Kirken består af et romansk kor og skib, opført i rå og kløvede kampesten og lidt frådsten ved vinduesåbninger. I den sene del af middelalderen har man opført et våbenhus og et tårn i munkesten.
Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Tuse Kirke afviger orienteringen en del mod syd. Kirken står i dag hvidkalket.
Kirkens kor og skib er fra omkring år 1200. I korets østlige væg er to mindre murnicher, som er de blændede rester af de oprindelige, romanske vinduer. Grupperingen er et almindeligt træk i den tidlige teglstensarkitektur og viser, hvornår koret er opført.
Af skibets vinduer er nordsidens to samt levn af sydsidens vestligste bevaret i murværket. De nuværende vinduer mod syd er alle fra år 1900. Ingen oprindelige døre ses længere. Korets taggavl står med fod- og toptinde, mens skibets taggavl har gotiske dekorationer af kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. høje murnicher.
Våbenhuset er opført omkring år 1500 efter gavlens udsmykning af blændinger at dømme, ligesom tilbygningen har typisk gotiske dekorationer af kamtakker.
Tårnet er fra 1500-tallets første årtier. Det har fællestræk med en lille gruppe tårne fra den sene middelalder, heriblandt Haraldsted. Taggavlene har gotiske udsmykninger af kamtakker og blændingsfelter.
I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af det murede, krydshvælvede loft. Hvælvet i kor og skib er næppe opført samtidigt, da korets er en ældre type. Skibets to fag er angiveligt fra 1400-tallets anden halvdel. Som følge af opmuring af hvælvene er der en stor støttepille på skibets nordre yderside. Den støtter væggen på et svagt punkt, hvor gammelt og nyere murværk mødes.
Den rundbuede korbue er i det store og hele uændret.
Tårnet har mod skibet en spidsbuet arkade. Selve tårnrummet overdækkes af et hvælv, der er samtidigt med tilbygningen.
Kirkens tagværk er fornyet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.