Svend Åge Madsen er den yngste af fire børn og opvokset i en etageejendom på Skernvej, mellem bryggeriet Ceres og Den Gamle By i Aarhus. Faderen var assurandør ved forsikringsselskabet Aros. Forældrene var fra Ribekanten, byerne Gørding og Holsted. Hans første skolevej gennem Den Gamle By og Botanisk Have har påvirket billedet af tider og steder i hans værker.
Han fulgte den matematiske linje på Marselisborg Gymnasium og læste efter studentereksamen i 1958 matematik ved Aarhus Universitet i tre år efter den tids 1. del, der omfattede fysik og kemi – men fulgte også forelæsninger og øvelser i det nyåbnede fag dramaturgi. Denne viden om matematik og naturvidenskab har han siden kunnet bruge og udbygge, da studiet blev opgivet til fordel for den forfattervirksomhed, han allerede fra barndommen havde taget tilløb til.
Han blev gift i 1966 med ergoterapeut Lise Madsen (Bendte Ingerlise Madsen 1939-2013). Sammen har de en søn født i 1966 og en datter, adopteret i Indien, født i 1972.
Svend Åge Madsen debuterede 1962 med en novelle i tidsskriftet Vindrosen. Romanen Besøget udkom i 1963 på Gyldendal. Under pseudonymet Marianne Kainsdatter har han samarbejdet med sin hustru om en række kriminalromaner og -dramaer.
Ifølge Svend Åge Madsen erkender vi i høj grad ved hjælp af fortællinger. I en artikel har han hævdet at videreføre en tradition for ”den eksistentielle fortælling” i dansk litteratur, der dels går tæt på livets grundproblemer, dels er kendetegnet af en trang til at fabulere lige til grænsen af det fjantede.
Madsens forfatterskab udforsker en lang række genrer inden for epik og drama; han har en forkærlighed for blandingsgenrer (hybrider) og lancerer opfindsomt egne ’genresignaturer’: uroman, globusroman, dobbeltroman, mikroman mv. Dertil kommer, at værkerne er forbundne og udgør et vidtstrakt litterært univers under stadig udvidelse, lige så uoverskueligt vildtvoksende som forbløffende sammenhængende.
Den samme fortælling og de samme personer kan blive genoptaget et andet sted, videreført, genfortalt i et andet format, i en anden kontekst og ændret belysning, der kan medføre en ny, ofte ligefrem omvendt vurdering af forhold og personer. Men hans stadige ’formelle’ forsøg og synsvinkelskift har altid en eksistentiel og social betydning.
Sæt verden er til (1971) er hans første store forsøg med den eksistentielle fortællings tonalitet og formverden, endnu med ubestemt tid og rum. Et fascinerende eksperiment, der udforsker grænsen mellem novellecyklus og roman, er At fortælle menneskene (1989). Denne store roman, opbygget af et mylder af små fortællinger, der repræsenterer alle kortprosaens genrer, rummer tillige en signifikant udfoldelse af de mange slægtsforbindelser i hans litterære univers.
Syv aldres galskab (1994) både demonstrerer og reflekterer over bevægelserne fra den korte fortælling til den lange, sammensatte roman, kaldet globusromanen eller den sfæriske roman. Det fluktuerende forhold vises fra en anden side i novellesamlingen Manden der opdagede at han ikke eksisterede (2007), hvor der er så mange sammenhænge mellem en del af novellerne, at vi nærmer os romanen.
Skønt større sammenhænge trækker, er Svend Åge Madsen også en betydelig novellist. Blandt hans novellesamlinger bør yderligere nævnes Maskeballet (1970) og Mellem himmel og jord (1990). Endelig er der en lang række spejlinger og adaptioner frem og tilbage mellem Svend Åge Madsens prosaværker og hans dramaer.
Svend Åge Madsens hjemby Aarhus kom først ind som handlingssted i Marianne Kainsdatters krimi Blodet på mine hænder (1973). Siden har Aarhus spillet en stor, stadig tilbagevendende rolle i forfatterskabet – glimtvis afvekslende med landsbyerne ”Gørsted” (en sammentrækning af Gørding og Holsted, slægtens rod i Sydvestjylland) og ”Nøjrup” (en fri fortolkning af Molsegnen omkring hans sommerhus).
