Kirken blev opført i år 1900, og den består af et skib, et kor og et tårn foran skibets vestlige gavl. Den er tegnet af arkitekt H.C. Glahn (1850-1931) i historicistisk stil, der efterligner de romanske kirkers arkitektur.
Kirken står i blank mur med synlige sten over en høj kampestenssokkel med røde tegltage over skibet og det afvalmede kor, dvs. at taget afsluttes med skrå tagflade.
Korets gavl har ingen vinduer, men i den nordlige langmur er der et vindue, og i hver af skibets langmure er der tre vinduer. Vinduerne er høje og rundbuede og har murede sålbænke. I korets sydmur er der en præstedør i en let fremtrædende, rektangulær portal. Øverst på murene er der en hovedgesims med savskifte, hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Skibets gavle er som korets ganske prunkløse, dvs. meget enkle.
Tårnet har i bunden en dobbeltdør, der sidder i en dybtliggende, flerfalset og rundbuet portal med et savskifte over. Over portalen er der et smalt, rundbuet vindue. Under det spidse, pyramideformede skifertag gentages hovedgesimsen, og herunder er der på hver side to rundbuede glamhuller, dvs. vinduer, hvorfra klokkens klang kan undslippe.
I det indre står kirken hvidmalet. Rummet bærer præg af det tøndehvælvede loft med stuk-kant mod de upudsede langmure. På gulvet er der et væg-til-væg-tæppe, og i triumfvæggen er der en rundbuet korbue. Koret har derimod muret krydshvælv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.