Teaterloven

Teaterlovgivning bestod oprindelig i at styre den ‘farlige’ teaterdrift og holde den inden for faste, kontrollerbare rammer. I Danmark var der lovgivning om teater censur indtil 1954 til trods for Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed; der var lovgivning om forlystelsesafgift, som imidlertid blev ophævet i 1950 for teatre, som ikke var serveringsteatre; og man skulle have teatertilladelse (bevilling) af ministeriet frem til 1970 for at opføre teaterforestillinger offentligt. I årene 1970-1991 var bevillingssystemet erstattet af, at man skulle have tilladelse fra den lokale politimester for at spille teater. Der var styr på, hvem der spillede, hvad der blev spillet, og teater blev betragtet som en forlystelse og var derfor et beskatningsobjekt.

Lovgivningen var en begrænsnings- og kontrollovgivning. Når forlystelsesafgiften for teatre uden servering på tilskuerpladserne blev ophævet i 1950, hang det sammen med, at det ikke længere var muligt at få såkaldt seriøs teaterdrift til at løbe rundt økonomisk gennem billetindtægterne alene. Man kan se en lige linje herfra og frem til den første teaterlov i 1963, der installerede en offentlig støtte for teatre.

Det Kongelige Teater var frem til 1990 reguleret af sin egen lov fra 1935, der fastslog, at teatret var en statsinstitution med visse nationale og alsidige formål, og at det fik statstilskud. Men også Det Kongelige Teater blev kontrolleret. Dels var teatret omfattet af teatercensuren, dels blev teaterchefen kongelig udnævnt, dvs. ansat af regeringen, og dels havde teatret et kontrolorgan, et tilsynsråd, som bestod af folketingsmedlemmer, der skulle følge og kontrollere teatret, både økonomisk og repertoiremæssigt.

Den teaterlovgivning, der udviklede sig i Danmark fra 1963, tog form af en tilskudslovgivning. Man kan sige, at i stedet for teatercensur var der nu nogen, der tog stilling til, hvilke teatre der kunne få andel i den nødvendige offentlige støtte. Økonomien blev en helt afgørende styring, herunder den del af økonomien, der blev leveret af offentlige kasser. Teaterlovgivningen blev også en animeringslovgivning. Allerede i den første teaterlov blev 50 %-50 %- (fifty-fifty-) princippet indført for landsdelsscenerne i Odense, Århus og Aalborg. Der var her tale om støttemæssigt partnerskab mellem stat og hjemkommuner (1970-2006 amterne) om driften af disse teatre. Denne animering fra statslig side i forhold til kommuner og amter fortsatte frem gennem årene.

Det store brud i teaterlovgivningen i Danmark lå i 1990-1991. Her bremsede staten op på sin involvering. Man kan tale om, at teaterlovgivningen gik fra ekspansion til kontraktion, fra udvidelse til sammentrækning. Eller man kan sige, at lovgivningen i de første år var inkluderende, mens den omkring 1990 skiftede til at blive ekskluderende, den skiftede fra at lukke ind til at lukke ude. Herefter blev stort set alle de ordninger, der byggede på fifty-fifty princippet ophævet. Statens bidrag til hovedparten af institutionerne blev løsgjort fra de kommunale og amtslige bidrag. Statens rolle som animator i teaterpolitikken blev opgivet. Den havde været for succesrig.