Tysklands historie efter 1949

Det vesttyske demokrati er blevet kaldt et kanslerdemokrati, da kanslerens, dvs. ministerpræsidentens, position er stærk, og forbundspræsidentens svag. Konrad Adenauer fra CDU var den første vesttyske kansler. Det styrkede det nye demokrati, at det etableredes og udvikledes i en økonomisk fremgangstid. Krigens ødelæggelser skabte stor efterspørgsel efter varer, og de industrielle merkapaciteter, der var skabt i forbindelse med naziperiodens oprustning, kunne hurtigt sættes i sving igen.

Den vesttyske økonomiske model, den såkaldte sociale markedsøkonomi, bidrog til et kraftigt opsving, det såkaldte økonomiske mirakel (Wirtschaftswunder) og til social fremgang. Til forskel fra DDR kom Vesttyskland sig relativt hurtigt over krigens følger. Demonteringen af virksomheder ophørte, og landet slap med at betale en brøkdel af de opgjorte krigsskadeserstatningskrav.

Tilstrømningen af uddannet arbejdskraft fra østområderne var et yderligere økonomisk aktiv. Det var ligeledes en styrke, at Adenauer-regeringen samtidig med en klart antinazistisk grundholdning førte en forsonlig linje over for det store flertal af borgere, der havde støttet nazismen, og dermed vandt dem for den nye demokratiske statsform.

Afnazificeringen blev standset, og næsten alle tidligere statsansatte og nazister blev rehabiliteret og genintegreret. Udenrigspolitisk bandt Adenauer Vesttyskland tæt til Vesten for at genvinde tysk suverænitet, og han blev en af forgrundsfigurerne i den vesteuropæiske integration, der bidrog til forsoning mellem Tyskland og nabolandene. Vesttyskland kom i 1949 med i OEEC, i 1951 i Europarådet og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, i 1955 blev det optaget i NATO, og 1957 var det med til at danne EF.

Den Fransk-tyske Venskabstraktat 1963 knyttede disse to lande tæt sammen og gjorde dem til hovedkræfterne i den europæiske integration. Adenauer anså bindingen til vestmagterne for at være forudsætningen for en fremtidig tysk genforening; sovjetiske tilbud om at etablere et forenet, afrustet og neutralt Tyskland afviste han; han nægtede at anerkende DDR og brugte Hallsteindoktrinen fra 1955 til at sikre, at DDR ikke opnåede international anerkendelse uden for Østblokken.

En genforening fortonede sig, og sådan som den kolde krigs magtforhold stod, kunne Vesttyskland som de øvrige Vestmagter kun tage opførelsen af Berlinmuren i 1961 til efterretning og bestræbe sig på at fremme international afspænding.

I 1960'erne fortsatte den økonomiske fremgang som i det øvrige Vesteuropa. Lønindkomsterne og levestandarden steg, og CDU fortsatte med at styre Vesttyskland, fra 1963 med Ludwig Erhard, arkitekten bag den sociale markedsøkonomi, som kansler. I midten af 1960'erne indtrådte en vis økonomisk stagnation dog sammen med indenrigspolitiske problemer og krise i EF.

Det førte i 1966 til dannelsen af en ny regering, Den Store Koalition, bestående af CDU/CSU og SPD. Koalitionen stillede sig opgaven at overvinde stagnationen, gennemføre en nødretslovgivning til erstatning for de beføjelser, de allierede fortsat havde i krisesituationer, samt forsøge at forbedre forholdet til Østeuropa og nå en modus vivendi med DDR. Den indenrigspolitiske situation blev polariseret, da studenteroprørere og andre venstreorienterede etablerede en løs außerparlamentarische Opposition, som markerede sig med voldsomme protester mod regeringen.

CDU/CSU var ikke i stand til at normalisere forholdet til DDR, så det Tysklandspolitiske initiativ gled mere og mere over til SPD, der fra 1963 havde plæderet for at opgive isoleringspolitikken og i stedet tilnærme sig for at åbne DDR gennem dialog og øget samkvem.

Da forbundsdagsvalget i 1969 gav SPD og FDP flertal, blev SPDs leder, Willy Brandt, valgt til kansler. De reformer, han havde sat som mål, lykkedes dog kun i begrænset omfang; til gengæld førte regeringens politik over for Østeuropa til et gennembrud. Østpolitikkens formål var at forsone Vesttyskland med de østeuropæiske stater, der havde været ofre for nazisternes angrebskrig, på samme måde som det i 1950'erne var sket i forhold til Vesteuropa.

