Thomas Bartholin

Thomas Bartholin blev født den 20. oktober 1616 i København som næstældste søn af professor i medicin ved Københavns Universitet, Caspar Bartholin den ældre, og Anna Thomasdatter Fincke (1594-1677), som var datter af førsteprofessor i medicin og dekan for det medicinske fakultet Thomas Fincke.

Thomas Bartholin havde fem brødre og en søster, hvoraf den mest kendte er den yngste bror, lægen, matematikeren og fysikeren Rasmus Bartholin. Ved faderens tidlige død overtog onklen, den berømte læge, oldforsker og professor i medicin Ole Worm, rollen som formynder for den kun 12-årige dreng. I 1631 og tre år frem boede Thomas Bartholin i sin afdøde onkel, lægen og botanikeren Jørgen Fuirens og mosteren Margrethes (født Fincke, 1595-1665) hjem. Her fik han sammen med sine fætre Henrik og Thomas Fuiren privatundervisning i medicin af Frederik 3.s senere livlæge, Poul Moth.

I perioden 1634-1637 studerede han ved Københavns Universitet med sin svoger, professor i latin og senere biskop i Aarhus Jacob Matthiesen, som sin præceptor. I medicin blev han undervist af Ole Worm.

Med legatmidler fra morfaren og universitetet i ryggen rejste Thomas Bartholin i sommeren 1637 i følgeskab med sin storebror Bertel (1614-1690) afsted på den obligatoriske studie- og dannelsesrejse til Holland, Frankrig, Italien og Schweiz. De primære mål var de to højborge for medicinstudier, universitetet i Leiden i Holland og universitetet i Padova i Italien, der begge i modsætning til Københavns Universitet på dette tidspunkt rådede over et anatomiteater til dissektioner af dyr og mennesker, en botanisk have med lægeplanter og hospitaler til bedside undervisning af de medicinstuderende.

Under sit 3-årige ophold i Leiden blev Thomas Bartholin undervist af to af Europas førende anatomer, Johannes Walæus (1604-1649) og Franciscus Sylvius (1614-1672). Walæus introducerede Bartholin for englænderen William Harveys (1578-1657) kontroversielle teori om blodets kredsløb fra 1628, som de ved fælles dissektioner på levende dyr (vivisektioner) blev overbevist om rigtigheden af. Blandt andet udførte de dissektioner, hvor Walæus demonstrerede, at hjertet og de store vener er i stand til at kontrahere sig flere timer efter dødens indtræden, endda efter at de er skåret ud af dyrets krop. Ligeledes introducerede Walæus Bartholin for italieneren Gaspare Asellis (1581-1626) epokegørende fund, publiceret i 1627, af en ny slags kar, mælkevener (venæ lacteæ), indeholdende et fedtrigt, mælkeagtigt næringsstof kaldet kylus, i tarmkrøset på en levende hund kort efter, at den havde spist et måltid. På Walæus´ opfordring udgav Bartholin i 1641 i Leiden en revideret, illustreret udgave af sin fars uillustrerede anatomibog fra 1611. Bogen blev tilføjet to breve af Walæus om Harveys og Asellis fund, og Thomas Bartholin blev på denne måde den første udgiver af en lærebog i anatomi, der tilsluttede sig Harveys kredsløbsteori og Asellis mælkevener. Bogen gjorde hurtigt Thomas Bartholin berømt i anatomiens verden. En af dens nye illustrationer viser for første gang den spalte på hjernens overflade, fissura Sylvii, som adskiller tindingelappen fra henholdsvis pandelappen og isselappen, og som Bartholin opkaldte efter Franciscus Sylvius, der havde demonstreret den for ham.

Fra Leiden rejste Bartholin i 1640 videre til Paris, hvor han blev skuffet over den forældede undervisning i anatomi og i stedet koncentrerede sig om litteraturstudier på byens velassorterede biblioteker. På den videre rejse sydpå mod Padova gjorde han i foråret 1641 ophold i Montpellier, hvor han blev optaget af en beretning om en kvinde, der vågnede om natten og iagttog, at det fordærvede kød, som hun havde købt på et marked i byen, lyste op. De endte med, at Bartholin i 1647 i Leiden udgav historiens første omfattende værk om det fysiske fænomen bioluminescens med titlen De Luce Animalium (Om lys udsendt fra levende organismer).

