Tysklands økonomi

Tysklands økonomiske udvikling er præget af evnen til praktisk innovation og et stærkt industrielt grundlag, hvilket har gjort landet til en af verdens førende økonomier.

Efter 2. Verdenskrig gennemgik Tyskland i 1950’erne og 1960’erne en hurtig genopbygning og industrialisering. Den var hjulpet frem af Marshallplanen og en veluddannet arbejdsstyrke. "Wirtschaftswunder" forvandlede Tyskland til et økonomisk kraftcenter med fokus på industriel fremstilling, tung industri og eksport. Tysklands eksportorienterede model – især inden for maskin-, bil-, og kemikaliesektorerne – gav grundlag for økonomisk ekspansion og global konkurrenceevne.

Samtidig opstod begrebet "social markedsøkonomi" (soziale Marktwirtschaft). Målet hermed er at balancere de frie markedsprincipper med sociale velfærdspolitikker for at fremme økonomisk vækst og social stabilitet. Ophavsmanden til begrebet er Alfred Müller-Armack.

I 1970'erne og 1980'erne konsoliderede Tyskland sin position som en førende europæisk økonomi. Landet har haft stor fordel af europæisk integration gennem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) med det indre marked, som i høj grad letter handel, investeringer og økonomisk samarbejde på tværs af grænserne i EU.

Den tyske genforening i 1990 gav udfordringer og muligheder. Integrationen af DDR krævede betydelige investeringer i infrastruktur, modernisering og økonomisk omstrukturering. Finansieringen heraf skete via den såkaldte Solidaritetspagt (Solidarpakt), som havde til formål at udligne økonomiske uligheder mellem Øst- og Vesttyskland, fremme regional udvikling og konvergens gennem finanspolitiske overførsler og investeringer.

Tyskland har især tilpasset sig til globaliseringen ved at udnytte evnen til teknologisk innovation, forskning og udvikling. Vægten har bl.a. ligget på højteknologisk fremstilling, avanceret maskinindustri og vedvarende energi.

Den tyske økonomiske udvikling har hidtil været fremmet af landets uddannelsessystem, som i høj grad kombinerer erhvervsuddannelse med akademisk læring, hvilket giver kvalificeret arbejdsstyrke skræddersyet til industriens behov og fremmer ungdomsbeskæftigelsen. Samtidig har arbejdsmarkedspolitikken siden Hartz-reformerne i årene 2002-2004 fremmet arbejdsmarkedsfleksibiliteten, hvilket har medvirket til lave arbejdsløshedstal.

De fremtidige økonomiske udfordringer består især af demografiske ændringer i form af en aldrende befolkning og relativt små ungdomsårgange. Det giver udfordringer for arbejdsudbuddet, sundhedsomkostningerne og pensionsudgifterne.

Tyskland har desuden forpligtet sig til en stor klimaindsats, afskaffelse af atomkraft som energikilde og energiomstilling (Energiewende), der sigter mod CO₂-neutralitet inden 2045. Det involverer investeringer i vedvarende energi, energieffektivitet og bæredygtige teknologier. Det har ikke mindst givet udfordringer i en situation, hvor Tyskland både må reducere anvendelsen af atomkraft og importen af naturgas fra Rusland. Sidstnævnte er sket på grund af EU’s sanktioner mod Rusland efter landets invasion af Ukraine.

Endelig er Tyskland meget bagud med hensyn til digitaliseringen af samfundet. Der er ofte peget på et stort behov for at fremskynde digitaliseringen af både den private og den offentlige sektor, forbedring af digital infrastruktur og fremme af innovation inden for digitale teknologier, som kan anvendes i Tyskland.

Vesttysklands økonomiske udvikling efter 2. Verdenskrig er blevet beskrevet som et "økonomisk mirakel". Tre forhold virkede som katalysatorer på Vesttysklands økonomiske udvikling:

1. finansiel støtte fra de allierede, især fra USA i form af Marshallhjælp,
2. en valutareform, hvorved D-mark erstattede Reichsmark,
3. en ny ordoliberal økonomisk politik, Ordnungspolitik, som økonomiminister Ludwig Erhard fra det kristeligt-demokratiske CDU stod fadder til. Hovedprincippet var, at offentlige institutioner skulle skabe en velfungerende ramme om markedskræfterne. Den tyske form for kapitalisme adskiller sig klart fra den form, som findes i angelsaksiske lande som fx USA.

Således skulle pengepolitikken styres af en politisk uafhængig institution og sikre en stabil pris- og valutakursudvikling. Finanspolitikkens rolle blev begrænset til at sikre finansieringen af det mest nødvendige statsapparat.