Normaliseringen skete i form af de såkaldte østaftaler, der fra 1970 bedrede forholdet til Østeuropa, idet parterne gav afkald på magtanvendelse og anerkendte de eksisterende grænsers ukrænkelighed, inkl. Oder-Neiße-grænsen og DDR's grænser.

Med den såkaldte Grundlagenvertrag med DDR i 1972 anerkendte Vesttyskland den østtyske stats faktiske eksistens, uden dog at godkende den tyske nations deling, idet man fortsat vægrede sig ved at anerkende DDR-statsborgerskabet og betragte DDR som udland. Optagelsen af begge de tyske stater i FN i 1973 var en konsekvens af denne aftale.

Fra 1973 ramtes Vesttyskland af økonomiske problemer, bl.a. som følge af oliekrisen, samt af indenrigspolitiske spændinger på grund af terrorismen, der kulminerede 1977 (se Rote Armee Fraktion). En række love, bl.a. Berufsverbot fra 1972, der styrkede statsmagten på civilsamfundets og de personlige rettigheders bekostning, gjorde det vesttyske demokrati mere autoritært.

Da en nær medarbejder af Brandt blev afsløret som DDR-spion, blev Brandt afløst som kansler af Helmut Schmidt. I hans kanslertid fik Vesttyskland en hovedrolle i den vestlige forsvarsalliance og i den internationale økonomi. Han stod bag oprettelsen af G7 i 1976 samt bag NATOs såkaldte dobbeltbeslutning fra 1979, der gennem en trussel om oprustning søgte at tvinge Sovjetunionen til at forhandle om rustningsbegrænsninger. Samtidig udviklede han forholdet til DDR til en slags partnerskab. Schmidts politik blev indadtil mere og mere upopulær, og efter uenighed med FDP om den økonomiske politik blev han væltet i 1982, og CDU/CSU kunne i koalition med FDP vende tilbage til magten.

CDU-lederen Helmut Kohls kanslerperiode kom til at vare fra 1982 til 1998. Kohl talte om et åndeligt vendepunkt i tysk politik og investerede betydelig energi i at fremme konservative værdier og trænge "68-generationens" indflydelse tilbage. Han forsøgte at overvinde de økonomiske problemer ved nyliberalistiske reformer, der dog var mere moderate end i de fleste andre vestlige lande. Fra midten af 1980'erne oplevede Vesttyskland ny fremgang og stærkt stigende levestandard for en stor del af befolkningen, men også stigende bekymring over, at den tyske vækst og teknologiudvikling var svagere end Fjernøstens og USA's.

Kohls regering implementerede NATOs dobbeltbeslutning, idet de første Pershing II mellemdistanceraketter blev opstillet i Vesttyskland i 1983 under voldsomme protester. Udenrigspolitisk søgte Forbundsrepublikken i tæt parløb med Frankrig at udbygge det europæiske økonomiske samarbejde til en økonomisk, valutarisk og politisk union.

Kohl videreførte tilnærmelsen til DDR og var i 1987 vært for det første østtyske statslederbesøg i Vesttyskland. Forbundsrepublikken hjalp den økonomisk svage kommunistiske stat finansielt, men Kohl fastholdt samtidig tysk genforening som et vigtigt mål og fik etableret tætte relationer til Sovjetunionen.

Alligevel blev han som de fleste andre overrasket, da muligheden for en genforening pludselig åbnede sig i 1989. Han greb chancen øjeblikkeligt, og hans resolutte politik spillede en afgørende rolle for udviklingen frem til DDR's opløsning og inkorporering i Forbundsrepublikken i oktober 1990. Kohl iscenesatte sig ikke med urette som "genforeningskansleren", især fordi han af politiske og valgtaktiske grunde var rede til at betale en høj pris for gennemførelsen. CDU vandt da også en klar sejr ved det første fællestyske parlamentsvalg i december 1990, og Kohl kunne i januar 1991 af Forbundsdagen vælges til det forenede Tysklands første kansler.

Dramatiske indenrigspolitiske ændringer blev indledt i juli 1952 med SED's beslutning om at iværksætte opbygningen af socialismen i landet og dermed overtage den sovjetiske stats- og samfundsmodel. Også de "borgerlige" partier accepterede at arbejde med på opbygningen af socialismen.

Det betød et centralistisk system, men også kollektivisering af landbruget og nationalisering af de virksomheder, der ikke allerede var blevet nationaliseret i 1945-1946. Indgrebene blev gennemført med ret hård hånd og resulterede i spændinger, uroligheder og øget emigration fra DDR, mens en forhøjelse af arbejdsnormerne, som skulle bidrage til finansieringen af socialismen, førte til Juniopstanden 1953, DDR's første alvorlige krise og den første af en række opstande i den sovjetisk dominerede blok.

