Ugarit

Udgravningerne i Ugarit blev påbegyndt af franske arkæologer i 1929 og fortsatte (med nogle afbrydelser) indtil begyndelsen af borgerkrigen i Syrien.

Byens størrelse er på cirka 28 hektarer. Byen var omgivet af en vold, og området omkring paladset var yderligere befæstet. I den nordøstlige del af byen findes en akropol med resterne af Dagan- og Baal-templerne. Her fandt man også ypperstepræstens hus, som indeholdt tekster skrevet på akkadisk, som var den tids internationale sprog, såvel som på ugaritisk.

Mod vest findes det kongelige palads med dertilhørende bygninger og en poterne under volden. Fundene fra paladset omfatter rige dekorationer og kunstværker lavet af sten, metal og elfenben samt arkiver med mere end 1000 kileskrifttavler på akkadisk og ugaritisk, som fortæller os mere om byen og dens historie.

I den nedre del af byen blev der udgravet flere private huse, som tilhørte præster, skriftkloge og købmænd. I flere af disse huse blev der fundet yderligere arkiver.

Selve området har været beboet fra omkring midten af ottende årtusind f.v.t., men over flere omgange. Man ved ikke med sikkerhed, hvor gammel bystaten Ugarit er, men den tidligste benævnelse findes muligvis i en eblaitisk navneliste fra ca. 2400 f.v.t. som u₉-ga-ra-at^KI. Ebla var et naborige, hvis ruiner ligger i Tel Mardikh. Størstedelen af kilderne til Ugarits historie stammer fra byen selv og dækker langt hen ad vejen kun de sidste årtier inden dens ødelæggelse. Derudover nævnes Ugarit i enkelte andre eksterne kilder, bl.a. Mari-brevene (ca. 1800 f.v.t.) og i Amarna-brevene (ca. 1300 f.v.t).

I størstedelen af byens historie nød Ugarit en vis selvstændighed i kraft af sin rigdom og ikke mindst ved at have et velfungerende storrige bag sig, da byen selv ikke havde noget nævneværdigt forsvar. I den sene bronzealder (ca. 1500–1200 f.v.t.) var Ugarit på skift under kontrol af Mitanniriget, Egypten og hittitterne.

Men omkring år 1200 var der sket et civilisationskollaps i hele Mellemøsten, og Ugarit havde ikke længere nogen beskytter i samme størrelsesorden. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før den militært set svage handelsnation kom i vanskeligheder. Umiddelbart inden byens undergang omkring år 1190 f.v.t. sendte Ugarits sidste konge, Ammurapi, et desperat brev til sin patron, kongen af Alasiya, hvis rige befandt sig på Cypern. I Ammurapis brev beskrives det, hvordan forstæderne var blevet raseret af "havfolkene" (hvis identitet endnu ikke er fastslået), og at Ugarit nu stod forsvarsløs tilbage. Det er derfor sandsynligt, at de også ødelagde selve Ugarit. Men hjælpen fra Alasiya nåede i hvert fald ikke frem i tide, og byen blev aldrig genopbygget, efter den blev ødelagt.

Samtidig med udgravningerne begyndte også et arbejde med at tyde det ugaritiske sprog. Fordi man relativt hurtigt kunne udlede, at der var tale om et semitisk sprog, var arbejdet allerede godt begyndt. Det viste sig, at ugaritisk hører til den nordvestsemitiske gruppe af de semitiske sprog og dermed er nært beslægtet med sprog som aramæisk og hebraisk, hvilket yderligere hjalp med at tyde sproget.

Ugaritisk er skrevet på lertavler med tegn, der ligner mesopotamisk kileskrift, men repræsenterer et alfabetisk skriftsystem med kun 30 tegn, der kan sammenlignes med det fønikiske alfabet.

De ugaritiske tekster skulle vise sig at være et unikt fund, da man nu for første gang havde deciderede førstehåndskilder til den religiøse forestillingsverden i Levanten, som især gav paralleller og kontekst til de bibelske tekster.

• ugaritisk religion
• ugaritisk