I Padova opholdt Bartholin sig 1641-1645 med en afstikker 1644 til Rom, Napoli, Sicilien og Malta. I Padova deltog han i 1642 i en dissektion af en hængt morder, hvor hans lærer, den tyske anatom Johann Georg Wirsung (1589-1643), fandt bugspytkirtlens hovedudførselsgang, som Bartholin efterfølgende gav navnet ductus Wirsungianus. I Napoli blev Bartholin undervist og stærkt inspireret af kirurgen Marco Aurelio Severino (1580-1656), som blandt andet introducerede ham for nedkølingsbedøvelse (cryoanalgesi) med sne, hvilket førte til Bartholins udgivelse i 1661 i København af historiens første bog om dette emne, De Nivis Usu Medico Observationes variæ (Forskellige iagttagelser vedrørende brugen af sne inden for medicinen). Ligeledes overværede Bartholin Severinos operation af en udposning på et blodkar, et aneurisme, på en mands arm, hvor en åreladning var gået galt. Det førte til Bartholins udgivelse i Palermo 1644 af historiens første afhandling om aneurismer, Anatomica Aneurysmatis dissecti Historia (Anatomisk beretning om dissektionen af et aneurisme). På det syditalienske fastland og Sicilien blev Bartholin vidne til en difteriepidemi blandt børn, hvilket afstedkom danmarkshistoriens første pædiatriske afhandling i form af Bartholins udgivelse i Paris 1646 af bogen De Angina Puerorum Campaniæ Siciliæque Epidemica Exercitationes (Undersøgelser vedrørende en difteriepidemi blandt børn i Campania og på Sicilien). I Syditalien og på Malta blev Bartholin optaget af fossiler, særligt de såkaldte tungesten (glossopetræ), som af lokalbefolkningen blev tillagt helbredende egenskaber imod sygdomme og forgiftninger. Denne interesse inspirerede mange år senere Niels Stensen, som beviste, hvad Bartholin og andre allerede havde været inde på, at tungesten er forstenede tænder fra fortidshajer, som i fordums tid levede i havet på steder, hvor der nu er land. I Messina blev Bartholin tilbudt et professorat i anatomi, som han afslog. Han besøgte dog byen og universitetet og lod sig fascinere af den stedlige læge og botaniker Pietro Castelli (1574-1662).

Gennem deres løbende indbyrdes brevveksling havde Ole Worm længe presset på for at få Thomas Bartholin hjem til et professorat i København, inden han endelig i 1645 påbegyndte hjemrejsen over Schweiz, Frankrig og Holland. I Basel blev han den 26. september 1645 dr. med på en afhandling om lungehindebetændelse, De Pleuritide Paradoxa Endoxa (Om anerkendte paradokser vedrørende lungehindebetændelse). Samme år udkom hans 2. reviderede udgave af den Bartholinske anatomibog i Leiden.

Da Bartholin omsider kom hjem til København i efteråret 1646, var professoratet i anatomi ikke ledigt. Det var besat af nordtyskeren Simon Paulli, der havde stået for etableringen af Anatomihuset og dets indvielse i 1645. I juli 1647 blev Bartholin i stedet vikarierende professor i medicin for sin morfar Thomas Fincke, og i december samme år fik han et ordinært professorat i matematik, hvilket fag han dog næppe underviste i. Efter Christian 4.s død i 1648 overtog Thomas Bartholin Simon Paullis professorat i anatomi og blev leder af Anatomihuset på den nuværende Frue Plads. I foråret 1649 blev Bartholin tillige professor i medicin, og de kommende fem år dissekerede han på livet løs levende og døde dyr og henrettede forbrydere ved både offentlige og private dissektioner med sine elever i Anatomihuset.

