrainske myndigheder, fra de to "folkerepublikker". Linjen var 420 kilometer lang og gik gennem tæt befolket område.

Ukraine-krisen bidrog, sammen med faldet i prisen på råolie, til den russiske finanskrise i 2014. Indlemmelsen av Krim i Den Russiske Føderation påførte Rusland betydelige direkte udgifter, bl.a. fordi befolkningens velfærdsordninger måtte bringes op fra ukrainsk til russisk niveau, og halvøen måtte knyttes sammen med russisk infrastruktur. Den 19 km lange broforbindelsen for både biler og jernbane over Kertj-strædet er det mest spektakulære eksempel på dette. Den blev opført mellem februar 2016 og april 2018 og kostede over 25 milliarder kroner.

Desuden førte annekteringen af Krim til sanktioner og reduceret investeringslyst fra udenlandske aktørers side. Den førte endelig til, at det russiske medlemskab af OECD blev sat på pause.

• Ukraines historie
• Folkerepublikken Lugansk
• Folkerepublikken Donetsk
• Volodymyr Zelenskyj