Tartu

Universitetet i Tartu, grundlagt af kong Gustav 2. Adolf i 1632 og dengang Sveriges 2. i rækken af universiter, blev i 1800-tallet et centrum for videnskab og kultur. En del klassicistiske bygninger, bl.a. universitetets hovedbygning, er bevaret. Efter Estlands genvundne selvstændighed i 1991 blev det reformerede universitet (14.780 studerende og 5.453 master- og ph.d.-studerende, 2023) igen landets center for højere uddannelse.

Blandt byens ti højere læreanstalter findes Det Baltiske Forsvarsakademi, Baltic Defence College, oprettet på dansk initiativ 1998-1999 med henblik på videreuddannelse af officerer fra de baltiske og andre landes forsvar.

Fra 1000-tallet kendes en estisk borg på stedet. I 1224 erobrede sværdriddere Tartu, som blev bispesæde under navnet Dorpat. Den fik lybsk ret og blev medlem af Hanseforbundet. I tidsrummet 1558-1704 var Dorpat skiftevis under Rusland, Polen-Litauen og Sverige; herefter forblev den russisk indtil Estlands selvstændighed 1918.

I 1800-tallet blev byen centrum for den estiske nationalbevægelse, og her sluttedes i den 2. februar 1920 fred med Sovjetrusland som afslutning på Den Estiske Frihedskrig, samtidig med at Rusland de jure anerkendte Estland. Fredsaftalen blev ratificeredet i Moskva den 30. marts 1920.

Desuden indledte Finland og Sovjetrusland forhandlinger i byen den 12. juni 1920, som den 14. oktober 1920 ledte til indgåelsen af Freden i Tartu, der trådte i kraft den 31. december 1920 og bl.a. tildelte Finland Repola og Porajärvi i Karelen samt Petsamo, som Aleksander 2. i 1864 havde lovet i bytte for Systerbäck på Det Karelske Næs.

Tartu blev svært beskadiget under 2. Verdenskrig, og dens betydning svandt. I sovjetperioden var Tartu en lukket by på grund af den daværende store militære lufthavn i Raadi, 4 km nordøst for byens centrum.

Siden Estlands fornyede selvstændighed i 1991 har Tartu genvundet sin tidligere position. I 2024 var Tartu en af de europæiske kulturhovedstæder.

• Dorpat