Emnet for denne forskning var helt overvejende lymfekarsystemet. I første omgang var det Asellis mælkevener, der blev udforsket, men da Bartholin i 1651 fik kendskab til den unge parisiske læge Jean Pecquets (1622-1674) opdagelse af kroppens største lymfekar, mælkebrystgangen (ductus thoracicus), på en hund, satte han sig for først at gentage opdagelsen på en hund og dernæst som den første på et menneske, hvilket lykkedes på en hængt barnemorder i februar 1652. Afhandlingen om fundet, De Lacteis Thoracicis in homine brutisque nuperrimè observatis, Historia Anatomica (En anatomisk beretning om brystgangene, som for nylig er iagttaget hos mennesket og dyrene), udkom i København i maj samme år med illustrationer af hofmaleren Karel van Mander (1609-1670) og hofkobberstikkeren Albert Haelwegh (1620-1673). Under nogle af dyredissektionerne i forbindelse med udforskningen af mælkevenerne og mælkebrystgangen havde Bartholin og hans assistent Michael Lyser (1626-1659) iagttaget en ny slags kar med et vandigt indhold, som de ved underbindingsforsøg kunne vise førte deres indhold fra ekstremiteterne ind mod centrum af kroppen og i modsætning til mælkevenerne i retning væk fra leveren. De udsatte publikationen af fundet af disse nye kar, fordi de håbede på også at kunne påvise dem på et menneske. Da det i første omgang ikke lykkedes, publicerede de i 1653 i København fundet af de nye kar, som Bartholin navngav lymfekar (lat. vas = kar og lympha = vand), på Bartholins hund Molossus i en afhandling med titlen Vasa Lymphatica nuper Hafniæ in Animantibus inventa, & Hepatis exsequiæ (Lymfekarrene, som for nylig er opdaget i København hos dyr og leverens skrinlæggelse), igen illustreret af Karel van Mander og Albert Haelwegh. Året efter lykkedes det Bartholin sammen med sin assistent Henrik Møinichen (1631-1709) at finde lymfekarrene på et menneske ved en illegal dissektion af en afmagret norsk skrædder ved navn Jens Lauritsen, som var død af tuberkulose. Bartholin var nu en verdensberømt anatom. En årelang bitter prioritetsstrid med den svenske medicinstuderende Olof Rudbeck (1630-1702), som uden at fremlægge beviser påstod at have fundet lymfekarrene på dyr før Bartholin, men som publicerede sit fund efter ham, ændrede ikke på dette.

Efter Ole Worms død i 1654 blev Bartholin 2. professor i medicin, og da Thomas Fincke døde i 1656, overtog Bartholin hans stilling som 1. professor i medicin og dekan for det medicinske fakultet, hvilke to stillinger han beholdt resten af sit liv. Samme år blev han fritaget fra sine officielle forpligtelser som aktiv forsker og underviser ved dissektionsbordet, så han i højere grad kunne hellige sig sine administrative opgaver og sit forfatterskab. I 1657 etablerede han Danmarks første naturhistoriske museum på 1. sal i Anatomihuset. I 1661 gjorde den videnskabsinteresserede Frederik 3., som havde overværet flere af Bartholins offentlige dissektioner i Anatomihuset, ham til æresprofessor, så han fik yderligere tid til at skrive bøger.

I 1663 købte Bartholin herregården Hagestedgård ved Holbæk for at finde ro til sine skriverier. Hans omfangsrige forfatterskab på over 80 bøger, næsten alle på latin, afspejler hans mangesidige interesser og status som en tidstypisk polyhistor. Når han beskæftigede sig med andre emner end medicin, var der dog som regel en medicinsk vinkel på emnet. Således skrev han for eksempel bøger om enhjørninger og deres horns (reelt narhvalhorn) påståede medicinske egenskaber, om meteorer og deres indflydelse på menneskers sygdomme og helbred og de første bøger om bibelsk medicin, det vil sige om sygdomme, som forekommer i Bibelen. Hans interesse for tungesten og deres medicinske egenskaber og for sne som nedkølingsbedøvelsesmiddel er allerede nævnt. Udover de fire reviderede udgaver af faderens anatomibog (Leiden 1641, 1645, 1651 og 1673) udgav han en række andre hovedværker. Det drejer sig om hans brevveksling med Europas førende læger og lærde, Epistolarum Medicinalium (Medicinske breve), København 1663 og 1667, Historiarum Anatomicarum Rariorum (Sjældne anatomiske beretninger), København 1654, 1657 og 1661, Cista Medica Hafniensis (Det medicinske fakultets brevkiste), København 1662, Domus Anatomica Hafniensis brevissime descripta (Anatomihuset i København kortfattet beskrevet), København 1662 og ikke mindst verdens første læge- og naturvidenskabelige tidsskrift Acta Medica & Philosophica Hafniensia (Medicinske og naturfilosofiske meddelelser fra København), som udkom i København i fem bind med i alt ni årgange i perioden 1673-1680. Hertil kommer flere værker om fødselshjælp i oldtiden og samtiden og Københavns og Danmarks første farmakopé, Dispensatorium Hafniense. I 1672 var han hovedkraften bag Danmarks første medicinalforordning og indførelsen af en eksamen for jordemødre. Om branden af Hagestedgård i 1670 og det uerstattelige tab af mange upublicerede manuskripter skrev han samme år en bog til sine sønner. Han udgav sine taler og digte og som et produkt af hans tid som universitetets bibliotekar udgav han i 1676 en vejledning i kunsten at læse bøger. I Historiarum Anatomicarum Rariorum beskrev han som den første misdannelsessyndromet Bartholin-Patau syndrom, som i nyere tid er blevet navngivet efter ham.