I værk efter værk er billedet af Aarhus blevet udbygget, så det i litterær kraft og fantasiappel snart minder om James Joyces Dublin, snart (med ironiske proportionsforskydninger) om Hugos Paris eller Dickens’ London. Foruden et konkret byrum er Aarhus et mytisk og eksistentielt rum, forvandlingens og karnevalets rum.
Rejser har imidlertid også haft betydning. Kriminalromanen Tredje gang så ta’r vi ham... (1969) med det kafkask-fremmedartede miljø er skrevet i Algier. Det nordligste Island er en hovedscene i Kvinden uden krop (1996), ligesom Madeira er det i Finder sted (1998), 1960’ernes USA i Den ugudelige farce (2002) og Venedig i Levemåder (2004). Den vældige skabelsesberetning Af den anden verden (2017) foregår i et stiliseret Vestaustralien. Men ikke mindst bevidstgørelsen af det særlige regionale udgangspunkt er en markant kvalitet.
Fra en abstrakt tidløshed i de første værker bliver et opfindsomt fremmedgørende spil med tid og historie et hovedanliggende i forfatterskabet. Ved hjælp af velberegnede anakronismer kan nutiden fremstå som barbarisk middelalder. Fantastiske indslag af endnu ikke udviklede teknologier gør en ellers genkendelig nutid til et lokkende eller truende fremtidsscenarie. Ind i dette blandes en suggestiv genskabelse af socialt bestemte tidsformer og af den enkeltes eksistentielle tidsoplevelse, der kan fylde et øjeblik, så det kan rumme en langt, livsafgørende handlingsforløb.
Med gennembrudsromanen Tugt og utugt i mellemtiden (1976) blev Svend Åge Madsens Aarhus udfoldet under en mangfoldighed af tidslige synsvinkler. I et velordnet fremtidssamfund uden litteratur får Ato Vari den idé at skrive en roman, der skal udspille sig i den farverige fortid, Mellemtiden (1500-2000), nærmere bestemt i Aarhus 1974-1975.
En samtidsroman bliver ved sin forskudte fortællertid en fremtidsroman, og ved sit tilbageblik på en fjern fortid bliver den en historisk roman. Ato Vari, der støtter sig på nogle af 1800-tallets melodramatiske romaner (af Eugène Sue, Alexandre Dumas, Victor Hugo m.fl.), søger at kombinere krimi- og kærlighedsintriger. Hans undrende blik på Mellemtidens sære sæder og skikke og hyppige anakronismer er øjenåbnende. Ved sin originale fortællerkonstruktion viser Svend Åge Madsens største læsersucces og mest uomtvistelige bidrag til verdenslitteraturen såvel fortidens skræmmende magt som vor tids særegne ansvar for fremtiden.
Romanen Lad tiden gå (1986), hvor en gal professor får tiden til at springe, giver temaet tid et andet vrid med en skarp satire over de nye mediers magt til at manipulere med tiden, gøre den opløselig og gentagelig. Den store roman Syv aldres galskab blander tider på en ny måde ved abrupte spring mellem 1640’ernes og 1990’ernes Aarhus, forbundet gennem en slægt af gale originaler. Sprængfyldt med idéer og satire udmærker dette hovedværk sig ved den suveræne håndtering af et mylder af handlingstråde.
Den alternative skabelsesmyte Af den anden verden (2017) tager fantastisk udgangspunkt i en flugt til Australien fra en nazistisk kz-lejr, hvor de flygtende har fået slettet deres hukommelse lige til sproget. Gennem en mindesamling i 24 slæt skildres udviklingen som en kollektiv robinsonade. I en storslået vision, der blander historiske brokker og fantasifuld fiktion, fortættes menneskehedens globale udvikling til tre slægtled over 76 år.
Allerede i sine første modernistiske værker, fx Lystbilleder (1964), havde Svend Åge Madsen et satirisk blik for alle de sociale regler – ritualer og systemer – der styrer og undertrykker individet. I mange senere værker bliver moderne teknologier indgående forstået og nuanceret belyst, et undertiden utopisk, oftere satirisk billede på risikable samfundstendenser. Især fra og med den begyndende digitale revolution i 1980’erne sætter tankeprovokerende indslag af science fiction et umiskendeligt præg på forfatterskabet.
Radioromanen Se dagens lys (1980) er en slags rekonstruktion af tilblivelsen af Tugt og utugt i mellemtiden i et fremtidigt ”udskiftningssamfund”, hvor man får en ny ægtefælle og et nyt job hver dag, styret af computeren Madam Datam.
Den måske dristigste udforskning af computerlogikkens konsekvenser er Af sporet er du kommet (1984). Uden at afskrive positive muligheder i de nye teknologier tegner bogen med humor og satire et dystert billede af et morderisk konkurrencesamfund, styret af bureaukrati og computerlogik.
Med dramaet Svar udbedes! – omsat til romanen Edens gave (1993) – og ungdomsbogen Den usynlige myre (1994), der alle kredser om den kemisk-biologiske virksomhed Generos, kom gensplejsning og beslægtede teknologier i fokus. Temaet udfoldes i romanen Genspejlet (1999, belønnet med boghandlerprisen De Gyldne Laurbær). Gribende og velkomponeret sammenfletter fortællingen en videnskabelig, en samfundssatirisk, en eksistentiel og en metafiktiv dimension.
Romanen Det syvende bånd (2006) udmaler i en slags samtidig science fiction et muligt parallelsamfund til vores, hvor kriminaliteten er afskaffet gennem en konstant overvågning, idet man efter tur enten er Øje eller Syn. Bogen rummer en dobbeltsatire med brod mod kriminaliteten i det ’gamle’ samfund – en stadig trussel og dog yderst populær underholdning – men ligeledes mod den stærkt stigende anvendelse af overvågningsteknologier, bl.a. legitimeret af terrorfrygten efter Twin Towers-angrebet i 2001.
Kvantefysik tages under behandling i Pigen i cementblanderen (2013). I romanen Esbens fire liv (2024) belyses positive og negative muligheder i kunstig intelligens med humor og sprogligt overskud (”hjernepuffer”, ”komparativ drømmeaflæsning”).
Med dramatikken udforsker Svend Åge Madsen dramaets medier og genrer, og han har fundet inspiration i teaterhistorien, fra antikken over middelalderen og ganske særligt Shakespeare til hovedstrømninger i det moderne teater. Hans dramaer er fyldt med følelser og er samtidig udpræget filosofiske.
Svend Åge Madsens tidlige forsøg, udgivet i Et livstykke og andre stykker (1967), leverede absurd teater til tiden tilpasset de nye danske intimscener, som blev åbnet i 1960’erne, bl.a. Svalegangen og Jomfru Ane Teatret. Da han derefter gik i æteren med radioteater, gav indskrænkningen til lyd, ord og stemmer ham paradoksalt nok mere luft under vingerne.
I hørespillene Rapport fra internatet (1967), Forestillinger (1970) og I virkeligheden (1972) bevæger Svend Åge Madsen sig fra en (kritisk) inddragelse af realisme over den mest kompromisløse modernisme til en postmodernistisk leg med dimensioner og verdener.
Med to krimispil i 1975 kom forbrydelsen og krimien ind – som skabt til radioteater, når en gammel blind dame bliver eneste vidne til en formodet forbrydelse. Af senere radioteater bør Kopisten (1994) fremhæves som et af hans allerbedste hørespil, der i et dobbelt Faust-drama inddrager Gounods opera og borer i den ofte tvivlsomme baggrund for kunstneriske succeser. Livsudstillingen (2001) trækker på realityshows i en brechtsk omvending mellem det normale og banale og det ekstreme og voldelige.
Maria S. Madsen og Svend Åge Madsens AudioMove Hikuins blodhævn (2009) afprøver en ny teaterform, der både er auditiv og (via) mobil mellem specifikke historiske steder i en spejling af vikingetiden som historisk overgangstid.
I 1978 fik Svend Åge Madsen sit gennembrud på scenen med totalteaterstykket Narrespillet om Magister Bonde og Eline Mortensdatter. I årene 1983-1986 var han tilknyttet Aarhus Teater som husdramatiker. I den periode skrev han fire stykker til dette, og frem til 1993 yderligere tre stykker til Odense Teater (herunder ’kongespillene’ Margrethe den Milde og Knud den Hellige) og tre til københavnske scener.
Disse elleve stykker (heraf ni med urpremiere i årene 1981-1987) repræsenterer ikke blot en stor produktivitet, men også en mangfoldighed af teatralske former og formater, genrer og stilarter. Den dramatiske voldsomhed og sceniske farverigdom i stykker som Narrespillet, Dr. Strangula (1985), Det sidste suk (1986), Nøgne masker (1987), Svar udbedes! (1987) og Robert og Judith (1993) profilerer dem som bidrag til det moderne teater.
Optagetheden af totalteater fik en yderligere dimension med tilkomsten af operaen. Gode librettister og komponister omkring Aarhus Sommeropera transponerede romanhovedværket Tugt og utugt i mellemtiden (1-3, 1998-2004) og den groteske drama-roman-hybrid Edens gave (2005) til operaens tonearter.
I samarbejde med Maria S. Madsen tog Svend Åge Madsen tråden op med de fire minioperaer i Soapera (2009) og det overdådige syngespil Rosa og Evigheden (2014). Med lydhøre komponisters bidrag sammenfatter de kraftlinjer i et vildtvoksende litterært og dramatisk univers. Især tydeliggør de det stiliserede, det hyperbolske og grænsesøgende sammen med det intellektuelt legende og anlægget på et sammenstød mellem forskellige stemmer og værdier som forudsætning for livsafgørende valg.
Svend Åge Madsens forfatterskab kan inddeles i tre faser: Eksperimenterende modernisme, postmodernisme og en fase præget af historiebevidsthed og samfundsengagement.
Kvaliteterne i alle tre faser gør sig fortsat gældende som aktive dimensioner: det intellektuelle og formelt eksperimenterende; det fabulerende, fantastiske og uafsluttet dialogiske; det realistiske, etiske og politiske.
Med sin første prosa og dramatik markerede Svend Åge Madsen sig som en internationalt orienteret, kompromisløst eksperimenterende modernist. Debutromanen Besøget (1963) falder i tre stilistisk vidt forskellige dele, der ikke forbindes af en handling, men viser mulige relationer mellem et jeg og dets omverden.
Denne fase slutter og kulminerer med ”romanen” Tilføjelser (1967), en kassette med fem hæfter, der kan læses i vilkårlig rækkefølge. I hvert hæfte søger en jeg-fortæller i forskellig stil og genre møjsommeligt, men forgæves, at få orden på virkeligheden. Som romaneksperiment, med spor af matematikstudiet såvel som af Becketts sene prosa og Schopenhauers filosofi, er værket et markant indslag i dansk prosamodernisme.
I de næste år gik Svend Åge Madsen aktivt – bl.a. som medredaktør af de toneangivende tidsskrifter Mak og Exil – ind i det postmodernistiske opbrud fra den asketiske modernisme, der i samtiden fik betegnelser som skabelon- eller systemdigtning og attituderelativisme.
Med en fabulerende forelskelse i alle tilværelsens udfoldelsesmuligheder blander det spøjse overgangsværk Liget og Lysten (1968) trivialgenrer som krimi, science fiction, romantisk ugebladsnovelle og porno. Til denne fase hører den store roman Sæt verden er til (1971), en labyrintisk pastiche på mere kanoniseret litteratur, belønnet med Det Danske Akademis Store Pris. I det Borges-inspirerede forsøg Dage med Diam eller Livet om natten (1972) spaltes en handling i 32 fortællinger med hver sin slutning, en demonstration af attituderelativismen.
Med Tugt og utugt i mellemtiden (1976) fik Svend Åge Madsen sit læsergennembrud, idet han også brød igennem til en blivende rummelighed i forfatterskabet med en spændende handling på velbeskrevne steder og i afgrænsede tider, med en sans for historie og et klart samfundsengagement.
Herunder ses et udpluk af de mange litteraturpriser, Svend Åge Madsen har modtaget:
I 1980 blev han tildelt Statens Kunstfonds Hædersydelse.
Lex indeholder nu flere end 2000 artikler fra Gastronomisk Leksikon. Velbekomme!
I disse dage diskuteres muligheden for et fredsmøde mellem Volodymyr Zelenskyj og Vladimir Putin. Det er endnu uvist, om mødet vil finde sted.
Den 15. august 1945 sluttede 2. Verdenskrig. Her overgav Japan sig betingelsesløst efter bombningen af Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august, hvor 110.000 civile døde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.