DDR, der frem til 1954 måtte betale mere end 63 milliarder D-mark i krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen, overvandt kun langsomt krigens følger, og landets udvikling haltede stærkt efter Vesttysklands. Uden for Østblokken fandt DDR som følge af vesttysk isolering ikke international anerkendelse.

Alvorligere var det, at et stort antal borgere valgte at forlade landet til fordel for Vesttyskland. Frem til august 1961 drejede det sig om ca. 3 millioner eller knap ¹/₆ af statens indbyggere. Da det især var unge, faglærte og veluddannede, der udvandrede, ramte det østtysk økonomi, og formentlig var denne truet af sammenbrud i slutningen af 1950'erne, da det ikke længere kun var de "reaktionære", der emigrerede.

SED svarede ved at opføre den 150 kilometer lange Berlinmur rundt om Vestberlin den 13. august 1961. Grænsen både til Vestberlin og til Vesttyskland blev lukket. Muren konsoliderede den østtyske stat og SED's herredømme, den stabiliserede planøkonomien og tvang de knap 18 millioner østtyskere til at leve med SED's regime. Derefter begyndte det langsomt at gå økonomisk fremad, levestandarden steg, og østtyskerne så i nogen grad ud til at affinde sig med SED-diktaturet.

DDR's konsolidering førte til, at man fra vesttysk side begyndte at tage den konkurrerende stat til efterretning. Det østtyske krav var først fuld anerkendelse af DDR, derefter normalisering af relationerne.

Walter Ulbricht, den faktiske leder i DDR frem til 1971, var meget ufleksibel i sin Tysklandspolitik. Han skal have betegnet de vesttyske tilnærmelsesforsøg som "aggression i filttøfler". I 1968 indførtes det østtyske statsborgerskab, og der gennemførtes en ny forfatning, hvori DDR blev defineret som en "socialistisk tysk stat". Fra slutningen af 1960'erne forsøgte man fra SED's side gennem proklamationen af en "socialistisk nation" at skabe en særlig socialistisk identitet i DDR.

På grund af Walter Ulbrichts manglende fleksibilitet i Tysklandspolitikken og hans relativt selvstændige linje over for Sovjetunionen, som havde baggrund i den østtyske økonomis ret stærke stilling, sammenlignet med resten af Østblokken, blev han efterhånden for besværlig for Sovjetunionen, som derfor støttede Erich Honeckers magtovertagelse i 1971.

Honecker, der var overordentlig loyal over for Sovjetunionen, støttede de sovjetiske bestræbelser på at normalisere forholdet til Vesttyskland. Moskvatraktaten mellem Vesttyskland og Sovjetunionen fra 1970 afstak rammen for det fremtidige forhold, der bl.a. indebar en anerkendelse af DDR i form af en erklæring om grænsernes ukrænkelighed.

I 1971 indledtes forhandlinger mellem Vesttyskland og DDR, som endte med, at Honecker modstræbende accepterede en aftale, der ikke indebar fuld diplomatisk og folkeretlig anerkendelse af DDR, dets statsborgerskab og pas, men kun anerkendelse af statens faktiske eksistens.

Aftaler om øget handelssamkvem, kulturudveksling mv. med Vesttyskland fulgte. Den øgede kontakt forsøgte DDR-styret at opveje med forstærket ideologisk afgrænsning, bl.a. i form af den socialistiske forfatning fra 1974, der baseredes på forestillingen om den "socialistiske nation", og som havde et "ubrydeligt samarbejde" med Sovjetunionen som fundament.

Ligeledes blev Ministeriet for Statssikkerhed (se Stasi) kraftigt udbygget for at hindre ukontrollerede forbindelser mellem østtyskere og vesttyskere. Den østtyske stats sikkerhedsapparat blev derigennem til en voksende økonomisk belastning. Fra 1972 opnåede DDR i stigende grad international anerkendelse; i september 1973 blev det medlem af FN, og i 1975 var det medunderskriver af Helsinkislutakten. Danmark anerkendte DDR i januar 1973. Også de bilaterale forbindelser med Vesttyskland blev udbygget.

I Honeckers tid skete der en ændring af den økonomiske politik med det formål at fremme borgernes loyalitet mod staten ved at forbedre befolkningens levevilkår. I stedet for at fortsætte udbygningen af sværindustrien, normalt et grundlæggende led i en planøkonomi, satsede Honecker på en såkaldt forenet økonomisk og social politik, der søgte at tilfredsstille befolkningens forbrugskrav gennem omfattende boligbyggeri og større forbrugsvareudbud. Det skulle bl.a. sikres gennem højere løn og større import.

Hermed blev indtjeningen af valuta til importens finansiering et voksende problem, især efter den anden oliekrise i 1979. Denne forværrede DDR's bytteforhold med det kapitalistiske udland drastisk og øgede den udenlandske gældsætning i en sådan grad, at landet allerede i begyndelsen af 1980'erne var på randen af økonomisk ruin. Vesttyskland, som ikke var interesseret i, at DDR skulle bryde sammen, reddede dog den kommunistiske stat fra økonomisk kollaps med kreditter og gunstige handelsarrangementer.

Da socialismen viste sig ikke at kunne konkurrere med den vesttyske kapitalisme, voksede den indre utilfredshed og opposition, og formentlig kunne DDR allerede fra 1980'ernes begyndelse være brudt sammen når som helst. Det har været diskuteret, hvorvidt reformer kunne have reddet DDR på falderebet, men uden et brud med SED's herredømme og dermed, som Honecker så det, opgivelse af socialismen ville en reformering af DDR i hvert fald ikke have været mulig, og dertil var SED ikke parat.

I 1989 voksede de indenrigspolitiske spændinger markant. Kritikken ansporedes af glasnost- og perestrojkabevægelsen i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov. I forsommeren udløstes en ny flugtbølge, og i september begyndte en egentlig opposition med centrum i freds- og miljøbevægelsen samt evangeliske kirkekredse trods forbud at organisere sig mod SED-diktaturet.

Efter at den storstilede fejring af DDR's 40-års-jubilæum den 7. oktober 1989 havde forpasset sit propagandasigte, og det var blevet klart, at Gorbatjov ikke længere stod bag SED-ledelsen, blev DDR's ledende politikere, Honecker, Günter Mittag og Erich Mielke, afsat den 18. oktober. Da grænsen den 9. november 1989 blev åbnet, var DDR's skæbne beseglet.

Heller ikke Honeckers efterfølgere, Egon Krenz og Hans Modrow, evnede at skaffe SED fornyet kontrol med udviklingen, for DDR-statens autoritet i befolkningen, bl.a. dele af den samfundsmæssige elite, var for længst smuldret. I december 1989 blev SED opløst og genetableret som PDS.

Da DDR's borgere ved valget til Folkekammeret den 18. marts 1990 for første gang havde mulighed for at vælge frit, stemte det store flertal på partier, der gik ind for omgående sammenslutning med Vesttyskland. Den første ikke-kommunistiske regering under Lothar de Maizière (CDU) aftalte derefter DDR's nedlæggelse og sammenlægning med Forbundsrepublikken.

Den 1. juli 1990 trådte en økonomisk, monetær og social union mellem de to Tysklande i kraft, som indførte D-marken i DDR, og med enhedstraktaten den 31. august blev det bestemt, at DDR skulle opløses den 2. oktober 1990 og dagen efter optages i Forbundsrepublikken som de fem nyoprettede delstater Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen.

Under forhandlingerne om tysk genforening accepterede de fire besættelsesmagter, altså også Sovjetunionen, at det nye Tyskland forblev i NATO og EF/EU.

Med 2+4-traktaten anerkendte Tyskland grænsen til Polen, besættelsen af Berlin ophørte, og de allieredes øvrige rettigheder og pligter i Tyskland bortfaldt. Tyskland gav afkald på at producere og besidde A-, B- og C-våben og gik med til at nedskære sine militære styrker væsentligt.

De sidste russiske tropper forlod Tyskland i 1994. Vestallierede styrker forblev på tysk grund i reduceret antal og ikke længere som besættelsestropper. I mange europæiske lande opstod der frygt for, at det genforenede Tyskland skulle få for dominerende en position. Kohl bøjede sig derfor for franske krav om at uddybe den europæiske integration.

Det blev formaliseret med Maastricht-traktaten fra december 1991, der skulle føre frem til en europæisk politisk, økonomisk og valutarisk union med en fælles valuta, euroen, og en fælles europæisk centralbank som vigtige elementer. Dermed måtte Tyskland give afkald på Forbundsbankens uafhængige stilling og på længere sigt på D-marken, selve symbolet på den stærke tyske økonomi.

Det forenede Tyskland har dog fået større vægt i europæisk politik. Mens landet ved rådgivning, kreditter mv. var med til at stabilisere den labile situation i det tidligere Sovjetunionen, var udenrigsminister Hans-Dietrich Genschers (FDP) tilbagegreb til magtpolitiske koncepter for Balkan med rødder fra før 1945 stærkt medvirkende til Jugoslaviens opløsning og regionens destabilisering. Under efterfølgeren, Joschka Fischer (f. 1948, Die Grünen), er den tyske politik blevet koordineret mere med de øvrige EU- og NATO-landes, og Tyskland deltog under Kosovokonflikten 1999 i direkte krigshandlinger for første gang siden 2. Verdenskrig.

Regeringskoalitionen mellem CDU/CSU og FDP fik fornyet sit mandat ved forbundsdagsvalget i 1994. Samtidig blev det kommunistiske PDS repræsenteret; de fremførte en skarp kritik af genforeningens sociale og menneskelige omkostninger. Skønt Helmut Kohl bl.a. fra erhvervskredse var blevet kritiseret for, at han havde udskudt nødvendige reformer af skatte-, arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemet, stillede han ved forbundsdagsvalget 1998 endnu en gang op som CDU/CSUs kanslerkandidat.

Valget bragte imidlertid en koalition af SPD og Bündnis 90/Die Grünen under Gerhard Schröder (SPD) til magten. Efter en famlende begyndelse gennemførte denne økonomisk og symbolsk vigtige reformer som loven om betalinger til nazitidens slave- og tvangsarbejdere, en skattereform med store investeringsfremmende skattelettelser og en lempelse af stoppet for indvandring fra lande uden for EU.

Der blev også taget initiativer til at bekæmpe fremmedfjendtlighed og højreradikal vold, som i 1990'erne var blevet udbredt i det tidligere DDR. Afsløringer af, at Kohl ved omgåelse af partistøttelovgivningen havde kanaliseret millionbeløb fra tysk erhvervsliv til hemmelige kasser i CDU, kastede dette parti ud i dyb krise.

Indlemmelsen af DDR viste sig at blive dyr, hvilket bidrog til en stærk forøgelse af den tyske statsgæld og til økonomisk stagnation, der fik arbejdsløsheden til at stige til over 4 millioner fra midten af 1990'erne (omkring 10%). Så høj havde den ikke været siden begyndelsen af 1950'erne, og den var dobbelt så høj i de fem nye delstater.

Selvom genforeningen af Øst- og Vesttyskland formelt er gennemført, fremstår landet stadig som delt i et velstående vestligt og et fattigt østligt Tyskland. Afvandringen er fortsat fra det tidligere DDR, hvor arbejdsløsheden er dobbelt så høj som i vest (mens den gennemsnitlige arbejdsløshed i 2005 i var 16,9% , lå den i vest på 9,4%), mens lønniveauet ligger på knap 87% af det vesttyske. Enheden synes socialt, kulturelt og mentalitetsmæssigt endnu ikke at være blevet en realitet. Splittelsen ses også politisk, idet ca. en fjerdedel af østtyskerne stemmer på det rent østtyske parti PDS.

De østtyske delstater vil i mange år endnu være afhængige af milliardoverførsler fra det vestlige Tyskland. Efter at Tyskland under kansler Schröders regeringstid syntes økonomisk på vej fremad, og arbejdsløsheden på vej nedad, blev landet i 2001 ramt af nedgangen i verdensøkonomien.

Den økonomiske vækst stagnerede, og arbejdsløsheden begyndte at vokse og nåede i begyndelsen af 2002 igen op over 4 millioner Ved valget til Forbundsdagen i september 2002 lykkedes det imidlertid den rød-grønne koalitionsregering ledet af Gerhard Schröder at bevare flertallet. I 2005 måtte Schröder afgive kanslerposten til Angela Merkel fra CDU, som blev Tysklands første kvindelige kansler i spidsen for en koalitionsregering bestående af CDU/CSU og SPD.

I Europapolitikken er Tyskland blevet mere tilbageholdende, den tysk-franske akse er på lavt blus, mens Tyskland sikkerhedspolitisk efter 11. september 2001 er rykket tættere på USA. Opgivelsen af D-Marken, der mere end noget andet fremstod som symbolet på det genrejste Tyskland, er sket overraskende smertefrit, og Tyskland har fra 1. januar 2002 haft euroen som valuta. Siden 1999 har Berlin været regeringssæde og politisk centrum, og byen er blevet midtpunkt i den statslige "erindringskultur", der siden midten af 1990'erne har gjort mindet om ofrene for nazismens forbrydelser til en vigtig bestanddel af den tyske nationale identitet.