Thomas Bartholin fortsatte til sin død med at fungere som lærer, mentor, støtte og inspirator for en lang række af medicinstuderende og læger. Støtten bestod ikke kun i praktisk oplæring ved dissektionsbordet, men også i teoretisk oplæring og anvisning af litteratur. Gennem sine brevkorrespondancer og konstant læsning af den nyeste faglitteratur ansporede han løbende sine elever til at kaste sig over nye forskningsemner og til at publicere deres resultater. Han støttede dem økonomisk og ved positiv omtale for og anbefalingsbreve til kolleger i ind- og udland. Hans støtte fik afgørende betydning for mange af elevernes karriere. Udover hans mest kendte elev Niels Stensen kan nævnes Ole Borch (1626-1690), sønnen Caspar Bartholin den yngre (1655-1738) og nevøen Holger Jacobæus (1650-1701).

Thomas Bartholin giftede sig i 1649 med den kun knap 15-årige Else Christophersdatter Hansen (1634-1675), som var datter af den københavnske storkøbmand og borgmester Christopher Hansen (1598-1679). Med hende fik han alle sine ni børn, fem drenge og fire piger, hvoraf den ældste søn, lægen, anatomen og embedsmanden Caspar Bartholin den yngre, er den mest kendte. Bartholins 2. ægteskab med Magdalene Rhode (1622-1708) varede kun i to år fra 1678 til hans død. Thomas Bartholin døde den 4. december 1680, 64 år gammel i sin professorbolig i København efter længere tids svækkelse af en nyrestenssygdom, som havde plaget ham siden ungdommen. Han døde i sin 4. periode som universitetets rektor. Han blev bisat ved siden af sin første hustru i Sankt Rochus-kapellet i daværende Frue Kirke.

Jesper Brandt Andersen: Thomas Bartholin. Lægen og anatomen. Fra enhjørninger til lymfekar, 2017.

Jesper Brandt Andersen: Thomas Bartholin. Physician and anatomist. From unicorns to lymph vessels. I trykken.

Jesper Brandt Andersen: Forsvundet i 373 år. Om genopdagelsen af Karel van Manders malede portræt af Thomas Bartholin og samarbejdet imellem en berømt anatom og en feteret kunstner i 1600-tallets København. Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks Samlinger 2024; 63. I trykken.

Jesper Brandt Andersen: Sælsomme beretninger i lægen og anatomen Thomas Bartholins skrifter. Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks Samlinger 2018; 57: 61-115.

Jesper Brandt Andersen & Niels W. Bruun: Steno-Fallots tetralogi og Bartholin-Pataus syndrom. En hjertemisdannelse og et misdannelsessyndrom første gang beskrevet af danske anatomer i 1600-tallet. Dansk Medicinhistorisk Årbog 2018; 46: 73-105.

Jesper Brandt Andersen: Vasa lymphatica. Weekendavisen, 14. oktober 2016, Ideer, s. 13.

Jesper Brandt Andersen & Niels W. Bruun: Steno-Fallots tetralogi og Bartholin-Pataus syndrom. En hjertemisdannelse og et misdannelsessyndrom første gang beskrevet af danske anatomer i 1600-tallet. Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks Samlinger 2015; 54: 197-233.