Hertil kom en arbejdsmarkeds- og socialpolitik, som skulle sikre fred på arbejdsmarkedet og dermed indirekte bidrage til demokratiets overlevelse; bl.a. fik lønmodtagerne gennem oprettelse af arbejderråd og økonomisk stærke fagforeninger indflydelse på virksomhedernes ledelse. Den traditionelle tyske socialpolitik med omfattende arbejdsløsheds-, syge- og pensionssikringssystemer blev videreført og udbygget.

Allerede i 1948 gennemførte man i den vestlige zone (som året efter blev til Forbundsrepublikken Tyskland) en økonomisk reform, der ophævede rationeringer, liberaliserede prissættelsen og indførte en ny valuta, D-mark, der erstattede den gamle, inflationsramte og næsten værdiløse Reichsmark.

Hermed blev sortbørsen unødvendig, producenterne blev opmuntret til at levere varer til butikkerne, og tyskerne øgede deres arbejdsindsats, fordi der blev udbetalt løn i D-mark, som man kunne købe noget for. 1948-reformen vendte den økonomiske krise efter verdenskrigen og lagde grunden til det tyske økonomiske mirakel (Wirtschaftswunder), der sikrede, at Vesttyskland hurtigt nåede en førende position iblandt de vestlige økonomier.

Resultatet blev, at et eksportledet opsving førte til en årlig vækst på ca. 7 procent i gennemsnit i 1950'erne. Arbejdsløsheden faldt hurtigt fra over to millioner til nogle få hundrede tusinde til trods for en massiv indvandring fra Øst, og inflationen blev holdt på under 2 procent.

Finanspolitikken fik en mere aktiv rolle under "den store koalition" mellem Socialdemokratiet (SPD) og CDU/CSU i årene 1966-1969, og da en recession i 1966-1967 ramte landet for første gang siden krigen, blev udviklingen søgt imødegået gennem en finanspolitisk ekspansion og underskud på de offentlige budgetter.

Perioden fra 1969 til 1982, da SPD og det liberale parti FDP var i regering under Willy Brandt og Helmut Schmidts ledelse, var præget af alvorlige økonomiske nedture i kølvandet på de to oliekriser.

Tysklands økonomiske model er anderledes organiseret end de angelsaksiske lande som USA, Storbritannien, Canada og Australien. Det er påstanden i den meget indflydelsesrige teoretiske retning, Varieties of Capitalism, som er udviklet af den canadiske professor Peter A. Hall (f. 1950) fra Harvard University.

Ifølge VoC-teorien har de økonomisk udviklede lande grundlæggende to måder, hvorpå de kan løse samfundets overordnede koordinationsproblemer. Det kan ske efter en liberal markedsøkonomisk model (kaldet LME-modellen, hvor LME står for ’Liberal Market economy’), således som det overvejende foregår i de angelsaksiske lande (dvs. USA, Storbritannien, Australien m.v.). Eller det kan ske efter den koordinerede markedsøkonomiske model (kaldet CME-modellen, hvor CME står for ’Coordinated Market Economy’), således som det overvejende foregår i de kontinentaleuropæiske lande og Japan (dvs. for eksempel Tyskland).

Grundlæggende er CME-modellen kendetegnet ved at være mindre markedsbaseret end LME-modellen. Netværk og samarbejde spiller en langt større rolle, langt fra alle mellemværender er baseret på nedskrevne kontrakter, og virksomheder agerer ofte mere langsigtet end i LME-modellen. Lande som Tyskland, der følger CME-modellen, er som regel kendetegnet ved følgende:

1. Høj beskyttelse i ansættelsen.
2. Stor offentlig erhvervsuddannelsesindsats.
3. En arbejdskraft, der ikke er særlig mobil.
4. Kapitalen skaffes via virksomhedernes tætte forbindelser til bankerne og ikke så meget ved at hente den på markedet.
5. Relativt set mindre lønforskelle sammenlignet med LME-landene.
6. Stor evne til løbende inkrementelle innovationer (og ikke til radikale teknologiske gennembrud, som kendetegner lande, der følger LME-modellen).

I et CME-land som Tyskland er den såkaldte corporate governance, altså styring af virksomheden, også af en anden karakter end i fx et LME-land som USA.

I 1970 steg den offentlige sektors gæld betydeligt, og arbejdsløsheden, som havde været nærmest ikkeeksisterende hidtil, voksede til over 7 procent. Alligevel klarede Tyskland oliekrisen i 1970'erne bedre end de fleste andre europæiske lande. SPD mistede regeringsmagten i 1982, da FDP skiftede side. I stedet kom der en koalition mellem CDU og FDP med Helmut Kohl som kansler.

For at vende den økonomiske udvikling annoncerede den nye regering et økonomisk program, som lænede sig op ad Ludwig Erhards ordoliberale idéer. Blandt andet skulle statens voksende samfundsøkonomiske rolle reduceres gennem finanspolitiske stramninger og privatiseringer af statslige selskaber. Også velfærdssystemet skulle reformeres, og arbejdsmarkedet gøres mere smidigt. Programmet blev dog kun i ringe grad gennemført.

Perioden frem til Berlinmurens fald i 1989 var præget af høj vækst, lav inflation og store overskud på de eksterne balancer. Murens fald banede vej for genforeningen i oktober 1990, men allerede d. 1. juli 1990 dannede de to Tysklande en møntunion. DDR-mark blev ombyttet til D-mark, som blev betalingsmiddel i de to lande.

Omvekslingsforholdet blev for lønninger og en stor del af opsparede midler 1:1. Da DDR-markens faktiske købekraft kun var omkring ¹/₁₀ af D-markens, betød det umiddelbart en markant velstandsforøgelse for borgerne i Østtyskland. Men det betød også, at de østtyske virksomheder, som ofte var kendetegnet ved et forældet kapitalapparat og en lav produktivitet, fik deres konkurrenceevne yderligere forværret.

DDR skulle genopbygges efter vesttysk forbillede, hvilket indebar en hurtig omstilling fra planøkonomi til markedsøkonomi. Konsekvensen blev bl.a. en dramatisk stigning i arbejdsløsheden, som til trods for en udbredt anvendelse af aktiveringsordninger og førtidspensionering hurtigt nåede op omkring 20 procent i de nye delstater.

Også for de vesttyske delstater fik genforeningen betydelige konsekvenser på grund af pengeoverførsler på over 100 milliarder D-mark årligt i de første år – svarende til 4-5 procent af BNP – til sociale formål og til ud- og genopbygning af infrastrukturen i det tidligere Østtyskland.

Det betød et stort underskud på de offentlige budgetter. Men da størstedelen af pengene kom tilbage til Vesttyskland i form af efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser, forstærkede genforeningen opsvinget i de vestlige delstater. Konsekvensen blev bl.a., at betalingsbalancen i 1991 udviste underskud for første gang i ti år, og at inflationen, som i årene 1986-1989 var på ca. 1 procent i gennemsnit, steg til over 5 procent i 1992.

Udviklingen fik Bundesbank – som styrede efter en normativ årlig prisstigningstakt på 2 procent – til at gennemføre en række pengepolitiske stramninger. Det blev startskuddet til en kraftig recession i 1993, og arbejdsløsheden steg stærkt også i de vestlige delstater.

Selvom økonomien kom ud af recessionen i 1994, blev resten af 1990'erne præget af lav vækst og høj arbejdsløshed. Således var 10,5 procent af arbejdsstyrken uden arbejde i 1999, fordelt på næsten 9 procent i de vestlige delstater og 18 procent i de østlige. Selvom den indenlandske efterspørgsel havde været svag, var det ved udgangen af 1990'erne endnu ikke lykkedes at få vendt underskuddet på de eksterne balancer til et overskud. Tyskland blev i denne periode karakteriseret som "Europas syge mand".

Problemerne afspejler bl.a., at Tyskland har Europas højeste lønomkostninger, og at landets konkurrenceevne løbende er blevet forværret gennem opskrivninger af D-marken over for de vigtigste europæiske samhandelspartnere. Tyskland deltog i det europæiske valutariske samarbejde, EMS'en i 1979-1999, hvor D-marken var ankervaluta.

I den formative fase af det Europæiske Økonomiske Fællesskabs eksistens efter 1957 var der klart ligheder mellem tysk ordoliberalisme og åbningen af de nationale markeder for de fire friheder vedrørende arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og i et vist begrænset omfang kapital. Denne åbning er i overensstemmelse med det ordoliberale begreb om en økonomisk forfatning.

Samtidig må det med, at markedsåbningen stammede fra den almindelige økonomiske frihandelslogik end fra ordoliberalismen. Det samme kan siges om den senere vigtige integrationsmåde i form af princippet om gensidig godkendelse af regler og standarder, som kom som et resultat af Cassis de Dijon-dommen fra 1979. Indførelsen heraf var i fuld overensstemmelse med det den nyeere ordoliberalismes opfattelse af konkurrencen på markedet som en opdagelsesproces. Igen ville det imidlertid være forkert at konkludere, at der var tale om en påvirkning fra ordoliberalismen.

Selv når det drejer sig om Maastricht-traktaten, som ofte påstås at være gennemsyret af en tysk ordoliberal logik, er det tvivlsomt, om ordoliberalismen har haft står indflydelse ud over den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Blandt tyske økonomer var ØMU-projektet omstridt, idet nogle var for, mens andre var imod. Det viste sig i den forbindelse, at et af nøgleelementerne i ØMU’en i form af stabilitetsorienteringen og en ikke-politiseret økonomisk integration snart måtte vige for diskretionære hensyn, som vandt over de retlige regler. ØMU'ens juridiske grundlag var således ikke i en tysk ordoliberal optik for svagt funderet.

Omvendt er et ordoliberalt nøglebegreb om en nogenlunde uafhængig ECB dog bevaret havde lempet finanspolitikken i forhold til situationen i midten af 1990'erne, da den måtte strammes som et led i forberedelserne til at kvalificere Tyskland til deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU'en, fra den 1. januar 1999.

Fra denne dato overtog Den Europæiske Centralbank, ECB, Bundesbanks ansvar for pengepolitikken, og i 2002 erstattede euro D-mark som møntenhed. Da Tyskland tegner sig for omkring en tredjedel af euroområdets økonomiske aktivitet, har inflationsudviklingen i Tyskland dog stor betydning for ECB's pengepolitiske beslutninger.

I årene 2000-2003 ramtes Tyskland med sin store eksportsektor af den internationale afmatning og oplevede næsten nulvækst, hvorefter den steg en smule til 1,6 og 0,9 procent i hhv. 2004 og 2005. Medvirkende årsag var en svag udvikling af hjemmemarkedet og den vedvarende høje arbejdsløshed på 11-12 procent.

Vendepunktet i den nyere tyske økonomiske udvikling blev imidlertid en række storstilede og gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat i form af de såkaldte Hartz-reformer, som Gerhard Schröder lancerede i perioden 2002-2004. Midlerne bestod i nedskæringer i arbejdsløshedsunderstøttelsen, et loft over pensionsudgifterne samt en skærpelse af rådighedskravene til de ledige.

Især den pakke af reformerne, som kaldes Hartz IV, har haft stor effekt på tysk økonomi og dermed også for europæisk økonomi som helhed. Hartz IV indebar en sammenlægning af social- og arbejdsløshedshjælpen til én behovsreguleret ydelse, der kaldes arbejdsløshedspenge II, og som kan udbetales efter 12 måneders ledighed med det formål at reducere langtidsledigheden. Samtidig skete der en skærpelse af rådighedsreglerne og sanktionsmulighederne.

Reformerne var i høj grad med til at sikre en robust økonomisk stilling for Tyskland med en stabil beskæftigelse selv under finanskrisen. Tyskland blev med Hartz-reformerne forvandlet fra en "syg" til en "rask" mand i europæisk økonomi, og landet gik fra at være ramt af arbejdsløshed til at være en europæisk jobmaskine.

Tyskland har haft faldende arbejdsløshed siden omkring 2005 med kun en lille stigning under den økonomiske krise i 2008-2011. Det var tilfældet helt indtil coronakrisen indtraf i 2020. Angela Merkels regeringer lukrerede i høj grad på de upopulære reformer, som Gerhard Schröders regering gennemførte i begyndelsen af 00'erne.

Tyskland befinder sig i perioden 2023-2024 i en alvorlig økonomisk situation. I 2023 var Tyskland – ud over Argentina – det eneste OECD-land med negativ økonomisk vækst. Også i 2024 forventes landets vækst at ligge i den allerlaveste ende blandt de vestlige lande.

I den tyske debat søger man bl.a. årsagen til lavvæksten i begrebet "bureaukrati", men det kan ikke indeholde hele forklaringen. I en analyse fra The International Institute of Management Development fra 2023 er Tyskland nr. 27 ud af 64 lande, når det drejer sig om det offentlige bureaukrati (målt som governmental efficiency). Det er et stykke under Danmarks femteplads, men det er meget lig USA’s 25.-plads og Storbritanniens 28.-plads. Kina ligger længere nede (nummer 35), og det samme er Spanien (nummer 42), Frankrig (nummer 47) og Italien (nummer 56).

Tysklands vigtigste handelspartnere er de øvrige EU-lande, især Frankrig, Holland, Storbritannien og Italien, lande i Central- og Østeuropa set under ét samt USA og Japan.

Tyskland er i de fleste år Danmarks vigtigste eksportmarked (i enkelte år er det USA). Eksporten beløber sig til 150-160 milliarder kroner årligt, og det indebærer en dansk beskæftigelse på cirka 100.000 personer.

• Tyskland
• Hartz-reformerne
• tysk kapitalisme