Tryggelev Nor og Salme Nor er fredede strandenge med rørskove og brakvandslagunerLangelands vestkyst. De to nor udgør nogle af Danmarks fineste fuglelokaliteter og er beskyttet af EU's fuglebeskyttelses- og habitatdirektiv.

Området, der ligger cirka 5 km nord for Bagenkop, dækker et areal på mere end 100 ha. Det er en tidligere havbugt, der ved aflejringer i form af strandvolde er blevet afsnøret fra havet.

De to særprægede kystlaguner er lavvandede med mudderflader, rørskove, strandenge og krat. Her yngler mere end 70 fuglearter, og noret besøges af rastende trækfugle i stort tal.

Fugleværnsfonden

Tryggelev Nor blev opkøbt i 1975 af Fugleværnsfonden. Fonden opkøber jord og genopretter natur af national eller international betydning for at beskytte truede arter. I 1980 blev det nærliggende Salme Nor også opkøbt, og den 5. maj blev udvidelsen af territoriet med bl.a. Prins Henrik som gæst.

Der er ikke offentlig adgang, men fuglene kan året rundt iagttages fra et fugletårn, der er opstillet af Fugleværnsfonden.

I 2024 havde Fugleværnsfonden 26 naturreservater med i alt 1264 ha. genoprettet natur rundt om i Danmark.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig