Thrakien

I den klassiske oldtid omfattede Thrakien hele området mellem Ægæerhavet og Donau, afgrænset i vest af floden Strymon (i dag Strimonas) og i øst af Sortehavet. Oprindelig var den græske halvø Chalkidike også en del af Thrakien.

Thrakerne var et folk med deres eget indoeuropæiske sprog, thrakisk, og de blev regeret af egne konger, indtil hele regionen i 300-tallet f.v.t. blev underlagt Makedonien. Kysten langs Det Ægæiske Hav og Marmarahavet var dog oversået med græske kolonier, fra Poteidaia i vest til Byzantion (det nuværende Istanbul) i øst, og op langs Sortehavets vestkyst lå andre græske kolonier.

I størstedelen af perioden 395-1453 var Thrakien en del af Det Byzantinske Rige. Derefter blev området underlagt Osmannerriget frem til Balkankrigene 1912-1913, hvor det overgik til Bulgarien. Med Neuillytraktaten i 1919 blev Vestthrakien indlemmet i Grækenland. I årene 1919-1922 var det østlige Thrakien også under græsk administration, men efter grækernes militære nederlag til tyrkerne i 1922 og Lausannefreden i 1923 etableredes den nuværende deling af Thrakien.

Den nordlige del domineres af de skovklædte Rodopibjerge. Rodopi er det ældste bjergmassiv i Grækenland, og det består af krystallinske og vulkanske stenarter. Marine aflejringer er omdannet til schist, skifter og marmor. Den sydlige del, der før 140 var et udpræget malariaområde, udgøres af frugtbare kyst- og vådområder med mange forskellige fuglearter, bl.a. flamingoer, hejrer, ørne, pelikaner og storke.

Landbrugsarealet udgør 3050 km² og er koncentreret i kystområderne og det nordøstlige område; næsten halvdelen af landbrugsarealet er kunstvandet. Der produceres hvede, industritomater, kartofler, tobak, ris, majs, bomuld, æbler, solsikkefrø og kirsebær. Desuden er der en betydelig kvægdrift samt skovdrift. I de lavvandede sø- og kystområder findes fiskefarme for skaldyr og ål. Der bor 35.000 pomakker i grænseområdet til Bulgarien; de ernærer sig især ved dyrkning af orientalsk basmatobak. Der findes endvidere efterkommere af afrikanske slaver, som blev bragt til området under Osmannerriget.

Før 1990'erne havde områderne mod Bulgarien status som NATO-sikkerhedszone. De var lukkede og økonomisk underudviklede, men efter den kolde krig er zonen blevet afmilitariseret og åbnet for andre end lokalbefolkningen. I 1980'erne fik regionen status som udviklingsområde med gunstige investerings- og skatteregler, hvilket har tiltrukket nye industrier.

Thrakien oplevede i 1980'erne og 1990'erne en økonomisk og beskæftigelsesmæssig fremgang. I regionen forarbejdes fødevarer, og der produceres beklædning, cigaretter, papir, møbler, tekstiler samt gummi-, plast- og metalprodukter. De sidste år er beskæftigelsesudviklingen stagneret pga. udflytning af virksomheder til bl.a. Bulgarien og Rumænien.

Turismen i Thrakien er svagtudviklet, men har været stigende i de senere år. Der er mange naturskønne områder og arkæologiske seværdigheder, fx den antikke bystat Abdera syd for Xanthi, den romerske by Plotinopolis samt De Store Guders Helligdom på øen Samothraki.

Efter den kolde krig er der fra slutningen af 1990’erne blevet arbejdet på at etablere vejsystemer, der kan forbinde byerne Xanthi og Komotini med Bulgarien. Pga. regionens lave og lige kyststrækninger er der kun få naturlige havne, hvoraf Alexandropoulis er den største. Øst herfor ligger regionens eneste større lufthavn med daglige flyforbindelser til Athen. Den nye nordgræske motorvej Egnatia forbinder byerne Xanthi, Komotini og Alexandropoulis med Thessaloniki og den tyrkiske grænse.