Faktaboks

Sogn
Sunds Sogn
Provsti
Herning Nordre Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Herning Kommune

Sunds Kirke er en kirke fra 1897 som ligger midt i Sunds, ca. 8 kilometer nord for Herning. Den indeholder en del inventar der er væsentligt ældre end selve bygningen.

Den ældste Sunds Kirke

Sunds Kirke er ikke den første på sin plads. Tværtimod stod der på dens plads tidligere en romansk landsbykirke med kor, skib og våbenhus, som blev revet ned i 1896 pga. pladsmangel i det dengang hastigt voksende sogn. En del af inventaret fra middelalderkirken er bevaret i den nye.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1897 efter tegning af arkitekten Rudolf Frimodt-Clausen (1861-1950). Kirken, som er bygget af røde mursten, består af et kor, et skib og et tårn med indgangsparti i vest. De to store korsarme er tilbygget senere. Den nordre stammer fra 1944, mens den søndre først kom til i 1984.

Kirkens indre

Ligesom udvendigt fremstår også kirkens indre som et forholdsvis enkelt rum, lyst takket været de hvidmalede vægge og lofter, og rummeligt takket være korsarmene som står i åben forbindelse med skibet.

Inventar i Sunds Kirke

Inventaret i Sunds Kirke bærer præg af at være anskaffet over århundrederne til den nuværende kirkes forgænger. Der er således dele helt tilbage fra romansk tid, mens altertavle og prædikestol er fra 1600-tallet.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er usædvanlig da den mest minder om døbefonte der ellers findes på Djursland, hvilket kommer til udtryk i den rige udsmykning med udhugget rankeslyng på kummen.

Altertavle og prædikestol fra 1600-tallet

Altertavlen i renæssancestil er fra 1611. Den udsmykket med ganske usædvanlige sidevinger i form af overmåde frodige frugtighedsgudinder. I det centrale felt ses et maleri af Kristus på korset med de to røvere, malet af Torbjørn Olsen (f. 1956) i 2006.

Prædikestolen er et senrenæssancearbejde fra 1664. Den er opbygget af fem fag, som siden 2014 har været udsmykket med abstrakte malerier af kunstneren Frits Gothardt Rasmussen (f. 1950).

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig